Øvelse 2.5: Anbefaling til Danmarks statsminister – til læreren
Formål:
At eleverne anvender viden om scenarier for europæisk integration til at give en fagligt begrundet anbefaling. Øvelsen træner desuden notat-genren brugt ved skriftlig eksamen.
Tidsforbrug:
40 min
Beskrivelse:
Elever arbejder enten individuelt eller parvis (læreren beslutter) med at opstille en strategi til, hvordan den danske statsminister skal argumentere over for de øvrige medlemslande i synet på Kommissionens scenarier for europæisk integration. Eleverne har 20 min. til at udarbejde en strategi med en faglig argumentation for strategiens fordele og ulemper.
Strategien skal tage udgangspunkt i ét af Kommissionens fem scenarier.
Læreren kan vælge at stille krav om inddragelse af viden om partiadfærd (eksempelvis Molins model), hvor anbefalingen endvidere inddrager figur 2.6.4 ’Danskernes holdning til Kommissionens scenarier’ (til at belyse opinionsfaktoren) samt figur 1.4.6 ’Ideologiske positioner hos danske partier i forhold til synet på EU’ (til at belyse interessefaktoren samt parlamentariske faktor)
Øvelsen afsluttes med 20 min. fælles opsamling, hvor læreren kan vælge at lade eleverne præsentere anbefalinger til hinanden parvis, lade enkelte fremlægge deres anbefalinger for klassen. Derpå tage en fælles diskussion af, hvad den bedste strategi for statsministeren vil være.
Forberedelse:
Læreren forbereder at kunne præsentere følgende instruktion for eleverne:
”I er EU-politiske rådgivere for Danmarks statsminister og har til opgave at udarbejde en anbefaling til en strategi, som statsministeren kan bruge til at argumentere for Danmarks holdning til Kommissionens scenarier for europæisk integration. Strategien skal tage udgangspunkt i ét af Kommissionens fem scenarier og skal indeholde en faglig argumentation for fordele og ulemper ved strategien.
Strategien skal derudover inddrage viden om partiadfærd (eksempelvis Molins model), hvor anbefalingen inddrager figur 2.6.4 ’Danskernes holdning til Kommissionens scenarier’ samt figur 1.4.6 ’Ideologiske positioner hos danske partier i forhold til synet på EU’.”