Pestens tid

Daniel Defoe om pesten i London i 1665

Daniel Defoe var forfatter og A Journal of the Plague Year (på dansk: Pestens År) er i udgangspunktet en roman med en fiktiv jeg-fortæller. På den anden side opfattes bogen som en undersøgelse af London under pestepidemien i 1665 på baggrund af indsamlede beretninger og de faktuelle beskrivelser af epidemien og dens betydning for samfundet stemmer i meget høj grad overens med vores historiske viden. Romanen blev skrevet i 1722, inspireret af en pestepidemi, som ramte Marseilles to år tidligere.

Defor om pestens begyndelse i London

Alt i alt nåede jeg dog frem til, at denne smitte var af en natur, så det var umuligt at spore den overhovedet eller med nogen form for menneskelig færdighed at forhindre den i at sprede sig.

Der er dog en ting, som volder mig hovedbrud den dag i dag, og det er, at den første person døde af pesten 20. decem­ber eller deromkring i 1664 i eller omkring Long Acre. Den almindelige mening var, at smittekilden var en kasse silke, der var importeret fra Holland og blev åbnet i afdødes hus.

Men herefter hørte vi ikke mere om nogen, der døde af pest, eller om at der var pest på de kanter, før 9. februar, altså cirka syv uger efter, hvor der blev begravet en mere fra samme hus. Så hørte nyhederne op igen, og vi var helt rolige på sam­fundets vegne i lang tid, for først den 22. april meldte dødsop-gørelserne igen om pestdøde; da blev to mere begravet, ikke fra samme hus, men fra samme gade — og så vidt jeg husker, var det nabohuset til det første. Der var gået ni uger siden sidst, og herefter skete der ikke noget igen før fjorten dage senere, hvor pesten brød ud i flere gader og spredte sig i alle retninger. Spørgsmålet synes så at være: Hvor befandt kimene til sygdommen sig i al den tid? Hvordan gik det til, at pesten standsede så længe, men ikke længere? Enten bevægede ondet sig ikke umiddelbart ved smitte fra krop til krop, eller også, hvis det gjorde, kunne kroppen være inficeret med sygdom­men, uden at sygdommen røbede sig, i mange dage, ja, i ugevis ad gangen — ikke blot fyrre dage, men tres dage eller længere.

Sandt er det, at det, som jeg indledningsvis var inde på, og som mange nulevende stadig husker, var en meget kold vinter med frost, der varede ved i tre måneder; det siger lægerne kan holde smitten i ave. Men så må de lærde tillade mig at sige, at hvis sygdommen jævnfør deres forestillinger var (om jeg så må sige) frosset til, så ville den ligesom en tilfrosset flod være vendt tilbage med sædvanlig kraft og strøm, når det tøede — og det længste ophold i epidemien var altså fra februar til april, efter at frosten var væk, og vejret blevet mildt og lunt.

Der er dog en anden måde at løse denne gåde på, som jeg tror, min egen erindring om tingene kan bidrage med, og det er, at det ikke er en given kendsgerning, at der ikke døde nogen i disse lange tidsrum fra henholdsvis 20. december til 9. februar og fra da af til 22. april. De ugentlige dødslister er den eneste dokumentation, vi har, og de lister var i hvert fald ikke i mine øjne pålidelige nok til at understøtte en teori

eller afgøre så vitalt et spørgsmål som dette; for det var den almindelige opfattelse dengang, og efter min mening med; god grund, at fuskeriet skyldtes embedsmændene, inspek­tørerne og folk, der havde fået til opgave at holde regnskab med de døde, og hvad de døde af. Og da folk i begyndelsen var meget uvillige til at lade naboerne vide, at deres hus var ' smittet, så betalte de (eller sørgede på anden vis) for at få angivet en anden dødsårsag - det ved jeg sidenhen blev prak­tiseret mange steder, ja, jeg tror, jeg tør sige alle steder, hvor ondet dukkede op, hvilket fremgår af den vældige stigning i dødslisternes tal for andre dødsårsager under epidemien. I månederne juli og august, hvor pesten var på vej mod sit høj­depunkt, var det ganske almindeligt at have mellem tusind og tolv hundrede, ja op til femten hundrede døde af andre sygdomme. Antallet af døde af de sygdomme var ikke steget så meget i virkeligheden, men skyldtes i stort tal familier og husstande, som var smittet, og som man gjorde den tjeneste at angive en anden dødsårsag, så deres huse ikke blev lukket. For eksempel:

Ingen var i tvivl om, at størsteparten af disse mennesker, eller en stor del af dem, var død af pesten, men embedsmændene lod sig besnakke til at angive dem som beskrevet ovenfor (…).

