Kapitel 1: Det udenrigspolitiske rutekort
Lektiespørgsmål
- Kig grundigt på udenrigspolitikkens rutekort på side 9, og definer følgende begreber, mens du læser kapitlet: isolationisme, aktivisme, de tre udenrigspolitiske målsætninger (sikkerhedspolitik, udenrigsøkonomi og idépolitik), unilateralisme, bilateralisme og multilateralisme samt de forskellige typer af udenrigspolitiske midler, dvs. hård magt, blød magt og skarp magt. (I må gerne tage udgangspunkt i boksen med centrale begreber på side 8).
Øvelser i timen
- Start med, at I i grupper af tre personer bruger 10 minutter på at samle op på lektien. Få hjælp af de andre i gruppen til de begreber, I ikke forstår.
- Bevægelsesøvelse: Klassen opdeles i grupper af otte og former rutekortets arme. Hver person i gruppen repræsenterer enten et begreb eller den skillevej, hvor personen er placeret. Den overskydende person bevæger sig nu igennem rutekortet og skal forklare det begreb/skillevej, som man støder på. Hvis personen ikke kan forklare begrebet, får de hjælp af den person, som står på punktet (”eksperten”), men skal starte forfra og gå igennem rutekortet igen, indtil man kommer igennem. Når det er lykkedes at komme igennem, bytter man plads med en anden fra kortet, indtil alle har prøvet at komme igennem. (Hint: Øvelsen tager lidt tid, men de vigtige begreber indprentes til senere brug).
- Vælg nu en aktuel konflikt. Spørgsmålet til grupperne lyder:
a) Hvordan skal Danmark håndtere Putin og krigen i Ukraine?
b) Hvordan skal Danmark håndtere Israels angreb på Gazastriben og palæstinenserne?
c) Hvordan skal Danmark håndtere, at Iran er ved at udvikle atomvåben?
Grupper af fire personer diskuterer indledningsvis de aktuelle omstændigheder omkring begivenheden og opfører derefter efter bedste evne ruten for de andre i klassen, som de og begrunder undervejs. - Tegneøvelse: Prøv at tegne sammenhængen mellem de udenrigspolitiske mål med pile. Hvordan mener du, at de påvirker hinanden? Kunne vi fx forestille os, at den idépolitiske målsætning om at bekæmpe klimaforandringer på sigt kunne styrke vores sikkerhedspolitiske målsætning?
- Find artiklen: ”Dokumenter afslører russisk påvirkningskampagne i Danmark” fra Information d. 22.5.2025, og læg en strategi for, hvordan I vil imødegå de russiske påvirkningskampagner.
- Prøv at forestille dig, at du er udenrigsminister for Danmark. En morgen vågner du op og får at vide, at Kina har opstillet tropper og vendt deres flåde i angrebsposition mod Taiwan. Ministerbilen henter dig i din lejlighed, og du kører hurtigt mod Udenrigsministeriet. Du bliver bedt om at tage ”udenrigspolitikkens rutekort” frem fra skuffen og planlægge, hvordan du vil håndtere denne situation. Du skal fremlægge dine overvejelser i Udenrigspolitisk Nævn, som udgøres af andre elever fra klassen.
