Pestens tid

Giovanni Boccaccio: Dekameron, ca. 1350

Giovanni Boccaccios beretning om pesten i Firenze er nok den mest kendte og brugte kilde til den sorte død. Beretningen kommer fra indledningen til Boccaccios skønlitterære værk Dekameron. Det er usikkert, hvorvidt Boccaccio overhovedet opholdt sig i Firenze under epidemien og dermed også i hvor høj grad Boccaccios beretninger er baseret på hans egne oplevelser. Beretningen menes at være nedskrevet i 1349.

Hver gang, højst yndefulde kvinder, jeg ved mig selv kom­mer til at tænke på jeres medfølende natur, indser jeg, at begyndelsen til dette værk må forekomme jer tung og trist, fordi det lige fra sin allerførste side minder om den nylige død­bringende pest, der forvoldte skade på alle dem, som oplevede den, eller som på anden måde fik kendskab til den. Men jeg hå­ber ikke, at dette vil skræmme jer fra at læse videre; min bog vil nemlig ikke kun bringe jer suk og tårer. Denne skrækkelige be­gyndelse bør blot være for jer som en stejl og uvejsom bjergside, bag hvilken der breder sig en jævn og dejlig slette, som behager den vandrende så meget desto mere, som det var plagsomt at bestige bjerget. Ligesom al glæde afgrænses af smerte, således afsluttes al elendighed af glæde. Efter denne korte plage (jeg kal­der den kort, fordi den er begrænset til nogle få ord) følger hur­tigt den sødme og den glæde, som jeg tidligere har lovet jer, og som I måske ikke ville have forventet efter en sådan begyndelse, hvis jeg ikke havde fortalt jer om den på forhånd. Hvis jeg på ærlig vis kunne have ført jer derhen, hvor jeg ønsker det, ad en mindre stenet vej end denne, så havde jeg oprigtigt talt meget gerne gjort det. Jeg føler mig imidlertid næsten tvunget til at begynde med historien om pesten, for ellers ville jeg ikke kun­ne forklare jer årsagerne til de ting, som I senere skal læse om.

Jeg må altså fortælle jer, at der allerede var gået 1348 år siden Guds Søns frugtbare kødeliggørelse, da den fornemme by Fi­renze - den smukkeste by i Italien - blev ramt af den dødbrin­gende pest. Hvad enten pesten nu skyldtes himmellegemernes stilling, eller at Gud i sit retfærdige raseri havde sendt den ned over os dødelige som straf for vore onde gerninger, var den i hvert fald begyndt i Østen nogle år forinden. Efter at have berøvet talløse mennesker livet dér, bevægede den sig fra sted til sted og bredte sig ødelæggende vestpå. Hverken kløgt el­ler menneskenes forholdsregler nyttede noget. Embedsmænd, der var udnævnt til formålet, rensede byen for store mængder skarn, alle syge blev forment adgang til byen, og der blev gi­vet mange råd om, hvordan folk skulle bevare deres sundhed. Desuden bad fromme mennesker ydmygt til Gud, og mange gjorde det, idet de ikke én, men mange gange gik i procession gennem gaderne. Ikke desto mindre begyndte pesten allere­de i det tidlige forår i det nævnte år på forbløffende vis at gøre sin smertelige virkning. Hos os forløb sygdommen ikke ligesom i Østen, hvor næseblod var et sikkert tegn på, at dø­den var uafvendelig. Hos både mænd og kvinder opstod der derimod hævelser i lysken eller i armhulerne, og de voksede mere og mere, indtil de var lige så store som et almindeligt æble eller et æg. Lægfolk kaldte dem bylder. Fra lysken og armhulerne bredte de dødbringende bylder sig hurtigt til alle andre dele af kroppen. Hos mange begyndte sygdommen der­efter at vise sig som sorte eller blålige pletter, især på arme­ne og lårene, men også andre steder på kroppen. Hos nogle var de få og store, hos andre små og talrige. Og ligesom byl­derne havde været, og stadig var, et sikkert tegn på dødens nærhed, var også disse pletter det hos enhver, der fik dem.

