Global politik

Metode i International Politik (IP)

Under arbejdet med emner i IP benyttes de samme metoder som i samfundsfags øvrige discipliner: kvantitativ, kvalitativ og komparativ metode (se Metodebogen, Columbus 2018). Men IP har haft sin egen metodediskussion hvor der har været fokuseret på nogle problemer der ikke er helt så fremherskende eller ikke eksisterer på samme måde inden for sociologi, økonomi og politik. Udover fagets særlige og meget omfattende genstandsfelt (staters og andre aktørers ageren i en global verden) har det at gøre med en gammel strid der har rødder tilbage til IP's oprindelse som en selvstændig videnskabelig disciplin i begyndelsen af det 20. århundrede. Siden dengang og helt frem til i dag har der været uenighed om svaret på et helt grundlæggende spørgsmål: Hvad karakteriserer den 'virkelighed' man observerer og opererer i som udøvere af faget?

Spørgsmålet er relevant i alle grene af samfundsvidenskaberne, hvor det navnlig er blevet diskuteret i forbindelse med afgrænsningen i forhold til naturvidenskaberne. Inden for de sidste er det en udbredt metode at nå frem til sine resultater ved at måle og veje og herudfra opstille almengyldige lovmæssigheder, ofte af matematisk karakter −  den såkaldte induktive metode. 'Virkeligheden' eksisterer så at sige uden for mennesket og ligger åben for stadig grundigere og mere forfinede eksperimenter. Herigennem er det muligt at nå frem til stadig mere omfattende og sikre sammenhænge mellem de observerede fænomener, og undervejs kan de opstillede teorier så med brug af den såkaldte deduktive metode afprøves på nyt empirisk materiale. På den måde arbejder man sig frem mod det endelige mål: at kende 'virkeligheden' i alle dens mangeartede facetter.

Mange samfundsvidenskabsfolk har haft de samme ambitioner med deres arbejde. Det gælder ikke mindst økonomer, hvis resultater ofte fremstilles i matematisk form. Andre er stærkt kritiske over for bestræbelsen på at kopiere de naturvidenskabelige metoder. Et af argumenterne er at menneskelig aktivitet er en central genstand for forskningen, og at de sammenhænge man afdækker derfor snarere bliver udtryk for tendenser end lovmæssigheder. Nogle vil endda sige at der knap nok kan være tale om tendenser, hvilket ikke mindst gør sig gældende i den internationale politik. I starten af kapitel 1 bliver det understreget i hvor høj grad udviklingen i verden i dag er både uoverskuelig og uforudsigelig.

Men kritikken hænger også sammen med den omtalte strid om hvilken 'virkelighed' man undersøger. Eksisterer den samfundsmæssige virkelighed ligesom den naturvidenskabelige som en objektiv størrelse uden for iagttageren, eller er den snarere et produkt af vores egne forestillinger, vores egne handlinger og vores egne ønsker? (jf. boksen). Og er det muligt som i naturvidenskaben at nå frem til entydige sammenhænge mellem fænomenerne, eller er den virkelighed vi undersøger så kompleks at de resultater vi tilstræber derfor også må være komplekse. De kan sjældent − som i naturvidenskaben − komme til udtryk i en ligning; og når de gør, sker det som oftest med modifikationer, og selv da kan sammenhængen afspejle iagttagerens forhåndsindstilling.  

