Kapitel 3: Udenrigspolitik og ideologi

Lektiespørgsmål

1. Start med at nærstudere begreberne i begrebsboksen i starten af kapitlet, da de anvendes igennem kapitlet. Brug herefter 20 minutter på at læse kapitlet og skrive stikord til de fire ideologiske uenigheder, dvs.:
   
   a. Uenighed internt i de enkelte udenrigspolitiske målsætninger.
   b. Uenighed i prioriteringen af de udenrigspolitiske målsætninger.
   c. Uenighed i prioriteringen af de multilaterale organisationer, og om et land skal køre multilateralt, bilateralt eller unilateralt.
   d. Uenighed i valget af midler i udenrigspolitikken.
   
   (Hint: Hvis man ønsker en mindre læsemængde, kan kapitlet deles op, så hver gruppe har ansvaret for én ideologisk uenighed).

Øvelser i timen

1. Klassen opdeles i otte grupper (af tre til fire personer), som hver får ansvar for en af de ideologiske uenigheder på rutekortet. Gruppen sætter sig sammen og får styr på indholdet af den ideologiske uenighed og finder en konkret udenrigspolitisk debat, hvor den har gjort sig gældende (fra kapitlet eller fra fx Folketingets hjemmeside). Eleverne går nu ud i en matrixstruktur og fremlægger deres resultater, eller der trækkes lod mellem grupperne, så fire grupper laver korte oplæg og fremlægger deres resultater, mens de fire andre grupper, som har haft den samme ideologiske uenighed, bliver opponenter. Til sidst samles der op i plenum: Hvorfor dansk udenrigspolitik siges at være præget af konsensus, når der nu er disse ideologiske uenigheder?

2. Find artiklen ”Nederlag er ikke et kampråb” fra Information 21.9.2024 (se nedenfor). Klassen deles nu op i en venstrefløj og en højrefløj (evt. i mindre grupper). Venstrefløjen skal argumentere for, at klimatruslen (en bred venstreorienteret trussel) er den vigtigste trussel mod Danmark, og højrefløjen skal argumentere for, at det er terror (en snæver trussel) samt immigration (en bred højreorienteret trussel), som er de største trusler mod Danmark. Klassen debatterer mod hinanden. Der samles op i plenum.

3. Find debatten fra den 24. april 2025, (Debatten: Sæson 2025 – Hvem kan stoppe krigen? | DRTV) og noter ned, hvilke af de fire ideologiske uenigheder, der bliver italesat og debatteret i udsendelsen.

4. Gå en tur og lyt til podcasten ”Verden ifølge Gram” ”Lever vi i Afrikas århundrede?” fra den 28.8.2024, og analyser, hvilke udenrigspolitiske målsætninger, som regeringen prioriterer i sin nye Afrikastrategi fra august 2024, samt hvilke fordele og ulemper der er ved denne prioritering. Du skal fremlægge dine overvejelser for to andre personer i klassen.

5. Prøv at åbne de to andre udenrigspolitiske målsætninger, som ikke er behandlet i kapitlet, dvs. den udenrigsøkonomiske og idépolitiske. Opstil to hypoteser om, hvordan de ideologiske skillelinjer ville se ud internt i disse målsætninger.
   
   (Hint: Vedrørende den udenrigsøkonomiske målsætning talte Jeppe Kofod i kapitel 2 om, at den udenrigsøkonomiske målsætning ikke blot skulle forfølges ved at handle med andre stater, men at det var vigtigt, at handlen var bæredygtig).

Nederlag er ikke et kampråb. Information 21.9.2024 (artikel)

Det forekommer bizart, at denne sommers klimakatastrofer ikke mobiliserer offensiv grøn politik i Europa. Men der er en forklaring – og den peger mod klimabevægelsens definerende opgave i dag

Syv personer er omkommet i Polen, hæren er sat ind, og premierministeren har erklæret undtagelsestilstand. Hvis det havde været resultatet af et terrorangreb, ville vi sikkert have set resolut handlekraft og politisk vilje til indgreb, som tidligere havde været utænkeligt.

Sådan en sikkerhedskrise mobiliserer befolkningen og radikaliserer lederne.

