Hvordan kan man skabe overblik over en debat?
- På Infomedia finder du alle danske aviser og en lang række andre medier. Man kan derfor herinde få et godt billede af, hvordan religionerne omtales. Du skal ikke læse nogen artikler, men blot tælle, hvor mange gange forskellige ord bruges om en bestemt religion.
- Søg på Infomedia, klik på "12 måneder", "avanceret søgning", "alle medietyper". Skriv: religionen (for eksempel buddisme) og terror, fred, tro, harmoni eller sindet eller andre ord, som kunne være relevante.
- Skriv dit resultat i et skema: Skriv i hvert felt, hvor mange artikler der er med de to ord, og prøv at regne det ud i procent.
Terror | Fred | Sindet | Harmoni | |
---|---|---|---|---|
Kristendom | ||||
Islam | ||||
Buddhisme | ||||
Satanisme |
Udtrykspraksis og deltagelsespraksis
Ordvalget afspejler ofte formålet med et indlæg. Hvis man tager et emne som abort, er dette tydeligt. Hvis man skriver ”abortion” i søgefeltet på Facebook eller på Twitter, kommer flere artikler frem med et nuanceret synspunkt for og imod abort. Hvis man derimod skriver ”prolife” (abortmodstandere) og ”prochoice” (aborttilhængere), kommer de stærke synspunkter med mange reaktioner i form af kommentarer og likes i meget højere grad frem.
- Prøv selv at lave øvelsen: Søg på ”abortion Christianity”, ”prolife Christianity” og ”prochoice Christianity”.
- Vælg en debattråd. Hvordan argumenteres der?
- Find et debatindlæg med mange kommentarer. Prøv at forklare, hvorfor netop dette indlæg har fået gang i debatten. Er det ordvalget, simpelt/komplekst budskab eller noget andet?
- Hvilken rolle spiller religion? Bliver der argumenteret ud fra Bibelen eller andre etiske positioner, eller bruges der slagord og korte statements? Hvem bruger religion mest: abortmodstandere eller aborttilhængere?
- Er debatten respektfuld over for folk med andre synspunkter end ens eget? Inddrag i dit svar begreber om det senmoderne samfund, for eksempel det polycentriske samfund.
Abortspørgsmålet er uddybet i kapitlet om køn.