Magtbalancen, anarkiet - og virkeligheden

I IP er mange af de fænomener der skal beskrives og analyseres ikke fysiske størrelser som f.eks. en stats resurser, men derimod abstrakte begreber som magtbalance, alliancer og integration. Den virkelighed IP beskæftiger sig med, er fyldt med de fænomener som disse begreber refererer til. Og en sådan virkelighed har nødvendigvis en anden karakter end den fysiske, der normalt kan undersøges med kvantitative metoder. Begrebet 'magtbalance' kan belyse forskellen. Umiddelbart kan magtbalancen mellem to stater gøres op i tal ved at se på især militære og økonomiske størrelser. Men har man dermed beskrevet 'virkeligheden'? Det økonomiske styrkeforhold mellem USA og Kina kan beskrives ved hjælp af BNP og andre talmæssige størrelser, men så har man ikke taget højde for de mange former for afhængighed der er skabt mellem de to stater i kraft af den store indbyrdes handel. Og man har ikke taget højde for at det målbare styrkeforhold − også vedrørende militære ressourcer − kun er relevant hvis forholdet mellem parterne er anspændt eller fjendtligt, og mindre relevant hvis det er venskabeligt. Magtbalancen målt i tal mellem USA og EU kan derfor afspejle en helt anden virkelighed end magtbalancen mellem USA og Kina. I bedste fald kommer en kvantitativ magtbalanceanalyse derfor kun til at afdække en lille flig af virkeligheden − og måske langt fra den mest interessante. Og helt bortset fra det er selve den kvantitative måling af magtbalancen behæftet med mange fejlkilder der er stort set umulige at undgå (jf. om Kinas BNP i bogen s.132).  

Eksemplet med magtbalancen viser at der ofte er brug for et subjektivt element når man skal analysere virkeligheden: perceptioner, intentioner, identiteter mv. Det samme gør sig gældende med begrebet anarki, som har fået en central placering i kritikken af den objektive virkelighedsopfattelse. "Anarchy is what states make of it" er titlen på en berømt artikel af konstruktivisten Alexander Wendt. Hos neo-realisterne (se bogen s.188) er anarkiet en del af en på forhånd fastlagt, objektiv virkelighed; og ovenikøbet en virkelighed der er helt afgørende for hvordan de mener staternes adfærd skal forklares. Hos Wendt er udgangspunktet helt modsat. Anarkiet eksisterer ikke uafhængigt af hvordan staterne opfører sig; og et anarki kan både bestå af stater der har venskabelige samarbejdsrelationer med hinanden eller − som hos realisterne − der har modsatrettede interesser, og som frygter hinanden. Når man skal analysere international politik, skal man derfor ikke starte oppefra med anarkiet, men nedefra med de identiteter og interesser der driver den enkelte stat. Konstruktivisterne er ikke ene om at repræsentere den subjektive virkelighedsopfattelse, men de har været tydeligst til at udfolde den, og dermed også tydeligst til at anvise brugen af alternative metoder i IP.   

Striden om 'virkeligheden' − og om de metoder der er egnede til at afdække den − svarer i nogle henseender til forskellen mellem det der i videnskabsteori går under betegnelsen positivisme og hermeneutik (se Metodebogen); og genfindes i mange diskussioner om videnskab og metode – også uden for det samfundsfaglige område. I IP har den fået nogle særlige udtryk som bedst kan forklares ud fra det firefeltsskema der er gengivet i figuren, og hvor nogle af de gængse teorier i faget er indplaceret. Det er først og fremmest sket ud fra et illustrationsformål idet − som vist med pilene − hver enkelt teori, der ofte dækker over flere delteorier, ikke entydigt hører til i et bestemt felt. Noget tilsvarende gælder for de metoder der anvendes, jf. nedenfor.

Den lodrette akse skal vise forskellen mellem de to virkelighedsopfattelser der er omtalt i det foregående. Og her er hovedteorierne fra bogen, realisme og idealisme, placeret i samme felt øverst til venstre idet de begge som udgangspunkt opererer med en objektiv virkelighed. De klassiske realister opererer med at staterne har bestemte nationale interesser der er objektivt bestemt, ikke mindst ud fra den enkelte stats geopolitiske placering. Og neo-realisterne går ud fra et objektivt anarkibegreb (se boksen) hvorfra de kan udlede staternes forventelige adfærd. Den realistiske skole hører således klart til i den øvre del af skemaet. Lidt anderledes forholder det sig med idealisterne. Langt hen ad vejen mener de at teorier kan opstilles ud fra undersøgelser af den observerbare virkelighed, f.eks. udenrigspolitiske beslutningsprocesser og integrationsprocesser mellem stater. Men i sådanne undersøgelser inddrages også subjektive elementer når forklaringer bygger på den virkelighedsopfattelse individer og stater handler ud fra. Her spiller psykologi, historie og kultur en vigtig rolle.

