KS-bogen

Velfærd og religion i Tyskland 

Mens den danske, universelle velfærdsmodel er inspireret af den socialdemokratiske ideologi, der rummer nogle af Marx’ ideer, bygger den tyske velfærdsmodel på den konservative, korporative ideologi (se også samfundsfagsafsnittet).

I Tyskland er det sociale system først og fremmest baseret på et socialforsikringssystem, der bestyres igennem éns arbejdsplads. Arbejdsgiver og arbejdstager bidrager hver med 50 %, som trækkes af lønnen hver måned. Det svarer i 2014 til ca. 18,5% for arbejdstageren, som dækker sygdom, pension, arbejdsløshed samt bl.a. børne-, handicap- og ældrepleje. Herudover skal man betale skat – hvilket en arbejdsløs ikke skal. Hvis man af forskellige årsager aldrig har haft tilknytning til arbejdsmarkedet, er man ganske dårligt stillet. Men Tyskland har dog et socialforsorgssystem, der ydes af staten. Denne – i øvrigt beskedne – ydelse udbetales dog kun, når alle andre muligheder er udelukkede, og man virkelig lever under et eksistensminimum.

Da statslige ydelser i Tyskland er betydelig ringere end i Danmark, skal de frivillige organisationer - her først og fremmest kirkerne – træde til med socialt hjælpearbejde. Der er ingen statskirke i Tyskland, og derfor er den tyske stat ifølge grundloven sekulær. Alligevel modtager kirkerne statsstøtte, og staten opkræver også kirkeskat for de anerkendte kirkesamfund. Det vil sige, at der i virkeligheden er et stærkt gensidigt forhold mellem stat og kirke i Tyskland. Det skyldes blandt andet den historiske og kirkelige udvikling.

Den tyske socialpolitik har sin oprindelse i den katolske sociallære. Denne lære lægger særlig vægt på subsidiaritetsprincippet – dvs. nærhedsprincippet – og det stemmer jo godt overens med den konservative velfærdsmodel.  Den tyske, katolske kirke fremhæver da også familiens (især kvindens) og de frivillige hjælpeorganisationers sociale ansvar og forpligtelser. Ydermere varetager kirkerne og andre frie organisationer i betydelig omfang opgaver inden for diakoni (sygepleje der er baseret på et kristent grundlag), dannelsesinstitutioner og opdragelse for staten. For eksempel drives mange tyske børnehaver, skoler og sygehuse af kirkelige organisationer - som samtidig bliver finansieret af staten og forskellige sociale sikringssystemer. 

Men hvad med de mere komplicerede sundhedsmæssige opgaver, der kræver stor ekspertise? Skal man selv betale for fx en hjertetransplantation, hvis man er arbejdsløs og ikke har en sygdomsforsikring? Som udgangspunkt nej. Staten overtager sygdomsbehandling, hvis man ikke selv er forsikret. Men inden for det offentlige sundhedssystem er der som regel lange ventetider, og man skal typisk selv betale for bl.a. sygetransport og efterbehandlinger. Den, der har et job og en god løn, kan tegne en privat sundhedsforsikring, der giver adgang til private klinikker og hospitaler, hvor der sjældent er ventetider. Modsat kan den, der fra starten er ramt af uheldige omstændigheder, virkelig mærke, hvad det vil sige at være underlagt determinerende faktorer. Men det kan man uden tvivl også inden for det danske velfærdssystem. Intet system vil nok nogen sinde kunne hjælpe ethvert nødstedt menneske optimalt, når økonomi og humanisme skal afvejes i forhold til hinanden.