Ingen lægelige råd og ingen medicin syntes at virke eller gøre nogen gavn mod disse lidelser. Kun få blev helbredt, og de fleste døde inden for tre dage efter, at de første tegn hav­de vist sig, nogle tidligere, andre senere, og de fleste uden at have haft feber eller andre komplikationer. Det skyldtes enten selve sygdommens natur - at den simpelthen var uhelbredelig - eller uvidenhed hos dem, der behandlede de syge. Antallet af behandlere var vokset meget og talte foruden rigtige læger også mængder af mænd og kvinder, der aldrig havde lært no­get om lægevidenskab. Ingen af dem kunne finde ud af, hvad sygdommen skyldtes, og vidste derfor ikke, hvad de skulle gøre ved den. Denne pest var så meget desto voldsommere, som den bredte sig fra de syge til de raske, der havde forbin­delse med dem, ligesom ilden breder sig til tørre eller fedtede ting, der kommer tæt nok på den. Og der var endda noget, der var endnu værre. Det var nemlig ikke bare det at tale med de syge og at være sammen med dem, der smittede de raske og kostede dem livet, også det at røre ved de syges klæder eller ved en hvilken som helst genstand, som de syge havde rørt ved eller brugt, syntes at overføre sygdommen til den, der gjorde det. Det, jeg nu vil fortælle, lyder helt utroligt, og hvis ikke jeg selv og mange andre havde set det med egne øjne, ville jeg ikke have troet på det, endsige have vovet at skrive det, selvom jeg havde hørt det fra en pålidelig person. Jeg siger altså, at den omtalte pest sprang fra den ene til den anden med så stor kraft, at den ikke blot smittede fra menneske til menneske, men ofte viste sig at gøre noget langt mere overraskende: Hvis et dyr, der ikke hørte til menneskeracen, rørte ved en genstand, som tilhørte en syg eller en, der var død af sygdommen, blev dyret ikke bare smittet med sygdommen, men døde af den inden for meget kort tid. Det så jeg, som netop omtalt, en dag med mine egne øjne: Nogle klude, der havde tilhørt en stakkels mand, der var død af sygdommen, blev kastet ud på gaden, hvor to svin gik hen til dem og, som disse dyr har for vane, gav sig til at rode i dem med trynen, hvorefter de satte tænderne i dem og ruskede dem, så kludene slog mod kinderne. Inden der var gået så meget som en time, begyndte de to dyr at vride sig, som om de havde indtaget gift, og faldt så døde om oven på bunken af klude, der så uforsigtigt var blevet smidt ud.

