Breve fra Hans Mikkelsen Mule
Hans Mikkelsen Mule var universitetsuddannet læge og arbejdede som embedsmand i sundhedskommissionen under pestepidemien i 1711. Samtidig skrev han breve til sin bror i Odense om sine oplevelser i København under epidemien. Teksterne her er uddrag fra disse breve.
8. august:
Elskelige kære broder
Jeg takker meget broderligt for den gode trøst, du giver mig (…) i denne meget svage og skrøbelige tilstand vi lever i. De syges og dødes tal formerer sig desværre ugentligt og dagligt. I denne uge er vel døde over tretten hundrede. De fleste ligger kun i to til tre dage, og en stor del af dem haver bubones og carbunculos, nogle ingen af delene, og der ses ikke andet på dem end sort-brune pletter, når de er døde. De som begraves i kirkegårdene, som kun er en lille del i forhold til dem, som bliver begravet uden for Østerport, kaster præsterne jord på, men de andre intet, som begraves uden for byen. På kirkegårdene får hvert lig sin grav og sin kiste, men uden for byen graves der lange grave, hvori der kan lægges 12 til 16 ad gangen, nogle i kister, andre ikke. På gaderne ligger her og der adskillige døde af de fattige stakler. (…) Her er endnu ingen huse blevet indespærrede af alle dem, som er blevet inficeret
15. august:
(…) Det har endnu behaget den gode Gud at spare mig indtil denne stund. Alligevel lever vi dagligt i stor frygt og fare på grund af denne fordærvelige sygdom, som har udbredt sig allevegne. Denne uge, såvel som den forrige, har været to hårde uger. I denne uge er over to tusinde mennesker døde. (…) Der dør dog langt flere kvinder og børn end mandfolk. (…)
Vi skal sidde dagligt i kommissionen fra otte til tolv om formiddagen og fra to til syv om eftermiddagen, så jeg er mange gange så træt om aftenen, at jeg kunne ligge på en sten og sove. Nu bliver al handel forbudt mellem København, Jylland, Fyn, Lolland og andre småøer. (…) De rejsende til lands bliver det også forbudt at komme over færgestederne, så herefter vil de i Nyborg og Korsør få ledige dage nok. I går blev der igen ordineret otte pestpræster. (…)
Denne sommer er en meget dårlig sommer for mig. Jeg har ikke set en tulipan, ikke en nellike, ikke et kirsebær, ikke en pære eller noget lignende. Men derimod ser og møder jeg mange lig. (…) I torsdags blev en ny kirkegård indviet på en stor plads i Fiolstræde til vor frue menigheds afdøde, da den anden kirkegård er næsten opfyldt.
29. august:
(…) Dr. Eichel begynder at komme sig noget, men Dr. Wagner og hans kæreste døde begge af den grasserende sygdom. Af de her tilbageblevne studenter, som kun er omkring to hundrede, er adskillige døde. De tilbageværende er nogen uregerlige folk, som hverken agter Gud eller menneskene, de fleste af dem. (…)
Det er ikke sådan, at ligene kan lugtes uden for byen, som det fejlagtigt berettes, for så ville de omkringliggende byer befænges, så som Valby, Hvide og Røde ore. Liggraverne er adskillige bønder og soldater, for der er mange af de første, som er døde. Der er altid gravet forud til omkring to hundrede, der graves en grav på nogle snese alen i længden. De fleste lig føres med store rustvogne ud af byen og bæres i og af vognene af dertil bestilte ligbærere. Disse folk er det allerugudeligste folk, der kan være i kristenheden. Jeg har set, ikke én gang, men mange gange, hvor der har været seks eller otte ligkister på en vogn, at en af disse karle har siddet på en kiste, en anden ligge på langs oven på en anden kiste. De agter slet ikke deres liv, hvorfor mange af dem også er døde, så vi snart ikke kunne få så mange som behøves. Vi måtte skrive til alle stifters amtmænd for at skaffe os nogle, en fra hvert stift overalt i Danmark, og nu kommer dagligt både fra Sjælland, Lolland, Fyn og Jylland adskillige efterhånden. (…)
Jeg så i går morges klokken fem fire kvinder bære liget af en voksen person i en kiste på deres skuldre, og i aftes så jeg en kvinde og en mand bære et temmelig stort lig. De gik lige forbi mig på gaden. Jeg var i to dage i denne uge noget dårlig og frygtede for mig selv. Nu er jeg Gud ske ære rask igen. I denne uge er to tusinde seks hundrede mennesker døde.
