Ibn Sina: Om at forstå lægemidlers styrke og virkning, cirka 1012
Ibn Sina (980-1037) var en persisk læge og filosof. Han bearbejdede og systematiserede meget af den græske og romerske lægevidenskab og udgav mange værker, som gjorde ham til sin samtids mest indflydelsesrige videnskabsmand. I takt med genopdagelsen af lægevidenskaben i Europa, blev hans tekster oversat til latin. Især hans lægevidenskabelige leksikon kendt som Canon blev meget udbredt. I flere hundrede år efter lægevidenskabens udbredelse på de europæiske universiteter, var han en af de mest indflydelsesrige teoretikere. I Europa blev hans navn omskrevet til Avicenna. Denne tekst stammer fra den anden bog af fem, der tilsammen udgør værket, kendt under navnet Canon.
Anden afhandling: Om kendskab til styrken i lægemidlernes konstitution ved eksperimenter.
Man erkender lægemidlernes styrke på to måder. Den ene er logiske ræsonnementer, mens den anden er den eksperimentelle metode. Lad os først begynde med at tale om den eksperimentelle metode, for vi siger, at eksperimentet kun giver et nøjagtigt kendskab til lægemidlets styrke ved overholdelse af [visse] betingelser. Den ene af disse er, at lægemidlet bør være frit for erhvervede kvaliteter, hvad enten det er varme, som er kommet til, eller kulde, som er kommet til, eller en kvalitet, som man er kommet til ved et skift i dennes egenskab eller ved en kombination med noget andet, for selv om vandet visselig er koldt i sin natur, så er den varm ved opvarmning, så længe varmen holder sig. Selv om vortemælken i sin natur er varm, så er den kold ved afkøling, så længe kulden holder sig. Selv om mandlen nærmest er mildt tempereret, så varmer den kraftigt, når den bliver harsk. Selv om fiskekød er koldt, varmer det [ligeledes] kraftigt, når det bliver saltet. Den anden [betingelse] er, at det afprøvede [lægemiddel] kun står for et forhold [ad gangen], for hvis der er sammensatte forhold, og disse består af to sager, som kræver to modsatrettede behandlinger, og lægemidlet afprøves på dem begge og får en virkning, så kender man i virkeligheden ikke årsagen til denne. For eksempel, hvis en person har en flegmatisk feber, og man giver ham agarikon-svampat drikke, og feberen dernæst forlader patienten, må man ikke [deraf] slutte, at agarikon er kold, fordi den gavnede mod et varmt forhold, som er feberen. Tværtimod er det muligt, at den blot gavnede ved at befri ham for den flegmatiske materie eller fik ham til at kaste den op, for da materien blev udtømt, holdt feberen inde, så dette [forhold] er i virkeligheden til gavn i substansen [men] blandet i den ydre fremtrædelsesform.
