Links, tekster og filer til kapitel 5
s. 135, note 1
Tidslinje vedrørende Affirmative Action
s. 135, note 2
Se temaoversigt
s. 137, note 4
Teorier om særlige træk ved afrikansk-amerikanere familiestruktur, bl.a.
s. 142, note 9 Pushing For Excellence
s. 151, note 23 Jesse Jackson "Rainbow Coalition" Speech at 1984 Democratic National Convention
s. 152
Uddrag fra Jesse Jacksons tale ved Det demokratiske partis nationale konvent 18. Juli 1984.
America is not like a blanket - one piece of unbroken cloth, the same color, the same texture, the same size. America is more like a quilt(1) – many patches, many pieces, many colors, many sizes, all woven and held together by a common thread. The white, the Hispanic, the black, the Arab, the Jew, the woman, the native American, the small farmer, the businessperson, the environmentalist, the peace activist, the young, the old, the lesbian, the gay and the disabled make up the American quilt. (Applause)
Even in our fractured(2)typo3/ state, all of us count and all of us fit somewhere. We have proven that we can survive without each other. But we have not proven that we can win and progress without each other. We must come together. (Applause)
From Fannie Lou Hamer(3) in Atlantic City in 1964 to the Rainbow Coalition in San Francisco today; from the Atlantic to the Pacific, we have experienced pain but progress as we ended American apartheid laws, we got public accommodation, we secured voting rights, we obtained open housing, as young people got the right to vote. We lost Malcolm, Martin, Medgar, Bobby, John and Viola(4). The team that got us here must be expanded, not abandoned. (Applause)
Twenty years ago, tears welled up in our eyes as the bodies of Schwerner, Goodman and Chaney(5) were dredged from the depths of a river in Mississippi. Twenty years later, our communities, black and Jewish, are in anguish, anger and pain. Feelings have been hurt on both sides…..
(1)quilt (sb): kludetæppe
(2)fracture (vb): brud
typo3/(3)Afroamerikansk kvindelig borgerrettighedsaktivist (1917-77). Bl.a. aktiv mht. registrering af afroamerikanske vælgere i Sydstaterne.
(4)Borgerrettighedsbevægelsens helte: Malcolm X: borgerrettighedsaktivist og medlem af Black Muslims, skudt 1965. Martin Luther King, skudt 1968. Medgar Evers: borgerrettighedsaktivist i Sydstaterne, skudt 1963. Bobby Kennedy, justitsminister, skudt 1968. John F. Kennedy, amerikansk præsident, skudt 1963. Viola Fauver: Hvid borgerrettighedsaktivist, skudt af et Ku Klux Klan-medlem ved en demonstration 1965
(5)James Earl Chaney, Andrew Goodman, og Michael Schwerner. Borgerrettighedsaktivister som blev skudt af medlemmer af Ku Klux Klan i forbindelse med deres arbejde med registrering af afroamerikanske vælgere i Mississippi.
s. 152 The Cosby Show tv trailer
s. 158, note 31 Swapping and social networks
Nedenstående er et interview med en ung sort kvinde, Opal Jones, som bor i et socialt boligbyggeri i et fattigt boligkvarter. Udveksling af varer og tjenester i netværk bestående af venner og familie er her en overlevelsesstrategi, og det er en central del af sorte fattiges identitet. Man hjælper, når man kan, og man ved, at man også selv bliver hjulpet, når man selv har behov her for. Det er en bytteøkonomi der samtidig signalerer tillid, omsorg og venskab.
Interviewet er fra bogen ”All our kin. Strategies for survival in a Black Community”, 1983, skrevet af Carol Stack.
Forfatteren ser den kollektivistiske tankegang, der ligger i denne form for bytteøkonomi, som værende i stærk kontrast til den sorte middelklasses individualistiske og konkurrenceprægede tankegang.
