Opgave 6.1 – Det funktionelle kildebegreb
Hvilke af følgende udsagn om det funktionelle kildebegreb er sande?
- At kilder har en helt særlig funktion, og kun en.
- Kilder er enten gode eller dårlige.
- Med brugen af det funktionelle kildebegreb handler det udelukkende om at finde ud af om en kilde er troværdig eller ej.
- Kilder er ikke gode eller dårlige i sig selv, men deres anvendelighed afhænger af hvilke spørgsmål som du undersøger.
- At kilder altid vil kunne besvare et eller andet, man skal bare finde ud af hvad der er muligt.
- Brugen af det funktionelle kildebegreb betyder, at kildens relevans er afhængig af, hvilke spørgsmål vi ønsker besvaret.
- Brugen af det funktionelle kildebegreb fungerer kun, hvis vi allerede har en forforståelse om et givent emne.
Opgave 6.2 - Kan fiktion og faghistorie gå hånd i hånd?
Hvilke af følgende udsagn anser du for sandfærdige?
- Faghistorien vil gerne så tæt på ’sandheden’ om fortiden og den objektive virkelighed.
- Inden for faghistorien forsøger man at forholde sig til fortidens faktiske begivenheder og personer.
- Både faghistorikere og fiktionsforfattere er historieskabte og historieskabende.
- Fiktive beskrivelser af den maritime verden fungerer ofte som et spejl, der afslører forfatterens forestillinger om sømanden.
- Det er bedst at lade de fiktive skildringer af sømanden og hans verden stå alene og ikke behandle dem i samspil med faghistoriske fremstillinger, personlige beretninger og andre skriftlige kilder.
- Det er ganske uproblematisk at benytte sig af fiktionsværker.
Opgave 6.3 – Fiktion eller personlig beretning?
Stammer nedenstående fra henholdsvis fiktionens verden eller fra søfolks personlige beretninger?
- ”Vi havde en fin sejlads fra St. Croix og tilbage til de britiske Jomfruøer. En af disse helt flotte sejladser med syv et halvt knob i gennemsnit … St. Croix og Jomfruøerne ligger på hver deres bjergrygge … De store caribiske søer rullende ind fra tværs, det mørkeblå hav, flyvefisk i massevis springende Sømanden 155 for boven, en blå himmel med hvide kumulusskyer, enkelte af dem sorte i underkanten med småbyger indbygget. En sejlerdag med varm vind og hvidt salt mod kroppen, en dag, som vi, der elsker at leve på en skibskøl, husker i årevis”.
- ”Allerede den første dag blev vi grebet af det trylleri, der lå i luften over Tahiti. Vel – vi havde været 30 dage i søen og var måske mere modtagelige, end godt var, men kun bøfler kunne modstå glade smil, musik og sang, blomsterduft og frejdighed – og bøfler var vi ikke. Man glemmer aldrig Tahiti, men man glemmer alt på Tahiti”.
- ”En dag i november lige efter at jeg var bleven ledig, gik jeg nede på havnen og så på skibe. Der lå en galease og lossede mel. Ved lossespillet stod skipperen alene og hejste sækkene op. Det var strengt arbejde for en ældre mand. Jeg antager, han var 60-65 år. Da jeg havde stået der lidt, sagde han, om jeg ville give ham en hånd med ved spillet, og det gjorde jeg”.
- ”Vi sagde farvel til vores mødre. Hele vores liv havde de været der, men vi havde aldrig set dem før. De stod bøjede over vaskekedler eller gryder med ansigter, der var røde og opsvulmede af varme og fugt. De holdt sammen på det hele, når vores fædre var på havet … ”Rejs ikke fra os,“ siger deres øjne. Men vi vil ikke komme tilbage. Vi vil ud. Vi vil væk. De stikker en kniv i vores hjerter i dette øjeblik, hvor vi står på kajen og siger farvel. Vi stikker en kniv i deres hjerter, når vi tager af sted. Sådan er vi forbundne. Med de sår, vi giver hinanden”.
- ”Jeg var den yngste om bord. 16-17 år, så jeg var ikke myndig. Skipper var min værge. Han gav mig nu lang snor, så jeg røg på druk med alle de andre søfolk, når vi var i havn. I næsten hver eneste havn. Det foregik sådan; at et par dage inden vi ankom til Brasilien, Portugal eller et andet sted, så bestilte man valuta hos rederiets agent i land. Det blev så modregnet ens løn. Når han så kom om bord, fik man pesos, dollars eller hvad fanden det nu var. Så det, vi så gjorde, når vi kom i land, var, at vi gik på druk. God gammeldags druk. Mere eller mere uhæmmet, og vi brugte alle pengene”.