Disse hændelser og andre, der lignede dem eller var endnu værre, gav anledning til megen frygt og mange forestillinger hos de endnu levende, som næsten alle nåede til en og samme meget grusomme overbevisning, nemlig at det gjaldt om at undgå de syge og flygte bort fra dem og fra deres ting. Derved troede de, at de kunne bevare deres egen sundhed. Der var nogle, der mente, at en behersket livsførelse, hvor man afstod fra enhver overflod, ville hjælpe dem til at modstå sygdom­men. De sluttede sig sammen og lukkede sig inde i huse, hvor der ikke var nogen syge, og hvor man kunne leve godt. De spiste udsøgt mad og drak fremragende vine med stort måde­hold og undgik enhver form for vellyst, de talte ikke med folk udefra og ville intet høre om død og sygdom. Sådan levede de og underholdt sig med musik og med de fornøjelser, de havde tilbage. Andre var af den modsatte mening. De var overbevist om, at man værnede sig bedst mod den hærgende sygdom ved at drikke meget og nyde livet, ved at ture syngende omkring i byen, more sig og tilfredsstille enhver mulig lyst og ved at le ad det, der foregik, og lave sjov med det. Og som sagt så gjort. Dag og nat drog de fra det ene værtshus til det andet, hvor de drak umådeholdent, og især gjorde de det i andre folks huse, hvis de hørte det mindste rygte om, at der dér var mulighed for fornøjelser. Det kunne de nemt komme til, for i forvent­ning om at de snart skulle dø, havde mange opgivet ikke blot sig selv, men også deres ejendele. Derfor var de fleste huse ble­vet fælles, og fremmede, der tilfældigt kom forbi, brugte dem, som deres ejermænd ville have gjort det. Trods denne dyriske levevis forsøgte også disse folk så vidt muligt at undgå de syge. Under disse sørgelige og elendige forhold var lovenes ærvær­dige autoritet så godt som brudt sammen og gået i opløsning i vores by, og det gjaldt såvel Guds love som menneskenes. De, der skulle have forvaltet og håndhævet lovene, var ligesom alle andre mennesker enten døde eller syge. De enkelte, der ikke var smittede, havde så få hjælpere tilbage, at de ikke kunne passe deres embeder. Enhver kunne derfor frit gøre, hvad der passede ham. Mange fulgte en mellemvej mellem de to oven­nævnte yderpunkter. De lagde ikke samme stramme bånd på sig selv som de førstnævnte, og hengav sig heller ikke til druk­kenskab og anden løssluppenhed som de sidstnævnte, men stillede deres lyster og behov inden for rimelighedens grænser. De lukkede sig ikke inde, men gik ud i byen medbringende blomster, duftende urter eller forskellige krydderier, som de ofte førte op til næsen, fordi de mente, at det var gavnligt at vederkvæge hjernen med sådanne dufte. Luften var nemlig tung og stinkende af lig og sygdom og lægemidler. Andre traf et mere grusomt valg, som tilfældigvis også var det sikreste, idet de sagde, at den bedste medicin mod pesten var at flygte fra den. Uden tanke for andet end sig selv forlod mange mænd og kvinder deres by, deres hjem, deres steder, deres slægtninge og deres ejendele. De søgte ud på landet omkring Firenze eller endnu længere bort, som om Guds vrede, der straffede menneskenes ondskab med pesten, ikke kunne nå dem hvor som helst, når den først var sat i bevægelse, men kun kunne ramme dem, der opholdt sig inden for byens mure; eller som om de troede, at ingen ville overleve i Firenze, og at byens sidste time var kommet.

Folk havde altså forskellige indstillinger, og ligesom de ikke alle døde, så overlevede de heller ikke alle sammen. Uanset hvordan de forsøgte at redde sig, og hvor de end befandt sig, blev mange af dem syge, og nu var det så dem, der blev forladt og vansmægtede alene, i overensstemmelse med det eksempel, som de selv havde vist, dengang de endnu var raske og overlod de smittede til sig selv. Og det var ikke bare den ene bor­ger, der undgik den anden, naboer, der ikke længere tog sig af hinanden, og slægtninge, der kun sjældent eller aldrig besøg­te hverandre og i øvrigt holdt sig på lang indbyrdes afstand. Denne svøbe havde fyldt mænds og kvinders bryst med en sådan rædsel, at den ene broder forlod den anden, at onklen forlod nevøen, søsteren sin broder, og i mange tilfælde også hustruen sin mand. Der skete endog det utrolige, at fædre og mødre undgik at besøge deres børn og at tage sig af dem, som om de ikke var deres egne. De talløse mænd og kvinder, der blev syge, var således henvist til nogle få venners barmhjertig­hed eller til grådigheden hos de tjenestefolk, der lod sig lokke til at pleje de syge af upassende høje lønninger. Der var ikke mange tjenestefolk tilbage, og de, der var, var grove mænd og kvinder, som ikke var vant til den slags arbejde og ikke kunne finde ud af andet end at række de syge, hvad de bad om, eller at våge over dem, når de døde. Dette arbejde kostede dem i mange tilfælde livet foruden fortjenesten. Da de syge således blev ladt i stikken af deres naboer og slægtninge og venner og manglede tjenestefolk, bredte der sig efterhånden en skik, som man aldrig havde hørt om før: Hvis en kvinde blev syg, gene­rede hun sig ikke, uanset hvor smuk og yndefuld og fornem hun var, for at lade sig pleje af en mand, han være sig ung eller gammel, eller for uden ringeste skam at lade ham se alle dele af sin krop, sådan som hun ville have gjort det med en kvinde, hvis sygdommen krævede det. Det var måske årsagen til, at de, der overlevede sygdommen, var langt mindre blufærdige bagefter. Mange af dem, der døde, ville have overlevet, hvis de havde fået hjælp. Manglen på passende pleje og behand­ling medførte i forening med sygdommens voldsomhed, at der hver dag og hver nat døde så mange i byen, at det var rent ud forbløffende at høre om det, for ikke at tale om at se det. Det var næsten uundgåeligt, at der blandt overlevende borge­re bredte sig vaner og skikke, som var meget anderledes end dem, man hidtil havde kendt.