“My girl friend Alice gave me a dress about a month ago, and last time I went over to her house, she gave me sheets and towels for the kids, ‘cause she knew I needed them. Every time I go over there, she always gives me something. When she comes over to my house, I give her whatever she asks for. We might not see each other in two or three months. But if she comes over after that, ad I got something, I give it to her if she want it. If I go over to her house and she got something, I take it – canned goods, food, milk. It don’t make no difference,,,,
My TV’s been over to my cousin’s house for seven or eight months now. I had a fine couch that she wanted an I gave it to her too, It don’t make no difference with me what it is or what I have. I feel free knowing that I done my part in this world. I don’t expect nothing back right away, but when I’ve given something to kin or friend, whenever they think about me they’ll bring something on around. Even if we don’t see each other for two or three months. Soon nough(1)typo3/ they’ll come around and say, “Come over to my house. I got something to give you”. When I get over and they say, “You want this?”, if I don’t want it my kin will say, “well, find something else you like and take it on”.”
(1)nough: enough
s. 161, note 35
s. 162, note 36 Forslag til videre arbejde omkring amerikanske ghettoer: Video fra Miamis ghetto, Liberty City
Radiodokumentaren Ghetto Life 101, optaget af to sorte drenge fra Chicago
Interviewet Life and Death on the South Side of Chicago (1997):
1989 CBS NEWS SPECIAL: CHICAGO GANGLAND: CHILDREN AT WAR!!
Street Gangs of Chicago Full Documentary:
s. 163 ”Ain’t No Making it” – fremtidsdrømme og realiteter
Jay MacLeod udgav i 1987 bogen “Ain’t No Making it: Aspirations and Attainment in Low-income Neigborhood”, som er baseret på interviews med en gruppe sorte (The Brothers) og hvide drenge (The Hallway Hangers), som han besøgte og fulgte tæt i flere omgange, som teenagere, som unge mænd og til sidst i 2007 som 40-årige. Bogen er blevet en klassiker inden for sociologien, fordi den kombinerer meget dybtgående empiriske undersøgelser med samfundsfaglig teori og dermed konkret demonstrerer, hvordan social arv sætter sig igennem i forhold til muligheder for social mobilitet. De interviewede boede i et fattigt, socialt belastet og nedslidt boligkvarter, Clarendon Heights i en by i det nordøstlige USA.
MacLeods indfaldsvinkel til sine studier i området var den dominerende lighedsideologi i USA: “Any child can grow up to be president”. Eller som præsident Ronald Reagan formulerede det i sin State of the Union-tale i 1985: ”Anything is possible in America if we have the faith and the heart.”
MacLeods teoretiske udgangspunkt er den klassiske sociologisk problemstilling - forholdet mellem struktur og aktør. For at belyse denne tager han udgangspunkt i Pierre Bourdieu’s habitus- og kapitalbegreber i sin undersøgelse af, hvordan social status reproduceres fra generation til generation i et fattigt boligkvarter. Han påviser her, hvordan den sociale arv er indlejret i såvel habitus som struktur og holder individet fast - selv om habitus også kan rumme fremtidsdrømme, gå-på-mod og aspirationer om at komme videre.
De sorte teenage-drenge fra The Brothers havde således høje mål, tog deres skole alvorligt, holdt sig ude af kriminalitet samt alkohol- og narkotikamisbrug, og de ville gerne arbejde for at realisere deres mål. På spørgsmålet om, hvordan deres liv ville være om 20 år, svarede de (i enkeltinterviews):
Super: I’ll have a house, a nice car, no one bothering me. Won’t have to take no hard time from no one. Yeah, I’ll have a good job too.
Juan: I’ll have a regular house, y’know, with a yard and everything. I’ll have a steady job, a good job. I’ll be living the good life, the easy life.
Mike: I might have a wife, some kids. I might be holding down a regular business job like an old guy. I hope I’ll be able to do a lot of skiing and stuff like that when I’m old.