Defoe kritisk syn på dødsopgørelserne

Det lod sig altså iagttage, at denne katastrofe for folket gjorde dem meget ydmyge; for nu og i omkring ni uger frem døde der næsten tusind hver evig eneste dag, dette iføl­ge de ugentlige dødsopgørelser, som jeg endda har grund til at være sikker på, var mange tusind døde fra at få alle med - forvirringen var på sit højeste, og ligkærrerne arbejdede desuden i mørke med de døde, så visse steder blev der slet ikke holdt regnskab. Arbejdet foregik i ugevis, uden at em­bedsmænd og gravere førte opsyn eller regnskab med, hvor mange der blev kørt til graven. Denne skildring bliver be­kræftet af følgende status over dødstallene:

Nuvel, når jeg skriver, at sogneembedsmændene ikke holdt fuldstændigt regnskab, eller at man ikke kunne fæste lid til deres opgørelse, så skal man lige overveje, hvordan en mand skulle være præcis i en tid med så frygtelig nød; mange af dem blev selv syge og døde måske på akkurat det tidspunkt, hvor de skulle aflevere opgørelsen. Her taler jeg om sogneembedsmænd foruden underordnede funktionæ­rer, for selv om disse fattige mænd risikerede liv og lemmer, var de meget langt fra at være undtaget fra den almindelige ulykke, især hvis det er sandt, at Stepney det år havde hund­rede og seksten kirkegårdsbestyrere, gravere og hjælpere, altså bærere, klokkere og pestdragere, der hentede de døde.

Det arbejde var virkelig ikke af en art, der gav dem tid til at bevare et nøje overblik over ligene, som alle sammen blev hældt hovedkulds ned i kulen i mørket — en kule eller fælles­grav, man kun kunne nærme sig med den største fare. Jeg be­mærkede ofte, at der i Aldgate og Cripplegate, Whitechapel og Stepney var fem-seks-syv-otte hundrede på den ugentlige dødsliste, selv om der, hvis vi skal tro på dem, der ligesom jeg boede i byen i hele perioden, sommetider døde to tusind om ugen i de sogne; og jeg så det skrevet af en mand, som undersøgte sagen så strengt, han kunne, at der i virkelighe­den døde hundrede tusind mennesker af pesten i det ene år, mens dødsopgørelserne kun angav 68590 pestdøde.

Hvis jeg må komme med mit skøn, ud fra hvad jeg så med mine egne øjne og hørte fra andre øjenvidner, tror jeg vitterligt det samme, altså at der døde hundrede tusind af pesten alene, ud over andre onder og ud over dem, der dødepå markerne og landevejene og skjulte steder uden for meddelelses rækkevidde, som man kaldte det, og som ikke kom med på dødslisterne, selv om de reelt var en del af befolk­ningen. Vi vidste alle sammen, at et væld af fattige og for­tvivlede stakler, som havde sygdommen og var blevet sløveeller melankolske af deres nød, som mange blev, fortrak til markerne, skoven og andre skjulte, ukendte steder for at kry­be sammen i et krat eller en hæk og dø.

Indbyggerne i de tilstødende landsbyer kom af medliden­hed ud til dem med mad og stillede det på god afstand, så de kunne hente det, hvis de var i stand til det; og det var de undertiden ikke, og næste gang landsbyboerne kom, fandt de de arme mennesker døde og maden urørt. Disse ulykkelige fandtes i stort tal, og jeg kender til mange, som døde på den måde, og kender også stedet, hvor det skete, så præcist, at jeg tror, jeg den dag i dag kunne tage derud og grave deres knog­ler op; for folk på landet gravede et hul et stykke fra dem og slæbte så ligene med lange stokke og kroge ned i kulen, hvor­efter de kastede jord på dem så langt væk fra dem, de kunne, mens de holdt øje med vindretningen og blev på den side, søfolk kalder til luvart, så ligstanken blæste væk fra dem - og således gik mange mennesker bort, som aldrig blev kendt eller registreret hverken på eller uden for dødsopgørelserne.