- ”Jeg troede, at det var lutter glæde, blank sø og stille vand, men jeg fik lært, at i et sejlskib var der mandstugt og streng disciplin, og der var forskel på, hvem der var skipper, og hvem der var yngste mand om bord … Jeg måtte pænt stå op og indtage mine måltider, da det ikke passede sig for en dreng at sidde ned, hvor skipperen var til stede … Så fik jeg et slag i enden, ikke af en blød hånd, nej af tampen på et tov, som skipper med megen kraft uden varsel lod falde på en drengebuksebag. Jeg kan mærke den endnu”.
- ”Den fremmede grinte og gik ind, og et øjeblik efter blev der kaldt på mig. Hils pænt på den gentleman, sagde en matros til mig. Jeg hilste pænt … Noget efter gik en af letmatroserne i land. Han kom snart tilbage ... Han havde flasker i lommer og i hænderne, og så begyndte der et drikkeorgie, hvori vi drenge deltog, og det var ellers ikke skik om bord i hine dage. Hvor længe dette orgie stod på, har jeg naturligvis ingen anelse om. Da jeg atter kom til bevidsthed, var vi tre drenge – Aksel, Julius og jeg – atter på havet, på rejse til Europa”.
- Under arbejdet med at sætte den nye rigning op, faldt en mand ned fra stormasten og slog sig ihjel, han blev begravet samme dags eftermiddag og fik en pæn begravelse. Foruden hele skibets mandskab, på nær en mand, som blev om bord som vagtmand, mødte der også på kirkegården mange europæere, hvor der blev holdt en rørende ligtale af en tysk præst og derefter en tale af den tyske konsul om børnenes længsel efter hjemmet og forældrenes tanker, som fulgte børnene ud i det fjerne på deres farefulde rejser”.
- ”Vor spaniol er død: Da jeg vågnede, lå han så stille og så på sit æble, som han holdt i sin hånd. Han har intet spist deraf. Jeg kaldte på ham, men han svarede ikke og stirrede med et glansløst blik på den røde frugt. Da bemærkede jeg, at hans åbne øjne ligesom var overtrukket med en svagt uklar gullig hinde … Bådsmanden havde fundet en gammel kundskabsbog om sygdomme på havet, hvori der stod, at lægedom for disse sygdomme kunne opnås ved at indtage saltsyre i passende mængder. Herregud. Vi har mistet yderligere. Vi er nu kun fem her forskibs”.
- ”Grisen løb skrigende fra den ene ende af dækket til den anden fulgt lige i hælene af den kinesiske skibskok med kniven … Efter et par højlydte runder fik kokken fat i bagbenene. Kokken lod eder og forbandelser flyde på kinesisk, mens han prøvede at holde grisen fast … Døden er en vred kineser med en skarpsleben kniv, der jagter dig, indtil du ikke har kræfter til at sprælle længere og må vige scenen for næste levende billede”.
Opgave 6.4 – Forestillinger om sømanden og sømandslivet
I litteratur, film, kunst, faghistoriske fremstillinger og i sømændenes egne fortællinger findes der forskellige synsvinkler på den maritime tilværelse og sømanden som en arketype. Hvilke fortællinger om sømanden eksisterer der ifølge kap. 6 om sømanden?
- Sømanden som eventyrer
- Sømanden som en overlever
- Den hårdføre sømand
- Den feminine sømand
- Kulturmødernes mand
- Sømanden som familieforsørger
- Sømanden på flugt
- Den voldsomme sømand
- Den fraværende far
- Den sårbare sømand
- Den svagelige mand
- Sømanden som det ikke-civiliserede
- Den erotiske kvindebedårer
- Den fordrukne sømand
- Den heltemodige sømand
- Sømanden som en fri fugl
Opgave 6.5 – Forfatter, sømand eller begge dele?
Personerne nedenunder indgår alle i kap. 6 og har givet forskellige syn på sømanden og hvad der karakteriserer livet på havet. Men hvem udtaler sig fra fiktionens perspektiv, hvem er ’ægte’ sømænd og hvem er måske begge?
- Carsten Jensen
- Thorkild Hansen
- Carl Nielsen
- Jørgen Krull
- Mich Vraa
- H.C. Andersen
- Karen Blixen
- Troels Kløvedal
- Morten Leth Jacobsen
- Poul Trier Pedersen
- Carit Etlar
- Jørn Riel
- Preben Rather
- Philip Tafdrup.
Opgave 6.6 – Fascinationen
Hvad er det for nogle træk ved sømandslivet, der tilsyneladende fascinerer?
- Eventyret
- Det hårde arbejde
- Disciplinen
- Frihedstrangen
- Faren
- Kvinderne i havn
- Mødet med fremmede kulturer
- De tekniske detaljer ved fx sejlføring og rigning