Craig: I’ll probably be having a good job on my hands, I think. Working in an office as an architect, y’know, with my own drawing board, doing my own stuff, or at least close to there.
James: The ones that work hard in school, eventually it’s gonna pay off for them and everything, and they’re gonna have a good job and a family and all that. Not me though! I’m gonna have myself. I’m gonna have some money. And a different girl every day. And a different car. And like this (poses with an arm around an imaginary girl and the other on a steering wheel).
De sorte fattige drenge troede således paradoksalt nok – muligvis fordi deres forældre tilhørte den generation, der havde kæmpet for civil rights – på den amerikanske drøm om lige muligheder for alle, hvis man arbejder hårdt nok for det. I modsætning til de hvide Hallway Hangers, som havde opgivet på forhånd og havde meget små forventninger til fremtiden – og ingen planer havde om at prøve at gøre noget for at påvirke denne. De følte sig låst fast af deres boligområde og sociale baggrund.
Til trods for disse forskelle mellem drengene i de to grupper er det kun lykkedes for nogle få fra begge grupper at bryde med deres sociale baggrund og med nød og næppe klatre et par få trin op i den nederste middelklasse. Disse få peger på, at støtte fra forældre eller anerkendelse fra personer i deres omgivelser havde været med til at stoppe den nedagående spiral i deres liv. For de øvrige er deres liv præget af tilfældige jobs, kriminalitet, fængsel, stof- og alkoholmisbrug.
s. 165 Hip Hop – the CNN of black America
”Don’t push me ’cause I’m close to the edge”(1)
Rap music has really expressed, at times, what no one wanted to talk about. They criticize us and say we are not real artists…not true. Our canvas(2)has been all of the experiences we’ve gone through. Our soul searching about why there are glocks(3)typo3/and AK-47(4)typo3/s in the hood. We were telling the real stories what was happening in the inner-city America when no one else would.(5)
Hip hop er en samlebetegnelse for forskellige udtryksformer udviklet af marginaliserede unge sorte i South Bronx, New York, i løbet af 1980’erne: rap-musik, DJ-ing, b-boying/breaking og graffiti.
Ved hjælp af rytme, tekst, bevægelse og billeder fortæller hip hop’en om en dagligdag i USA’s indre byer præget af forfald, politibrutalitet, dårlige uddannelsesforhold, høje arbejdsløshedstal, stofmisbrug og mængder af sociale problemer(6)typo3/. Den var i sit udgangspunkt en protest mod fortsat racediskrimination, tilbageslag for borgerrettighedsbevægelsen og Reagan-periodens værdipolitik og økonomiske indgreb. Den var en modkultur, som ved at fortælle om dagligdagserfaringer mht. økonomisk, politisk og social ulighed søgte at råbe den sorte middelklasse, lederne af borgerrettighedsbevægelsen og det politiske system op. Og i et videre perspektiv søgte den at skabe en sort ”nationalisme”, som gjorde op med alle de holdninger og institutioner, som hæmmede og ikke fremmede de sorte samfunds udvikling. For den første generation af hip hop- musikere handlede det om at ”keepin’ it real”, dvs. at fortælle åbent og ærligt – og uden censur – om alle aspekter af livet i ghetto-junglen. For mange unge sorte blev rap-musikken imidlertid også en billet til vejen ud af ghettoen. Det kommercielle kom i takt med 90’ernes økonomiske vækst i centrum, og teksterne kom mere og mere til at handle om rapperne selv og deres egen succesrige virkelighed – et liv i luksus med demonstrativt pengeforbrug, kokainmisbrug, kriminalitet, sexisme, alfonsstil og gangsta-attitude. Rapperens personlige brovtende og provokerende stil, hans ”signatur”, kom til at overskygge budskabet i rap-teksterne. Udviklingen i sortes modstand mod ulighed og diskrimination var gået fra borgerrettighedsbevægelsens “Let the freedom Bell ring” til hip hop’ens “bling-bling”. Jalousi og indbyrdes konkurrence mellem bl.a. West coast- og East-coast-rappere udviklede sig til kampe – ”beefs” – som bl.a. førte til døden for to af hip-hop’ens megastars Tupac Shakur og The Notorious B.I.G i henholdsvis 1996 og 1997. Ikke mindst Tupac, hvis tekster bl,a, handlede om emner som social ulighed, uretfærdighed, politivold og teenagegraviditet, er blevet en rollemodel for mange sorte unge..(1)west coast-rapperen Too $hort (Personal communications, 2006). (2)canvas (sb): lærred (3)glock (sb): håndpistol (4)AK-47: stormgevær typo3/(5)Citat fra Grandmaster Flash and the Furious Five’s ”The Message”, som satte ord på unge fattige marginaliserede sortes frustrationer over de barske levevilkår i ghettoen.