Dette hørte jeg unægtelig primært om på anden hånd, for det var sjældent, jeg gik ud over markerne undtagen i retning af Bethnal Green og Hackney og de tilfælde, jeg beretter om i det følgende. Men når jeg var ude at gå, så jeg altid fattige vandre i store tal i det fjerne; jeg kunne dog ikke få meget at vide om deres situation, for både på gaden og markerne var det almindeligt at gå en anden vej, når man så nogen komme imod sig. Men jeg tror, skildringen er ganske præcis.

Om de fattiges vilkår og flugt

Alle familier reducerede deres levefod mest muligt, både de, der flygtede, og de, der blev; så utallige lakajer, tjenere, ekspedienter, svende, bogholdere hos købmænd og den slags og især fattige tjenestepiger blev afskediget og stod venneløse og hjælpeløse, uden arbejde og bolig, og det var virkelig trøstesløse udsigter. (…)Der var rigtignok mange, som flygtede ud på landet, men tusindvis af dem var blevet i London, indtil ren despe­ration drev dem af sted, hvorefter døden indhentede dem på landevejene, og de var ikke andet end dødens sendebud — ja, nogle smittede spredte beklageligvis sygdommen til de fjerneste kroge af kongedømmet.Mange af dem var de fortvivlelsens elendige ofre, som jeg har nævnt tidligere, og de blev revet bort af ødelæggel­serne, som fulgte; man kunne sige om dem, at de ikke døde af smitten selv, men af dens følger, nemlig sult og nød og mangel på alt — tag over hovedet, penge, venner, udvej for at tjene til det daglige brød eller nogen til at give dem det.

Om sygdommen, reaktioner og forbrydelser

Det er altså kun ét eksempel; det et nærmest utroligt, hvilke sindsoprivende ting der dagligt udspillede sig i de en­kelte familier. Folk gik fra forstanden af ondet eller af smer­ter i deres bylder, som i sandhed var ubærlige, og styrtede rablende og forvildede ud af deres hjem og gjorde ofte sig selv fortræd, kastede sig ud ad vinduer, skød sig og så videre; mødre slog i deres vanvid deres børn ihjel, nogle døde af ren og skær sorg, frygt eller forskrækkelse uden overhove­det at være smittet, andre blev skræmt til idioti og hovedløs forstyrrelse, andre igen til fortvivlelse og galskab, og nogle mistede forstanden til melankolien.

Især byldernes smerter var meget voldsomme og for nog­le uudholdelige, og læger og bartskærere kan siges at have pint mange sølle stakler ihjel. Hos nogle patienter blev byl­derne hårde, og lægerne brugte drabelige trækplastre eller "grødomslag for at få dem til at briste, og hvis disse midler ikke virkede, snittede og skar de ganske forfærdeligt i dem. I visse tilfælde blev bylderne hårde dels af ondets omfang og dels, fordi der blev trukket for hårdt i dem. De blev så hårde, at intet instrument kunne skære i dem, og så brændte man dem med ætsende væsker, så mange døde ravende sindssy­ge af pine og nogle under selve operationen. Af mangel påhjælp til at holde dem i sengen eller holde øje med dem var der som omtalt mange, der i denne nød gjorde vold på sig selv. Nogle styrtede, måske nøgne, ud på gaden og løb den lige vej ned til floden, hvis ikke vægteren eller andre myndig­heder standsede dem, og kastede sig i vandet, hvor de fandt det.

