Forlaget Columbus

Vejen til folkedrab

OPGAVE 20: HOLOCAUST OG HOLLYWOOD

I denne opgave skal du forholde dig til populærkulturens fortolkninger af Holocaust.

Baggrund

Den amerikanske tv-serie »Holocaust« havde 120 millioner seere i USA, og den vandt 8 Emmy-priser. Senere fik tv-serien et globalt publikum – i alt 220 millioner seere i 50 lande, inklusive Danmark. Af historikere fik den en hård medfart. Den blev udskældt for at være fuld af faktuelle fejl og for at fremstille jødeudryddelserne som en sæbeopera. I New York Times beskrev Elie Wiesel, forfatter og Holocaust-overlever, serien som “en fornærmelse mod dem, der omkom og dem, der overlevede.” Men for almindelige menneskers kendskab til Holocaust fik serien enorm betydning. Tv-seriens titel var også medvirkende til at udbrede Holocaust som betegnelse for folkedrabet.

Sidenhen har andre fiktionsfilm behandlet Holocaust på det store lærred. Filmen »Sophies Choice« (1982) fortæller historien om en kvinde, der har mistet sine børn under Holocaust, mens »Schindlers Liste« (1993) handler om Oskar Schindler, der reddede jøder på sin fabrik i Polen. Store Hollywoodproduktioner omfatter også »Livet er smukt« (1999) om en far og søn, der interneres i en kz-lejr samt »Pianisten« (2003) om fangerne i Warszawa-ghettoen. I 2019 udkom satirefilmen »Jojo Rabbit« om en dreng i Hitlerjugend, der bliver venner med en jødisk pige, som hans mor skjuler.

For den kollektive erindring (se s. 187-188) spiller fiktionsfilm en væsentlig rolle. Derfor dis­ku­teres det ofte, om spillefilm har et ansvar for at fremstille historien korrekt. Et eksem­pel er filmen »Drengen i den stribede pyjamas« (2008), der fortæller en historie om venskabet mellem en jødisk fange i en udryddelseslejr og lejrkommandantens søn. Filmen er meget omdiskuteret, fordi handlingen på en lang række punkter er helt urealistisk og ligger fjernt fra den historiske virkelighed. Spørgsmålet er, om fiktionsfilm har ansvar for at fremstille historien korrekt?

Opgave

  1. Kender du nogle af de nævnte eksempler på film og tv-serier om Holocaust? Eller har du set andre fiktionsfilm eller serier, der fortæller om Holocaust? Hvis ja, på hvilken måde vil du så mene, at de har præget din historiske viden og bevidsthed?
  2. Læs om »Drengen i den stribede pyjamas«. Hvad er filmens styrker og svagheder?
  3. Diskutér, om fiktionsfilm og tv-serier, der omhandler virkelige historiske begiven­heder, har et ansvar for at fremstille historien korrekt. Hvad er argumenterne for og imod?

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)