(6)Få et indtryk af Bronx i 70’erne og 80’erne gennem videoen New York Bronx (South Bronx) in the 70`s and 80`s
Street code
“You’d better watch your back”(1)typo3/
De fleste af ghettoernes unge sorte mænd er droppet ud af skolen; de er, som sociologen Elijah Anderson beskriver i sin bog fra 2008: Against the wall: Poor, Young Black and Male(2), fanget i denne cyklus: erfaringer med diskrimination, arbejdsløshed, fattigdom, forbrydelser, fængsel og tidlig død. Fattigdommen har her et dobbelt signalement - ung sort mand og kriminel.
Den største udfordring for den unge sorte mand i storbyjunglen kan sammenfattes i udtrykket “staying alive”.
Livet for de unge i ghettoens gader præges af strenge normer mht. påklædning, sprog, omgangsformer og cool attitude. Selvfremstillingen skal være i orden, hvis man vil undgå at blive overfaldet og bestjålet, få tæsk - og i det hele taget ønsker at overleve. Man må lære en bestemt “street code”, der handler om at udstråle, at man er hård, går klædt i det rigtige tøj, taler og bevæger sig på en bestemt måde og ikke finder sig i noget: “If somebody messes with you, you got to pay them back!”. Det handler om “street cred(it)”, om “respect”, om ikke at blive “dissed” (disrespected); for uden respekt er man ingenting.
“You’d better watch your back”, “protect yourself”, hvis du vil “stay alive”, er de vigtigste leveregler i gaderne.
Det, der er på spil her, er evig kamp om status og respekt i gaderne, og det opnår man bl.a. ved at “disse” andre, “to get in their face”. Det sker ved at tage ting fra andre som et trofæ – en cap, et par sneakers, en pistol, en andens kæreste, eller en andens ære ved at banke ham – den materielle værdi er ikke afgørende.
Men uden for ens “hood” er det andre normer og værdier, der tæller, og at bruge “street code” her giver andre problemer. Man bliver, når man kommer i sine baggy bukser, sin oversize t-shirt, hættetrøje, kasket og med bling-bling halskæde, i særlig grad udsat for politis og vagtpersonales opmærksomhed, negative forventninger og intense overvågning i butikscentre. Den sorte unge vil opleve hyppige sanktioner i skolen, afvisning ved jobsamtaler, og i de offentlige transportmidler at kun få tør sidde ved siden af ham eller går ind i en anden kupé, når de ser ham.
Selv om de fleste unge behersker “code switch”, når de bevæger sig væk fra deres boligområder til verden udenfor, fører oplevelse af diskrimination her til en voksende vrede. Den afvisning og mangel på anerkendelse (se figur 17 nedenfor om vigtigheden af at få anerkendelse), som de møder i verden udenfor, betyder, at de får sværere og sværere ved at modstå pres og stærke rolleforventninger fra jævnaldrendes side i boligkvarteret. Det kræver således en jernvilje af den unge at holde sig ude af kriminalitet og at holde fast i en uddannelse. Fraværet af positive mandlige rollemodeller betyder også, at mange unge internaliserer en protestidentitet som barske og seje, og at de glider ind i en kriminel løbebane, der ofte ender med fængsel og tidlig død.
