Forlaget Columbus

Vejen til folkedrab

OPGAVE 15: 1500 OFRE PÅ ÉN NAT

I denne opgave skal du læse om Reservepolitibataljon 101 og besvare en række spørgsmål om dem og deres gerninger under krigen.

Baggrund

Sammendraget nedenfor er fra Christopher Browning »Ordinary Men – Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland« (1992).

I juli 1942 blev medlemmerne af den tyske Reservepolitibataljon 101 vækket midt om nat­ten. De havde opholdt sig i Polen i få uger og endnu ikke udført opgaver af nævneværdig betydning. Men denne nat fik de udleveret ammunition og blev beordret op i ventende last­biler. Nogle timer senere nåede de Józefów, en lille polsk by. Omkring 1800 af byens indbyg­gere var jøder. I byen mødte de bataljonens leder Wilhelm Trapp, der meddelte, at de stod foran en ubehagelig opgave: Alle jøder i byen skulle drives sammen. De arbejdsduelige mænd skulle deporteres til en arbejdslejr, og alle andre – kvinder, børn og ældre mænd – skulle skydes. Deltagelse i operationen var ikke obligatorisk. Trapp tilbød mændene at træde af, hvis de ikke magtede opgaven. Nogle håndfulde tog imod tilbuddet. Flertallet gjorde ikke. Så gik aktionen i gang. Byens jøder blev samlet på torvet, der blev omringet, så ingen kunne slippe væk. Dernæst blev kvinder, børn og ældre kørt i lastbiler ud til en nærliggende skov. Ude i skoven viste det sig imidlertid at være et problem, at kompagniets mænd ikke havde erfaring med at skyde nogen. Derfor måtte reservepolitibataljonens læge instruere dem i hvor på rygsøjlen, de skulle sigte for at opnå dræbende effekt. En anden udfordring var, at der ikke havde været tid til at grave en massegrav, og derfor blev ofrene beordret til at lægge sig på jorden med ansigtet nedad. Så begyndte skyderiet og ved dagens afslutning var 1500 børn, kvinder og ældre døde. I senere vidnesbyrd har flere af mændene i Reserve­politibataljon 101 fortalt, at de fortrød, at de ikke fik sagt fra, da de fik tilbuddet. De forklarede, at det skete så hurtigt, at de ikke havde tid til at tænke sig om. Enkelte af dem henvendte sig til deres befalingsmænd undervejs og fik tildelt andre opgaver. Men flertallet af mændene deltog i nedskydningerne.

Opgave

  1. Redegør for, hvad der skete i Józefów.
  2. Læs s. 172 i bogen og redegør for, hvem medlemmerne af Reservepolitibataljon 101 var.
  3. Diskutér, hvad der kan forklare, at flertallet af mændene deltog i nedskydningerne. Inddrag forklaringen om de dådsnære gerningsmænd og Christopher Brownings teori om brutalisering, lydighed, loyalitet og gruppepres.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)