1. Begrebsstafet
Grupper på 4. Grupperne placeres på en linje. 20m derfra placeres en bunke begrebskort, hvorpå er skrevet et begreb fra kapitel 8 samt dets definition. Der skal være en bunke med minimum 20-25 begreber pr. gruppe.
Første elev løber ud, og henter en seddel med et begreb. Begrebet læses op for gruppen, der så skal definere begrebet. Eleven med begrebet, kan via sedlen kontrollere gruppens definition, og er gruppens definition korrekt (det bedømmer eleven selv), lægges begrebet tilbage og næste elev løber ud for at hente en ny seddel. Er gruppens svar forkert, må første elev løbe tilbage med sin seddel og hente en ny. Gruppen, der først svarer på alle sedler, har vundet.
2. Komparative fordele
Find sammen to og to. Find tabellerne 8.2 og 8.3 og forklar indholdet af dem for hinanden. Lav nu jeres eget eksempel med landene Tyskland og Frankrig. Tyskland er god til at producere kul, Frankrig er relativ god til at lave stål. Find selv på nogle andre produktionstal til jeres tabeller, men følg princippet for eksemplet i bogen.
3. International handel og handelsmønstre
Gå ind på Eurostats hjemmeside og find noget statistik, som giver et overblik over den internationale handel. Det kunne være siden her: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Archive:International_varehandel&oldid=257590
Undersøg ud fra tallene hvilke lande, der er de største i international handel, og på hvilken måde de er de største. Husk at I skal bruge tal i jeres konklusioner.
4. EU og dansk økonomi
Find sammen i grupper af tre. En skal være “Ekspert”, en anden skal være “positivt indstillet” og en den sidste skal være “skeptisk indstillet”. Sid nu hver for sig og forbered en samtale.
- Eksperten forbereder sig på at forklare, hvordan EU-medlemskabet påvirker dansk økonomi.
- Den positivt indstillede forbereder sig på at argumentere for at EU-medlemsskabet gavner dansk økonomi.
- Skeptikeren forbereder sig på at argumentere for at EU-medlemsskabet hæmmer dansk økonomi.
I mødes til sidst i gruppen og fremlægger jeres sag. “Eksperten” starter.
5. Dansk konkurrenceevne
Find sammen i grupper af tre. I gruppen skal I producere en plakat, som oplyser om den danske konkurrenceevne. Brug www.canva.com eller et andet program til at lave jeres plakat. Plakaten skal indeholde følgende:
- Oplysninger om hvad konkurrenceevne er.
- Oplysninger om hvordan Danmark klarer sig godt i den internationale konkurrence.
- Oplysninger om hvor og hvordan Danmark bør forbedre sig i den internationale konkurrence.
Præsenter jeres plakat for en anden gruppe.