Det skar mig ofte i selve sjælen at høre de forpintes skrig og klager, men de blev tit betragtet som det mest lovende aspekt ved hele sygdomsforløbet, for hvis disse bylder kom til modning, og man fik dem til at briste og løbe - eller som bartskærerne kaldte det, at opløses - kom patienten i reg­len; hvorimod de, der ligesom den velhavende frues datter blev ramt af døden tidligt og fik de skæbnesvangre tegn på sig, ofte gik intetanende og trygge omkring, indtil kort tid inden de døde, nogle lige indtil de faldt om, som det tit sker i apoplektiske eller epileptiske tilfælde. De blev ganske brat meget syge og løb så altså hen til en bænk eller en butik, eller hvor der ellers var et egnet sted at finde, eller om muligt hjem til sig selv, hvor de satte sig, besvimede og døde. Denne død var meget lig den, man oplever, hvor folk dør af almindelige sygdomme, mister bevidstheden og så at sige går bort i en drøm. De, der døde på den måde, havde næppe anelse om, at de var smittet, før koldbranden havde spredt sig til hele kroppen, og lægerne kunne heller ikke være sikre på, hvad det var, før de skar brystkassen eller andre dele af kroppen op og så tegnene.

Vi fik fortalt mange hårrejsende historier om sygeplejer­sker og betjente, som passede de døende; det vil sige om lejede sygeplejersker, som tog sig af de smittede og mishand­lede dem barbarisk, sultede dem, kvalte dem eller på anden vis fremskyndede deres død, med andre ord myrdede dem, og om betjente, der havde taget opstilling for at overvåge de isolerede huse, og som, når der kun var en beboer tilbage derinde, og vedkommende måske var syg, brød ind i huset, myrdede beboeren og sporenstregs fik offeret smidt på ligkærren! Og således var de knap nok kolde før de var kastet i graven.

Jeg kan kun sige, at der faktisk blev begået mord af den type, og jeg mener, to kom i fængsel for det, men døde inden de kom for retten; og jeg har hørt, at tre andre ved forskellige lejligheder blev frikendt for mord af den art - men jeg må sige, at jeg absolut ikke tror på, at forbrydelsen var så ud­bredt, som nogle finder for godt at sige, og det virkede heller ikke videre rationelt, for når folk var så vidt, at de ikke kun­ne hjælpe sig selv, kom de sig sjældent, og så var der ingen grund til at myrde dem, i hvert fald ingen, der kunne opveje den forvisning, man havde om, at patienten ville dø om så kort tid og ikke kunne overleve.

Defoe om dødsopgørelserne og ligbærere

Lad mig vende tilbage til mine konkrete observationer i denne frygtelige periode af hjemsøgelsen. Jeg er altså nu kommet til september, i mine øjne den værste, London nogensinde har oplevet – for i alle de beskrivelser, jeg har set om tidligere hjemsøgelser i London, er der ikke noget lig­nende. De ugentlige dødsopgørelser mellem 22. august og 26. september - blot fem uger - løb op i næsten fyrre tusind. Tallene i enkeltheder lyder:

Det var et overvældende tal i sig selv, men hvis jeg tilfø­jede mine grunde til at mene, at opgørelsen var mangelfuld, og hvor mangelfuld den var, ville læseren lige så lidt som jeg tøve med at skønne, at der døde mere end ti tusind om ugen i alle de uger, den ene uge efter den anden, og med dødstal i proportion dermed i flere uger både før og efter. Folks rådvildhed på den tid, især inde i byen, lod sig ikke beskrive. De var til sidst så paniske, at pestdragernes mod begyndte at svigte; ja, flere af dem døde, skønt de havde haft sygdommen før og var kommet sig, og nogle af dem faldt om, netop som de havde hentet lig og var klar til at smide dem i kulen — og panikken var større inde i byen, fordi man her overmodigt havde regnet med helt at slippe og tænkt, at dødens bitterhed var forbi. En kærre på vej til Shoreditch, fortalte man os, blev efterladt af pestdragerne eller overladt til en enkelt mand, som så døde på gaden. Hestene fortsatte og væltede kærren, så ligene drattede ud og landede, så det var en gru. En anden kærre, lader det til, blev fundet i den store kule i Finsbury Fields; kusken var død eller gået sin vej og havde efterladt den, og hestene var kommet for tæt på ku­len, så kærren faldt i og trak hestene med sig. Nogle mente, at kusken var gået med i faldet, og at kærren var landet oven på ham, for man kunne se hans pisk ligge i kulen mellem ligene; men det kunne man nok ikke få vished for. Jeg har hørt, ligkærrerne i Aldgate ofte blev fundet fulde af i lig ved porten til kirkegården, mens ingen pestdragere, hver­ken ringere eller kuske, var at se nogen steder. I disse og i man­ge andre tilfælde vidste de ikke, hvilke lig de havde på kærren, for sommetider blev ligene hejst ned med reb fra balkoner eller vinduer, og det var ikke altid pestdragerne selv, der bar ligene ud til kærren - og pestdragerne sagde selv, at de ikke gjorde sig den ulejlighed at holde regnskab med antallet.