Men nu er de syv dødsfald ikke resultat af terror, og de 14.000 soldater er blevet udsendt til regioner hårdt ramt af oversvømmelser. Og den polske premierministers præcise betegnelse for det, jeg ovenfor kaldte undtagelsestilstand, er en »tilstand af naturkatastrofe«.

Polens viceklimaminister, Urszula Sara Zielińska, har ifølge Euronews identificeret kilden til denne sikkerhedstrussel: »Der er en meget klar årsag, og den har navnet klimaforandringer.«

Konkrete vejrbegivenheder er altid formet af samspil mellem flere årsager og kilder, men intensiteten og eskaleringen af det vilde regnvejr, som ramte Polen, er det, som forskere længe har advaret mod som konsekvensen af klimaforandringerne. Og det er som bekendt ikke kun Polen, som har været ramt. Over hele Centraleuropa er folk døde, tusinder evakuerede, infrastruktur smadret og bygninger ødelagt.

Klima versus terror

Der er to væsentlige forskelle på sikkerhedskriser udløst af terror og af klima: Den ene er, at vi ikke ved, om terroren vil ramme igen, eller om det værste er overstået. Med klima ved vi derimod, at det kun bliver værre herfra. Den anden forskel er, at vi ikke ser samme resolutte beredskab og vilje til at gøre det, som tidligere var politisk utænkeligt efter naturkatastrofer, som vi gør efter de store terrorattentater. Da Ursula von der Leyen i denne uge – midt i det varmeste år nogensinde registreret og grusomme ødelæggelser på kontinentet – præsenterede sin nye kommission, talte hun ikke nær så dramatisk om klima, som da hun i 2019 sagde, »vi må ikke spilde et øjeblik« og kaldte det for »en eksistentiel opgave«.

Truslerne er blevet værre, men de er rykket længere ned i hendes tale. Ved delstatsvalgene i Tyskland i dette efterår har klimasommeren ikke ført til fremgang for De Grønne eller sat den politiske dagsorden. Som klimapsykologen Nadja Hirsch sagde her i avisen i en artikel, der sammenlignede reaktionerne på terror og klima: »Man ser tydeligt, at temaet er røget ned ad rangstigen til valgene i Europa. Psykologisk set har det at gøre med den mekanisme, vi kalder psykologisk distance. Folk tænker: ’Det har ikke noget med mig at gøre lige nu.’ Migration bliver simpelthen set som en større trussel, selv om det egentlig ikke er det.«

Terrorattentatet i Solingen tidligere på sommeren har således fået de tyske regeringsbærende partier til at gøre noget, der for kort tid siden var utænkeligt: Genindføre grænsekontrol med alle Tysklands nabolande.

Vi taber – og vi vinder

Det kan forekomme uforståeligt: Det trods alt overskuelige angreb på sikkerheden udløser større politisk handling end den uoverskuelige trussel, som klimaforandringerne udløser. Vi gør mere ved det mindre end ved det større problem.

Men det tilsyneladende paradoks har sin egen rationalitet: Det er meget lettere at lukke grænsen, end det er at stoppe klimaforandringerne. Og netop fordi vi ved, at uvejret bliver voldsommere, kan det virke som en kamp, der er tabt på forhånd.

Det understreger den svære opgave for klimabevægelsen, aktivister og politiske ledere i dag: Vi skal insistere på både de grusomme udsigter og de løfterige resultater. Vi skal slå fast, at vi gør alt for lidt og alt for langsomt. Men vi skal også minde om, at vi har gjort betydelige fremskridt, som er definerende for de næste generationers sikkerhed.

Der er ifølge IPCC allerede tyve lande, som har formået at reducere deres udledninger vedvarende, og mange af dem har alligevel formået at skabe økonomisk fremgang. Måske er der altså en vej for udvikling, som ikke fører til større udledninger og ødelæggelser. Vi må også huske hinanden på, at energiomstillingen finder sted med så stor hastighed, at sol og vind er langt, langt billigere end for 20 år siden. Og vi skal slå fast igen og igen, at den hidtidige klimaindsats faktisk betyder, at verden ikke længere er på vej mod de værste scenarier fra fremskrivningerne, som de så ud for tyve år siden. Og den indsats har efter al sandsynligvis reddet langt flere fremtidige menneskeliv end vores terrorberedskab.