Forlaget Columbus

Pestens tid

Henrik Harpestrengs Urtebog

Henrik Harpestreng var den tidligste lærde mediciner i Danmark, vi har kendskab til. Han døde i Roskilde i 1244, men man ved næsten ingenting om hans liv i øvrigt. Han er formentlig blevet uddannet i Salerno i det nuværende Syditalien, hvor Europas førende lægeskole lå. Gennem udgivelser af medicinske bøger, bragte han dele af den lærde viden til Danmark. Hans tekster er derfor ikke direkte repræsentative for de kloge folks viden. Uddraget her er dog typisk for samtidens opfattelse af medicin, hvor magiske elementer er en fast bestanddel af naturen.

Galanga
Galanga er tør og varm og har følgende kvaliteter: Den første kvalitet er, at holder et menneske, der bliver åreladt, tygget rod af galanga i mun­den, da tvinger dens kraft det onde blod til at forlade legemet, men tilbageholder det gode blod i legemet. Den anden kvalitet er, at spises galanga om morgenen, da fjerner den dårlig ånde fra tænder og mund. Den tredje er, at tygges og nedsvælges galanga med vin, da styrker og varmer den maven. Den fjerde, at hvis man spiser den om morgenen eller lægger den under tungen, da godtager andre mennesker alt, hvad man siger. Den femte er, at hvis man spiser galanga eller smører tygget galanga på tindingerne, da får man ikke hovedpine den dag. Den sjette er, at hvis en mand spiser galanga om morgenen eller aftenen, mister han ikke sin kraft under samlejet, så længe han beholder urten i mun­den - og kvinderne vil synes godt om hans elskov! Den syvende er, at spiser man galanga om morgenen indtaget i varm vin, da mister man ikke sin lød den dag. Den ottende, at en kvinde, der har galanga i munden under samlejet, ikke kan blive gravid. Men det skal man ikke fortælle kvinderne!

Ingefær
Ingefær er varm og fugtig og har følgende kvaliteter: Spises den om morgenen, renser den brystet og fjerner onde væsker. Og tilsvarende, hvis den spises om morgenen, klarer den øjnene og renser flegma. Og spises den regelmæssigt, bringer den en kold mave i orden igen. Og ind­tages den i klar vin, fjerner den alle onde væsker fra brystet og giver appetitten tilbage. Spises den i småbidder om morgenen, fordøjer den også ufordøjelig føde i maven godt og fører den ud med materien.

Muskat
Muskat er fugtig og har den kvalitet, at den styrker et hoved, der er medtaget og svækket af for megen druk og hor, forudsat den spises om morgenen. Og tilsvarende, hvis den indtages om morgenen opblandet med salt, styrker den et hjerte, der er svækket af frygt for et eller an­det, og fjerner frygten fra hjertet. Og spises den om morgenen, lader den ikke nogen stank trænge ind i hovedet, men dens kraft driver den ud. Og muskatblomst blandet med vin styrker det elskende hjerte virkningsfuldt, hvis man drikker det.

Nellike
Nellike er varm og tør. Spises den om morgenen, styrker den hjernen og fjerner ond lugt fra hovedet. Og tilsvarende letter den stemmen og fjerner effektfuldt dårlig ånde, hvis man tygger og indtager den i vin.

Hvidløg
Hvidløg er fugtig og varm og har den kvalitet, at, spiser man det om morgenen, renser det brystet, uddriver flegma, udtørrer onde væsker og bringer appetitten tilbage. Men spiser man for meget af det, skader det synet. Og kommer man stødt hvidløg i vin, holder det i munden og med fingrene gnider det rundt om tænderne, uddriver det al lugt og stank, styrker tandkødet og bringer det i orden igen.

Sennep
Sennep er fugtig og varm og har den kvalitet, at det renser og lin­drer hovedet, hvis man støder det og indtager det med vineddike. Og hvis nogen bliver afsindig, hvilket jo gerne kommer af for stærk hoved­pine, så tag sennep, honning af bikage, æggeblomme og frø af bynke og knus det med laurbær i vin. Lav dernæst et plaster, rag den syges hoved og ombind det med en klud om dagen og natten. Tag da plasteret af og fremstil en lud af følgende urter, nemlig: bynke, malurt og hvid marube. Dernæst laves et godt afkog heraf, og den syges hoved vaskes godt og varmt dermed, og bind så atter plasteret fast på hans hoved. Derpå lægges han til sengs. Det skal gentages tre dage i træk, og med Guds bistand vil han da blive rask. 10. Rødløg er fugtig og varm. Spises det om morgenen med salt, træk­ker det alle væsker til og fører dem ud, blødgør brystet og uddriver onde væsker. Laver man et udkog af rødløg og spiser det, giver det også en god fordøjelse og materia. Men spises det råt, slører det synet stærkt.

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)