Førhen var det, således som vi stadig ser det gjort, skik og brug, at slægtens og nabolagets kvinder samledes i den afdødes hjem for at græde sammen med dem, der havde stået ham nærmest. Og foran den dødes hus forsamledes foruden hans nærmeste også hans naboer og mange andre borgere samt gejstlige alt efter den afdødes rang. Højtideligt ledsaget af kærtelys og sang bar den dødes standsfæller ham på skuldre­ne til den kirke, som han inden sin død havde valgt at blive gravsat i. Efterhånden som pestens vildskab tog til, hørte alt dette helt eller delvis op, og andre skikke kom til i stedet. Nu døde folk omgivet af kun nogle få kvinder, og mange forlod ligefrem dette liv uden et eneste vidne. Kun ganske få fik lov at dø ledsaget af deres slægtninges fromme gråd og bitre tårer. Nu hørte man langt hyppigere latter og skæmt og lystig selskabelighed, og kvinderne, som for at redde deres sundhed i høj grad havde skudt deres køns fromhed til side, havde dygtigt tilegnet sig disse skikke. Det var ikke mange lig, der blev fulgt til kirken af mere end 10-12 naboer, og kisten blev ikke båret af fornemme og agtede borgere, men af ligbærere fra befolk­ningens laveste lag (som kaldte sig gravere og tog sig betalt for deres tjenester). De hastede af sted og bar som regel ikke den afdøde til den kirke, som han havde valgt inden sin død, men blot til den nærmeste, og foran dem gik højst fire eller måske seks gejstlige med nogle få kærter, og sommetider slet ingen. Hjulpet af graverne og uden at anstrenge sig med alt for lange eller højtidelige ceremonier anbragte præsterne liget i den før­ste den bedste tomme grav, de kunne finde.

