Et eksempel på historiebrug og historiefortolkning er, når fiktion tager fat i virkelige historiske begivenheder, eller når vi bruger fiktion til at sige noget om fortiden. I spillefilmen Suffragette, som kan bruges i arbejdet med kapitel 1 om England i 1800-tallet,ser vi en fiktiv fremstilling af de engelske kvinders kamp for stemmeret. Nogle af personerne er taget direkte ud af historien, eksempelvis Emmeline Pankhurst og Emily Davison, men hovedpersonen Maud er 100 procent fiktiv. Instruktøren har altså truffet nogle valg om, hvor tæt på den autentiske virkelighed filmen skulle ligge. Ser vi til gengæld på spillefilmen Milk, som kan bruges i arbejdet med kapitel 3 om USA i 1960’erne og 1970’erne, så handler den om Harvey Milks kamp for homoseksuelles rettigheder. Her er hele fortællingen baseret på virkelige hændelser, og filmen inddrager dokumentariske klip for at understrege dette. Når vi ser spillefilm, er der anvendt en række filmiske virkemidler, der fastholder modtagerens opmærksomhed. Sådan er historie ikke indrettet, og derfor vil de filmiske skildringer af historien afvige fra virkeligheden. Og det må de godt.
Fiktion er nemlig ikke forpligtet på virkeligheden. Når vi beskæftiger os med fiktion, der handler om historiske begivenheder, kan det altså være svært at finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad kan vi så bruge fiktion til i historieundervisningen? Vi kan bruge fiktionen til at sige noget om den tid, den er blevet til i. Spillefilm kan skabe indlevelse i historiske begivenheder. Én ting er at læse en kilde om tvangsfodringen af de fængslede og sultestrejkende suffragetter. En anden ting er at se en hovedperson, som vi hepper på, opleve det. Billeder skaber følelser og kan dermed skabe indlevelse og identifikation, så vi føler os tættere på historien. Men igen: Fiktion er ikke forpligtet på virkeligheden, og selv om fiktion kan være underholdende, så er det vigtigt, at vi forholder os kildekritisk til indholdet, hvis vi bruger det til at lære noget om historien. Fiktion er med til at påvirke vores historiske bevidsthed. Kildekritikken kvalificerer den.
Der findes ikke én specifik metode til analyse af fiktion i historie, men hvis vi vælger at se fiktionen som en kilde med en ophavssituation, hvor instruktøren er afsenderen, er vi godt på vej. Det fiktive værk, uanset om det er en roman eller en spillefilm, vil altid være en kilde til det år, den er blevet til i. Milk kan altså ikke alene gøre os klogere på Harvey Milks kamp for homoseksuelles rettigheder. Men vi kan bruge den til at sige noget om, hvordan man i 2008 så på hans kamp. Derfor må de spørgsmål, vi stiller til filmen, have netop dette fokus. Et eksempel på diskuterende problemstillinger i den forbindelse kunne være: Hvorfor laver man en film om Harvey Milk i 2008? Hvilken relevans har Harvey Milks kamp i 2008?
Når vi arbejder med fiktion, er det altså vigtigt, at vi husker det funktionelle kildebegreb. Uanset hvilken type kilde vi arbejder med, og uanset om den er fiktiv eller ej, så er det de spørgsmål, vi stiller til kilden, der bestemmer kildens værdi. Når vi arbejder med Suffragette, er det derfor vigtigt, at vi stiller spørgsmål til de valg, instruktøren har truffet med hensyn til at skildre suffragetternes kamp for stemmeret.
Et par eksempler kunne være: Hvilken effekt har det, at hovedpersonen er fra arbejderklassen? Hvorfor er Emmeline Pankhurst ikke filmens omdrejningspunkt, nu hun alligevel er med i filmen? Hvorfor inddrages der både fiktive personer og autentiske historiske personer i filmen? Er der en tendens i filmen? Er det tydeligt, hvem vi skal holde med, og hvordan kommer det i så fald til udtryk? Hvilket billede af suffragetterne skabes der med denne film fra 2015? Hvad fortæller filmen os om det år, den er produceret i?
Stil selv flere spørgsmål, og husk i det hele taget, at spørgsmål og problemstillinger er vejen til en god kildekritisk analyse og dermed en grundig indsigt i fortidige perioder og begivenheder.