På den vandrette akse er indtegnet forskellen mellem at forklare og forstå. I daglig tale bruges denne forskel som oftest når det skal vurderes om et budskab opfattes på den rigtige måde. En lærer forklarer hovedindholdet i konstruktivismen, og eleverne viser i en opgavebesvarelse om de har forstået indholdet. I skemaet er der taget udgangspunkt i denne måde at skelne på, men forskellen er defineret lidt mere specifikt. Forklaringer drejer sig om at opstille forholdsvis simple kausale sammenhænge ligesom man kender det inden for naturvidenskaben. Hos realisterne vil det f.eks. være at bipolaritet skaber større stabilitet i det internationale system end multipolaritet; og hos idealisterne vil det f.eks. være at udbredelsen af demokrati skaber mere fred mellem stater. Det kan altsammen underbygges gennem undersøgelser i den objektive verden og de resultater der opnås, afspejler aktivitet knyttet til øverste venstre felt. For at bevæge sig over i højre side af skemaet skal resultaterne være sat ind i en mere omfattende kontekst. Man skal f.eks. se den kausale sammenhæng i et historisk perspektiv eller sætte den i forbindelse med nogle politiske målsætninger. Først derefter har man forstået sammenhængen og ikke blot forklaret den.

Det er netop en sådan mere omfattende kontekst der kendetegner forskningen inden for den engelske skole (se bogen s.194-95). Og i det der kaldes normativ teori (f.eks. de første integrationsteorier og de marxistiske retninger, se "Det politiske Europa", 2017, s.155 og s.164) står de politiske målsætninger i centrum. Også i den klassiske realisme er der tendenser til at bevæge sig uden for det rent forklarende, jf. pilen. Det sker når der sættes fokus på 'statsmandens' rolle i den internationale politik, og når spørgsmål om moral tages op. Noget lignende gælder konstruktivismen (se figurteksten).  

Ud fra skemaet er det muligt at give en første indikation af hvilke metoder der er mest brugbare inden for de forskellige teoriretninger. Men netop den opstillede forskel mellem 'forklare' og 'forstå' viser at det ikke er muligt entydigt at henføre bestemte metoder til bestemte teorier.  Man kan sige at teorierne er placeret på den vandrette akse ud fra deres hovedudgangspunkt, men i et konkret projekt vil målet som regel være at nå så langt til højre på aksen som muligt. Og det vil kræve inddragelse af metoder, som f.eks. interviews, der ikke i første omgang er mest kendetegnende for de metoder den valgte teori benytter sig af. På samme måde kan der som arbejdet med et projekt skrider frem, være brug for at bevæge sig op og ned af den lodrette akse. Det vil være tilfældet hvis valget af teori gør det vanskeligt at nå frem til tilfredsstillende svar på de spørgsmål man har stillet sig, og man derfor ønsker at inddrage anden teori. Realisterne prøver således at opstille sammenhænge uden at bevæge sig ind i den sorte boks hvor staternes interne politiske spil udfolder sig. Her kan metoder der i højere grad er knyttet til idealisme eller konstruktivisme derfor blive aktuelle. I sidste tilfælde vil fokus være på en undersøgelse af politiske taler og andre former for verbale udsagn. 

Til sidst skal nævnes at IP ligesom de øvrige samfundsfaglige discipliner er en generaliserende videnskab (jf. s.37 i bogen om forskellen mellem historie og IP) og derfor gør udstrakt brug af den komparative metode. Det sker f.eks. når man vil sammenligne to eller flere landes udenrigspolitik − eller mere specifikt småstaters udenrigspolitik. Ved at dykke ned i en række sammenlignelige fænomener og/eller hændelser bliver generalisering mulig. I IP vil det i den sammenhæng være oplagt at gøre brug af casestudier, hvor man inden sammenligningen først har belyst de udvalgte enheder nærmere, evt. ud fra et bestemt analyseskema. Det gælder typisk i eksemplet med landes udenrigspolitik. Ved casestudier vil der som regel være brug for at støtte sig til historiske fremstillinger af de enheder der undersøges. Det betyder at fokus i højere grad rettes mod at forstå end at forklare. Man bevæger sig altså mod højre på figurens vandrette akse.