Ghettoens “street code” har, gennem populærkulturen, også slået rødder i velfungerende sorte unges ungdomskultur. Det er på mode at udstråle rå protestidentitet, men mange voksne har svært ved at skelne mellem de utilpassede og de velfungerende unge, hvilket kan være med til at grave de racemæssige kløfter dybere - og give anledning til misforståelser og store problemer for de unge “modebevidste” sorte bl.a. ved mødet med politiet.
Ghettoens teenagemødre og -fædre
Pigerne er ligesom drengene afhængige af status og respekt blandt andre unge i kvarteret. De søger ifølge Elijah Andersson at fastholde deres placering i gadens hierarki gennem deres udseende og tøj, en sej attitude, et råt sprog, intriger (”he say, she say”), og hvis de bliver generet af nogle, handler det om at få en af drengene til at hævne sig - hvis pigerne da ikke ordner det selv. Som en 13-årig pige, der blev bragt på politistationen for vold, formulerer det: ”To get people to leave you alone. Talking don’t always give you out of stuff! You gotta fight”(3). En forskel mellem drenges og pigers måder at løse problemer på er dog, at piger sjældent bruger våben; mens den ultimative maskuline måde at opnå respekt på i kvarteret er at sætte livet på spil, men det gælder ikke for pigerne. Mange af de unge piger drømmer om at komme til at leve et normalt familieliv med en mand, der kan forsørge dem. Men drømmen ender ofte med, at de bliver gravide i en ung alder med en ung mand fra kvarteret (Læs i kapitel 7, uddrag fra ”If Beale Street Could Talk”). I mandens verden giver det respekt og understøtter hans “manhood” at gå i seng med mange kvinder. Han forstår at smigre pigerne, forærer dem gaver (som han har stjålet), giver næring til deres fremtidsdrømme om en lille familie og er med til at give dem respekt hos veninderne. Men disse unge mænd er ikke ligefrem idealet som fædre og forsørgere. Dels passer det dårligt med rollen som “tough” og “don’t mess with me” at skubbe rundt med en barnevogn i gaderne og ikke at kunne være med i diverse undergrundsøkonomiske aktiviteter, fordi de skal blive hjemme for at passe barn. Dels spiller fraværet af fædre i deres egen opvækst en rolle: eneforsørgerfamilien har i generationer, helt tilbage til slavetiden, været den mest udbredte blandt fattige sorte. Unge mænd ved altså simpelthen ikke, hvad det betyder at være far til et barn(4)typo3/. De unge teenagemødre, som står uden afsluttet skoleuddannelse og uden jobkvalifikationer, ender ofte som afhængige af velfærdsydelser - og ofte som narkomisbrugere og prostituerede. I mange tilfælde må bedstemoderen træde til og tage sig af børnene uden anden støtte end det, hendes tro på Gud kan give hende, som fx i dette citat fra Elijah Andersons bog ”Code of the Street Decency, Violence, and the Moral Life of the Inner City” (1999): ”Crack is a test. The devil is constantly working on you, but the Lord works in strange ways. God is love, wisdom, eternal life. Taking care of your grandchildren is part of all this, even if your daughter is going to hell. You may not be able to save your daughter, but you can save your grandchildren" . (1)Første regel i “gadens lov” ifølge sociologen Elijah Andersen: Code of the Streets, 1999 (2)Elijah Andersons forskning har udgangspunkt i en mikrosociologisk tilgang med dybdeinterviews af et stort antal unge sorte i Philadelphia. (3)Se dokumentaren ”Girls in da hood” (ABC 2012) (4)
Læs mere i kapitel 6 om problematikken omkring sorte teenagemødre. Mht. afrikansk-amerikanske familiemønstre se: Link til: en.wikipedia.org/wiki/African-American_family_structure
