Øvelse 2.2: En vision for europæisk integration – til læreren
Formål:
At eleverne øver sig i at argumentere for en vision for europæisk integration på et fagligt teoretisk grundlag.
Tidsforbrug:
30 min
Beskrivelse:
Eleverne inddeles i grupper, der hver tildeles én af integrationsteorierne. Hvis der inddeles seks grupper i alt, kan de tre visioner hver behandles af 2 grupper. Eleverne diskuterer i 15 minutter, hvordan deres tildelte integrationsteori ønsker at EU-samarbejdet udvikler sig og de forbereder en argumentation på grundlag af deres tildelte teori af 1 minuts varighed.
Derpå bevæger alle sig individuelt rundt i klassen i 15 min, hvor de skal finde forskellige samtalepartnere, som de udveksler argumentation med. Elever kan med håndtegn af henholdsvis 1, 2, 3 eller 4 fingre vise andre, om de har arbejdet med henholdsvis føderalismen, neofunktionalismen, liberal intergovernmentalisme eller multi-level-governance. Hver elev skal præsentere sin argumentation (og høre en andens) minimum fire gange.
Øvelsen kan evt. afsluttes med en kort individuel skriveøvelse, hvor eleverne skal reflektere over, hvad de har lært om europæiske integrationsteorier.
Forberedelse:
Læreren forbereder at kunne præsentere følgende instruktion til eleverne:
”På grundlag af én af integrationsteorierne, skal I forberede et mundtligt oplæg af ca. 1 minuts varighed. Oplægget skal præsentere argumenter for, hvordan jeres integrationsteori ønsker, at EU-samarbejdet skal udvikle sig fremover. I skal derfor bl.a. komme ind på:
- Hvorfor er et europæisk samarbejde nødvendigt?
- Hvordan kommer EU til at fungere bedre? Kom gerne med eksempler eller konkrete løsningsforslag.
I skal kunne præsentere jeres argumentation udenad, så I kan indgå og virke overbevisende i en kort dialog med andre. ”