5. september:
(…) August har været os en meget hård måned. Tog bort 9142 mennesker, som jeg har fortegnelse på. Hvorledes september vil blive, ved kun Gud i himmelen. Denne forbigangne uge har været næsten som den forrige, dog lidt mindre. Af fornemme folk er adskillige døde, dog mest fruentimmere og unge kvinder. (…) Af de sidst ordinerede pest-præster er de fleste nu døde igen. Dem, der hører til vor Frue og Trinitatis’ menigheder lever endnu. De andre er døde. (…) Uden for byen ligger i begge hospitaler over ni hundrede syge mennesker, hvis præster er døde. De ligger dagligt og råber på en præst, men kan ingen få. Det er elendigt.
12. september:
(…) Den forbigangne uges dødstal er langt højere end de 1500, Margrethe Nansen havde skrevet om. Det er over 2800, som jeg har vished for. Af fornemmes tjenestefolk er adskillige både syge og døde.
26. september:
(…) Ligesom vægterne, der længes efter morgenstunden, så er også vores længsel stor efter en god og nådig forandring. Vel synes det, at sygdommen skulle være nedadgående og dødes antal ugentligt ikke så mange, men de, der bliver syge ligger dog kun to til tre dage før de dør. På vor Frue kirkegård er indført over noget tid otte hundrede læs jord for at dække de dødes grave, og ligesådan sker det på andre kirkegårde, så de fleste kirkegårde nu ser ud som små bjerge. Vi har i dag gjort rigtigt overslag over de dødes antal siden 11. juni, da sygdommen begyndte, og finder efter rigtig regning, at de dødes tal ligger noget over tyve tusinde, hvilket man ikke havde tænkt i begyndelsen skulle være blevet så højt. (…) Af medicinere er ingen flere døde end dr. Wagner, men af kirurger, som har betjent de syge, er atten døde, hvorfor vi også for nylig har måtte foreskrive fra Hamborg 22, som alle er ankommet.
3. oktober:
(…) Vores tilstand er endnu kun skrøbelig. Sygdommen sværmer allevegne endnu stærkt omkring, ikke så meget blandt de blandt de almindelige mennesker som andre smukke borgerfolk. De dødes antal er vel noget formindskede, men vi ønsker og håber på bedring hver dag. I den forgangne uge var de dødes antal noget over tretten hundrede og lige så mange i denne uge. (…) Kommissionen har til dagligt nok at bestille med adskillige slags folk, flytter gods fra inficerede steder til andre huse, og derved spreder sygdommen mærkbart. (…) Du skulle forundre dig over så tomme gaderne er for folk her i byen.
10. oktober:
Af de ordinerede assistens-præster er i disse dage tre døde. (…) I kirkerne er adskillige blevet smittet. Jeg har to gange måtte forlade min stol, fordi nogle lig var begravet under stolen. Trægulvet under stolen var fuldt af store sprækker, så dampen og stanken af ligene kunne stå mig lige i næsen.
17. oktober:
Mange er her ved alt for godt mod, hvilket også har forøget vores bedrøvelige tilstand en del, og agtede ikke alene intet, men foragtede også sygdommen og forstod ikke, hvis hånd, der trykkede os. Så uregerligt, ondt og genstridigt et folk, kan der snart ikke være til, som en stor del af disse har været i almindelighed
