Kapitel 6
Kilde nr. 35: Skriftlig fremsættelse af beslutningsforslag B 64 om udvidelse af det danske engagement i Afghanistan
Med udsendelsen af danske styrker til Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan i 2006 fik det danske engagement i Afghanistan en ny og farligere karakter. Udsendelsen skete på baggrund af beslutningsforslag B 64, der blev fremsat for Folketinget af udenrigsministeren d. 12. januar 2006. Heri blev baggrunden for forslaget forklaret og omfanget af det foreslåede danske bidrag omtalt.
Kilde nr. 36: Betænkning over beslutningsforslag B 64
Efter behandling i Folketingets forsvarsudvalg blev der d. 24. januar 2006 afgivet betænkning over beslutningsforslaget om udsendelse af danske styrker til Helmand-provinsen. Der var ikke enighed i udvalget, men det fremgår at et stort flertal ved den efterfølgende afstemning i Folketinget d. 2. februar kunne støtte forslaget. Danmark var herigennem blevet en egentlig krigsførende nation i Afghanistan.
Kilde nr. 37: Veteranernes vilkår
Morgenavisen Jyllands-Posten kørte i foråret 2010 en artikelserie om veteranernes vilkår i Danmark hvori der ikke mindst blev fokuseret på deres ofte oversete psykiske problemer. I en artikel d.20.6. skrevet af avisens to medarbejdere, Lars Nørgaard Pedersen og Asger Westh, blev der samlet op på artikelserien, og en række af de interviewede veteraner blev præsenteret. De to journalister fik senere samme år den prestigefyldte Cavling-pris for deres indsats.
Kilde nr. 38: Genève-konventionen om behandling af krigsfanger
Den humanitære folkeret, også kaldet krigens love, omhandler de regler der regulerer de krigsførendes optræden under væbnede konflikter og yder beskyttelse til ofrene. Genève-konventionerne vedtaget i 1949 udgør en vigtig del heraf. Den 3. af de i alt fire konventioner indeholder bl.a. regler for behandling af krigsfanger, og i kilden er gengivet de centrale artikler (12-16 i II. del) herom. Spørgsmålet om Danmark har overtrådt disse regler i forbindelse med krigsførelsen i Afghanistan har været genstand for politisk debat.