OPGAVE 12: DOMMEN OVER 93-ÅRIGE BRUNO DEY
I denne opgave skal du forholde dig til retsforfølgelse af gerningsmænd fra Holocaust – mange årtier efter anden verdenskrigs afslutning.
Baggrund
I 2020 blev den 93-årige tysker Bruno Dey idømt to års betinget fængsel ved en domstol i Hamborg. Baggrunden var, at han under anden verdenskrig gjorde tjeneste som SS-vagt i kz-lejren Stutthof, hvor 65.000 ud af 110.000 fanger mistede livet. Dommeren lagde dommeren vægt på, at Bruno Dey som vagt må have været meddelagtig i drabene. Det betyder, at dommeren mente, at han måtte have haft kendskab til og havde deltaget i forbrydelserne. Selv forsvarede Bruno Day sig med, at han dengang var 17 år gammel og kun gjorde tjeneste i lejren, fordi han havde dårligt hjerte og ikke kunne sendes til fronten. Han forklarede desuden, at han havde haft medfølelse med fangerne, men ikke havde været i en situation, hvor han kunne hjælpe dem.
Efter retssagen blev anklageren spurgt, om det er meningsfuldt at retsforfølge folk for forbrydelser, der ligger så mange år tilbage. Han svarede: ”Hvis man kigger på hvor mange onde gerninger og forbrydelser, der foregik, kan man vist godt regne ud, hvorfor disse mennesker er nødt til at blive stillet for retten – også selvom de nu er blevet gamle. Tyskland skylder ofre og pårørende at retsforfølge disse nazi-forbrydelser – selv i dag. Det er et juridisk og moralsk spørgsmål.”
Opgave
- Hvordan forklarer Bruno Dey sin situation under krigen, og hvorfor han gjorde tjeneste i kz-lejren Stutthof?
- Diskutér om hans forklaring gør en forskel. Sammenhold hans forsvarsargument med Nürnbergprincippet s. 152.
- Juridisk er der ingen forældelsesfrist for en forbrydelse som folkedrab. Diskutér, om gerningsmænd fra Holocaust stadig bør retsforfølges i dag. Inddrag citatet fra anklageren om, at Tyskland skylder ofre og pårørende at retsforfølge gerningsmændene.