Den måde, hvorpå samfundets jævneste, og måske også en stor del af de mellemste, prøvede at redde sig, var præ­get af endnu større elendighed. Håbet eller fattigdommen holdt de fleste af disse mennesker tilbage i deres boliger el­ler nabolag, og hver dag blev tusinder af dem smittet, og da der ikke var nogen, der hjalp eller plejede dem, døde de alle sammen uden noget håb om redning. Mange af dem døde på gaden om dagen eller om natten, og hvis de døde inden døre, opdagede deres naboer det i mange tilfælde først, når de mærkede stanken af deres rådnende lig. Overalt i byen var der fuldt af lig. Som regel tog naboerne sig af de døde, men ikke så meget af barmhjertighed med dem som af frygt for at blive skadet af deres forrådnelse. Enten alene eller hjulpet af nogle bærere, hvis de kunne finde nogen, slæbte de de døde ud af deres boliger og lagde dem foran dørtærsklerne. Hvis man færdedes i de pågældende gader, kunne man, især om morgenen, se uendelige mængder af lig. Ligene blev da lagt i kister, men der var så mange af dem, at der sommetider ikke var kister nok, og så blev de i stedet bare lagt på et bræt. Det skete. ikke sjældent, at der blev lagt både to og tre lig i samme kiste; mange indeholdt mand og kone, to-tre brødre eller fa­der og søn. Når to præster bar deres kors foran en kiste med en afdød, fik de ofte følgeskab af ligbærere med yderligere tre eller fire kister på skuldrene. Hvor præsterne havde troet, at de skulle begrave en enkelt afdød, skulle de nu begrave seks eller otte og sommetider endnu flere. De mange døde blev ikke æret med tårer eller lys eller følgeskab, men det var tværtimod kommet så vidt, at man ikke tog sig mere af et menneske, der døde, end man i dag ville tage sig af en ged. Det viste sig nemlig tydeligt, at den resignerede tålmodighed, som tingenes naturlige gang med sine små og sjældne ulykker ikke havde formået at lære de vise, den havde ulykkernes mægtige omfang nu indgivet de jævne folk. Hver dag, ja, næsten hver time, blev der bragt så mange døde til kirkerne, at der ikke var indviet jord nok til at begrave dem alle sammen, hvis man ville følge den gamle skik med at give hver enkelt sin egen plads. På kirkernes begravelsespladser gravede man derfor, når der ikke var flere ledige pladser, nogle mægtige grave, hvor man lagde de indbragte lig i hundredvis. Her blev ligene stuvet sammen i lag som varer i lasten på et skib, og de øverste lå så højt, at der ikke skulle ret meget jord til at dække dem og fylde graven op.

Jeg vil ikke dvæle ved alle enkelthederne i den elendighed, der overgik byen, men blot sige, at de onde tider ikke på no­gen måde skånede de omliggende landdistrikter. Borgene var blot som mindre udgaver af byen, men ude i de spredte lands­byer og på markerne, hvor de arme, fattige bønder og deres familier ikke havde adgang til lægehjælp eller til bistand fra tjenestefolk, døde folk på vejene, på de dyrkede jorder og i deres huse, både om dagen og om natten, ikke som menne­sker, men næsten som dyr. Ligesom byfolkene blev også de vellystige og forsømte alle deres ting og alt deres arbejde, og som om de ventede at dø den selv samme dag, anstrengte de sig ikke det mindste for at sikre et fremtidigt udbytte af dyrene og af jorden og af deres hidtidige arbejde, men gjorde alt, hvad de formåede, for at forbruge, hvad de havde. Derfor strejfe­de okser, æsler, får, geder, svin, høns og selv menneskenes tro følgesvende, hundene, der nu var fordrevet fra deres boliger, omkring, som det passede dem, på markerne, hvor afgrøderne ikke blot ikke var sanket, men ikke engang var høstet. Dyre­ne åd sig grundigt mætte hele dagen, og om aftenen vendte mange af dem, næsten som var de fornuftsvæsener, tilbage til gårdene, uden at nogen hyrde ledte dem på vej.

Hvad mere kan man sige, hvis man forlader bondelandet og vender tilbage til byen, andet end at himlens og måske til dels også menneskenes grusomhed var så stor, at det anses for sikkert, at fra marts til juli det år berøvede pestens hærgen i forening med de raskes frygt, som betød, at de syge kun blev dårligt hjulpet eller slet ikke fik den hjælp, de havde brug for, 100.000 mennesker livet inden for Firenzes mure. Inden pe­sten brød ud, ville man slet ikke have regnet med, at der boede så mange i byen. Oh, hvor mange mægtige paladser, hvor man­ge smukke huse, hvor mange ædle boliger, som førhen havde været fulde af herrer og damer og tjenestefolk, kom ikke til at stå tomme! Oh, hvor mange mindeværdige slægter, hvor man­ge store ejendomme, og hvilke berømte formuer kom ikke til at stå uden lovformelige arvinger! Hvor mange tapre mænd, hvor mange smukke kvinder og hvor mange ædle ynglinge, som selv Galen, Hippokrates og Æskulap ville have anset for helt igennem raske, spiste ikke morgenmad med deres familie, kammerater og venner for samme aften at sidde til bords med deres forfædre i den anden verden!