Defoe om raske smittebærere

Det var meget trist at tænke på, at sidstnævnte mennesker havde været omvandrende dræbere i måske en uge eller fjor­ten dage forinden — at de havde slået dem ihjel, de ville have sat deres eget liv på spil for at redde, og måske havde åndet død på deres børn, mens de kærligt kyssede og krammede dem. Men sådan var det helt sikkert, ofte endda, og jeg kun­ne berette om mange konkrete tilfælde, hvor det skete. Hvis slaget falder så umærkeligt - hvis pilen flyver uset og ikke kan opdages — hvad nytter så alle planer om at lukke huse el­ler flytte syge mennesker? De forholdsregler virker kun, hvor folk er åbenlyst syge eller smittet — ikke når der samtidig er tusindvis af tilsyneladende raske mennesker, som bærer dø­den rundt mellem alle, de er sammen med.

(…)

Det er sikkert og vist, at hvis alle smit­tede personer var blevet effektivt isoleret, kunne ingen rask person være blev smittet af dem, fordi de ikke kunne kom­me i nærheden af dem. Men sagen var (og jeg skal kun gan­ske kort berøre det her), at smitten blev spredt umærkeligt og af mennesker, som ikke var synligt smittede, og som ikke vidste, hvem de smittede, eller hvem de var blevet smittet af.

Pestens naturlige årsager

Altså peger jeg ikke fingre ad nogen, fordi de angiver Guds direkte vilje og hans bud og befalinger som årsag til disse ting - tværtimod, der var mange underfulde helbre­delser af smittede mennesker og mange, som ved et mirakel ikke blev smittet, hvilket tyder på et særligt og bemærkelses­værdigt forsyn i disse enkelte tilfælde. Og jeg anser det, at jeg selv blev skånet, for at være så godt som mirakuløst og erindrer det med taknemmelighed.

Men når jeg taler om pesten som et onde med naturlige årsager, må vi også betragte den som noget, der blev spredt ad naturlig vej; og pesten bliver ikke i mindre grad en straf, blot fordi den er underkastet menneskelige årsager og virk­ninger - for ligesom almagten har skabt hele naturens plan og holder naturen i dens bane, så behager det samme kræfter at lade sine forehavender med mennesker, hvad enten der er tale om straf eller barmhjertighed, følge de naturlige årsagers kurs. Og det behager ham at handle gennem naturlige årsager som sine almindelige redskaber, idet han dog forbeholder sig magten til at handle overnaturligt, når han skønner det rigtigt. Nuvel, det er indlysende, at en epidemi ikke kræver ekstraordinære og overnaturlige foranstaltninger, og at natu­rens almindelige gang er tilstrækkeligt udrustet og i stand til at fremkalde alle de virkninger, himlen sædvanligvis tilsigter med en epidemi. Blandt naturens årsager og virkninger er netop hemmeligheden om, hvordan smitte uundgåeligt og umærkeligt overføres, mere end rigeligt til at sætte den gud­dommelige hævn i værk, uden at det bliver fornødent at tale om overnaturlighed og mirakler.

Sygdommens hårde, gennemtrængende natur var sådan - og man blev smittet så umærkeligt - at selv den mest om­hyggelige forsigtighed ikke kunne sikre os, mens den var her. Men man må lade mig mene - jeg har så mange eksempler i frisk erindring til at overbevise mig om det, at jeg ikke tror, nogen kan holde stand mod bevisbyrden - man må altså lade mig mene, at ingen i hele nationen blev syg uden at være smittet ad normale kanaler, altså af andre smittede eller via tøj, berøring eller stank af nogen, der var smittet.