På hvilken måde spiller satanisme en rolle i Onkel Rejes børneshow?
- Gå ind på www.dr.dk/drtv og se Onkel Rejes Heavyband sæson 1 episode 6 AV For Satan-kirken, og diskutér i klassen, hvilke idéer om satanisme Onkel Reje trækker på i sin fremstilling af satanismen?
- Diskutér dernæst, om der primært er tale om en reaktiv, rationalistisk eller esoterisk forståelse af satanisme.
- Lyt til teksten i sangen Monster Mega Heavy Metal i slutningen af udsendelsen, og diskutér, om I mener Onkel Reje opfordrer børn til at blive satanister?
- Læs artiklen Fjernsyn om satanisme er ikke for børn, indsat herunder, og undersøg, hvilke argumenter der bruges i kritikken af Onkel Rejes show, og undersøg afsenderens syn på satanisme.
Hvorfor havnede Onkel Reje i en shitstorm, og hvad dominerede den digitale debat?
Digital dannelse: Indtrykspraksis, udtrykspraksis og deltagelsespraksis
- Indtrykspraksis: Læs afsnittet om digital dannelse, og prøv efterfølgende at følge shitstormen om Onkel Reje på nettet, Facebook eller Twitter. Undersøg, hvilke roller Onkel Reje tildeles, og af hvem. Hvem er helt? Hvem er skurk? Hvem er offer? Hvad tillægges at være godt og hvad tillægges at være ondt? Diskutér, om man kan have flere roller?
- Indtrykspraksis: Læs afsnittet om digital dannelse, og undersøg parvis, hvilke argumenter og ord der bruges af de grupper, som fremstiller Onkel Reje som skurk? Og hvilke der bruges af de grupper, der fremstiller ham som helt? Vurdér, hvilke typer af indlæg der udløser flest kommentarer, er det saglige indlæg eller indlæg med mange følelsesladede ord? Vurdér også gruppernes baggrund og ståsted for at udtale sig på denne måde.
- Undersøg parvis ved hjælp af internettet Onkel Rejes og DR’s svar på kritikken. Hvordan opfatter de udsendelsen og figuren?
- Udtrykspraksis: Læs afsnittet om digital dannelse, og skriv parvis et udkast til indlæg i debatten, hvor I med jeres viden om satanisme på saglig vis forsvarer Onkel Reje.
- Deltagelsespraksis: Læs afsnittet om digital dannelse. Gå sammen i tremandsgrupper og optag en podcast, hvor I diskuterer sagen om Onkel Reje. Invitér gerne forskellige gæster, eksperter, indremissionske præster eller Onkel Reje selv som et indspark til debatten. Overvej kommunikationen i forbindelse med de forskellige roller.
Innovation:
- Læs afsnittet om innovation, og undersøg, hvad der er skrevet om sagen på internettet. Lav en kampagne, som enten angriber eller forsvarer Onkel Rejes TV-show.
Mulighed for samspil med andre fag
- Dansk og sprogfag: Lav en retorisk analyse af de forskellige udsagn i debatten.
Hvordan bruges satanisme i musikken?
- Start med at gå ind på YouTube og se en musikvideo eller en live optræden med Watain, og diskutér, om I kan se henvisninger til satanisme.
- Find teksten til Devils Blod af Watain eller en anden Watain-sang, som I kender, og diskutér parvis, hvordan satanfiguren og kristendommen fremstilles i teksten. Sammenlign derefter med musikvideoen til det pågældende nummer.
- Vurdér dernæst, hvilken type satanisme I mener der er på spil: reaktiv, rationalistisk eller esoterisk?
- Læs interviewet med Erik Danielsson, og undersøg bandet Watains holdninger til satanisme.
- Gå sammen i tremandsgrupper og undersøg andre Heavy og Black Metal bands tekster og musik og deres forhold til Satan og satanisme – det kunne være Slayer, Mercyful Fate, Dark Funeral, AC/DC, Black Sabbath, Emperor, King Diamond, Ghost, Slipknot eller andre I kender.
Karrierelæring
- Læs afsnittet om karrierelæring, og diskutér, hvilke religionsfaglige problematikker I tror bands som Watain eller Ghost ville kunne møde i deres erhverv som musikere?
Satanisk Forum – ateisme eller satanisme?
- Gå parvis sammen ind på satanisk forums hjemmeside sataniskforum.dk og undersøg deres syn på menneske og satan.
- Diskutér og vurdér, inden for hvilken strømning man vil placere Satanisk Forum: reaktiv, rationalistisk eller esoterisk?
- Diskutér i klassen, om der er forskel på at kalde sig ateist eller satanist.