Øvelser til kapitel 3
Til dette kapitel finder du:
- Materiale og øvelser til analyse af andres historiske fremstillinger
- Materiale og øvelser til at lave egne historiske fremstillinger (øvelser i historieformidling)
1. Analyse af andres historiske fremstillinger
- 1.1. Brug skemaet s. 48 til at undersøge følgende fremstillinger (da du ikke har en problemstilling, er det nederste felt ikke nødvendigt at udfylde).
"Den kolde krig - og kampen om historien", en video-podcast lavet af elever fra 3.d, Ørestad Gymnasium i 2010.
Hans Rosling's 200 Countries, 200 Years, 4 Minutes - The Joy of Stats - BBC Four
- 1.2. Forestil dig, at du selv skal fremstille en historie om USA's tilblivelse. Undersøg ved brug af skemaet s. 48 nedenstående fremstillinger med henblik på at vurdere, om du kan bruge dem som materiale til din egen fremstilling. Hvad taler for og imod?
Michael Moore: A Brief History of the USA
Randy King: "US History in 10 Minutes"
- 1.3. Wikipedia: Find dansk Wikipedias side om staten Israel. Klik på diskussion og undersøg, hvad brugernes uenigheder handler om. Hvilke begreber fra skemaet s. 48 kan bruges til at beskrive uenigheden? Overvej med inddragelse af begreberne historiebevidsthed og erindringspolitik, hvorfor brugerne finder Wikipedia-opslaget vigtig.
- 1.4. Wikipedia: Find dansk Wikipedias side om Palæstina. Klik på diskussion og undersøg, hvad brugernes uenigheder handler om. Hvilke begreber fra skemaet s. 48 kan bruges til at beskrive uenigheden? Overvej med inddragelse af begreberne historiebevidsthed og erindringspolitik, hvorfor brugerne finder Wikipedia-opslaget vigtig.
- 1.5. "Flammen" og "Citronen" var to medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske (se også metodeopgaven til kapitel 2). Sammenlign disse to fremstillinger ved brug af skemaet s. 48:
- Spillefilmen "Flammen og Citronen" (inddrag evt. DVD'ens ekstramateriale)
- Nationalmuseets temaside om Flammen og Citronen
2. Når du skal fremstille og formidle historie
- 2.1. Valg af emne og problemstilling (fremstillingens formål): Måske skal du besvare en opgave, som er stillet af din lærer i undervisningen. I så fald skal du fokusere på, hvad læringsformålet med opgaven er. Hvad er det, du skal træne - og helst kunne dokumentere, at du kan (de faglige mål)? Formålet med øvelser i undervisningen defineres af læreren, men det overordnede formål med historiefaget findes beskrevet i fagets læreplan. Hvis du selv skal vælge emne, vil det være afgørende, at du kan finde gode fremstillinger og kilder. Her på siden findes der vejledninger i at lave problemformuleringer med historie Almen Studieforberedelse (AT) og Studieretningsprojektet (SRP).
- 2.2. Informationssøgning: Google er ofte det første sted man søger, når man ønsker svar på et spørgsmål. Men det er ofte ikke det bedste sted, hvis man skal finde materiale til en faghistorisk fremstilling (fx en historieopgave i 1.g/2. hf).
- Søg i bibliotek.dk efter bøger og artikler og dernæst efter artikler via google, hvor du bruger flere søgeord ud fra dit emne og din problemstilling. Benyt også det lokale bibliotek - bibliotekarer er guld værd!
- Søg i flere omgange. Du finder ikke alt det relevante i første hug, og du vil måske ændre fokus lidt undervejs.
- Stop med at søge på et tidspunkt! Beslut - i samarbejde med din vejleder - når du har materiale nok.
- 2.3. Lav en kommenteret litteraturliste. Det vil sige en oversigt over det materiale i form af bøger, artikler og dokumenter, som du vil benytte i din fremstilling.
- 2.4. Afgræns din fremstilling i tid og rum: Hvilken periode skal dækkes, og hvilket geografisk område? Hvorfor vælger du den afgrænsning?
- 2.5. Vælg fortællerposition: Hvem er i fokus og har "hovedrollen" i din fremstilling? Er det afgørende en person eller gruppe (aktør) eller samfundsforholdenes (strukturernes) udvikling?
- 2.6. Hvordan forklarer du forandring? Hvad er årsagerne til forandringen, og hvad er virkningerne? Kunne man forestille sig andre årsager og virkninger end dem, du kan læse om i andre kilder og fremstillinger?
- 2.7. Fortællegenre. Hvilken fortællegenre vil du benytte dig af? Pas på med at overdrive en bestemt fortællegenre - det kan også være at du kan benytte elementer af flere forskellige fortællegenrer i din fremstilling. Øvelse til metodeopgaven fra kapitel 2:
- Hvilke(n) fortællegenre(r) vil du benytte til din historiske fremstilling af likvideringen af Tage Lerche?
- Hvordan ændres historien ved at skifte fortællegenre?
- Hvilke kilder og begivenheder vil du lægge mest vægt på i de forskellige fortællegenrer?
- Er nogle fortællegenrer decideret upassende til denne historie? Hvorfor?
- 2.8. Hvilket medie vil du benytte dig af? Hvis det er en dansk/historieopgave eller SRP, vil den traditionelle skriftlige akademiske fremstilling være det rigtige valg. Til et mundtligt oplæg kan du overveje, hvordan andre medietyper (billeder og lyd) kan understøtte formidlingen. Endelig kan forskellige animations- og filmprogrammer benyttes til fremstillinger (her er et eksempel på video podcast fremstillet af gymnasieelever i programmet Final Cut).