Henry Knighton: Den sorte Død, 1348
Henry Knighton var augustinermunk i Leicester i England under den sorte død. Han nedskrev Englands historie fra 1066 til hans egen tid. I denne kilde beskriver han de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af den sorte død.
I det år var der stor dødelighed blandt mennesker over hele jorden. Den begyndte i Indien, så dukkede den op i Thasos, derefter blandt saracenerne og til sidst nos de kristne og jøderne. I løbet af et år, fra påske til påske, døde der ifølge vedholdende rygter fra hoffet i Rom, i disse fjerne regioner 8.000 legioner (36 millioner) mennesker, ud over de kristne.
Da kongen at Thasos konstaterede en så pludselig og uhørt dødelighed blandt sit folk, drog han ud med en stor skare adelsmænd for at opsøge paven i Avignon og lade sig døbe som kristen, for han var overbevist om, at det var Guds straf, der havde sænket sig over hans folk på grund af dets syndige vantro. Men da han havde rejst tyve dage og undervejs hørt, at pesten havde ramt kristne såvel som andre nationer, vendte han om og drog tilbage til sit eget land. Men de kristne, der fulgte i hælene på thaserne, angreb dem bagfra og dræbte 2.000 af dem. (...)
Den frygtelige pest trængte over havet ved Southamptons kyst og kom til Bristol, hvor næsten hele byens befolkning omkom, som om den var blevet ramt af pludselig død. Få holdt sengen mere end to-tre dage, eller bare en halv dag. Den grusomme død spredte sig overalt og fulgte solens vandring. I Leicester døde der i det lille sogn Sl. Leonard over 380 mennesker, og i sognet Holy Cross 400. I sognet St. Margaret's ved Leicester 700, og så fremdeles i hvert sogn en stor mængde mennesker. Så sendte Londons biskop budtil hele sit bispedømme, at enhver præst nu havde hans fulde bemyndigelse til at tage imod skrifte og give syndsforladelse - undtagen når det drejede sig om gæld. I så tilfælde skulle skyldneren betale sin gæld, hvis han var i stand til det, mens han levede, ellers skulle andre opfylde hans forpligtelser fra hans bo efter hans død. På samme måde lovede paven fuld tilgivelse for alle synder for enhver, der havde fået syndsforladelse, fordi han skulle dø. Denne bestemmelse skulle være i kraft til næste påske, og man kunne vælge en hvilken som helst skriftefader, man ønskede.
Samme år herskede der også stor kvægpest blandt fårene overalt i kongeriget. På en enkelt græsgang døde mere end 5.000 får, og de var så forpestede, at hverken fugle eller rovdyr ville røre dem.
Alting faldt i pris på grund af dødsfrygten, for ingen bekymrede sig mere om rigdomme eller nogen form for jordisk gods. Man kunne købe en hest, der havde været 40 daler værd, for 6 daler, en fed okse for 4 daler, en ko for 12 skilling, en kvie for 6 skilling; en fed bede for 4 skilling, et får for 3 skilling, et lam for 2, en stor gris for 5 og tolv kilo uld for 9 skilling. Får og kvæg løb frit om på markerne og blandt afgrøden, for der var ingen til at drive dem bort eller vogte dem. Af mangel på opsyn kom de af dage i grøfter og i hække i uoverskuelige antal overalt, og ingen vidste, hvad man skulle stille op. For ingen mindedes en så streng og grusom dødsbølge siden Vortigern, briternes konge, i hvis dage, som Bede skriver, der ikke var nok levende til at begrave de døde.
Det følgende efterår kunne man ikke hyre en høstkarl for mindre end 8 skilling inkluderet måltider. Derfor rådnede megen afgrøde på marken af mangel på høstfolk. Men i pestens år var der, som tidligere nævnt, en sådan overflod af enhver form for korn, at næsten ingen gad tage sig af det.
Da skotterne hørte om den frygtelige pest, der rasede blandt englænderne, mente de, den var en straf fra Gud, og man sagde, at de vænnede sig til at sværge på »den onde død i England«. I den overbevisning, at Guds vrede havde sænket sig over England, samledes de i Selkirk skov for at invadere kongeriget, men nu ramte en voldsom dødelighed dem, og på kort tid bukkede 5.000 under. Da resten, de stærke og de svage, gjorde klar til at vende tilbage til deres eget land, blev de forfulgt og angrebet af englænderne, som dræbte utallige af dem.
Hans Ærværdighed Theofilas af Bradwardine blev indviet af paven til ærkebiskop af Canterbury, og da han vendte hjem til England, drog han til London. To dage senere var han død...
Nu sendte kongen bud til alle landsdele, at høstfolk og andre arbejdere ikke måtte kræve mere i løn, end de var vant til at få, hvis de ikke ville være hjemfaldne til straf. Men arbejderne var så opstemte og selvrådige, at de ikke ville lytte til kongens bud. Hvis nogen ønskede at hyre dem, måtte han betale det, de forlangte. Enten måtte han miste sin afgrøde og sin frugt, eller også måtte han opfylde deres høje og ublu krav. Da det blev kendt for kongen, at hans bud ikke blev adlydt, og der blev givet højere lønninger til arbejderne, lagde han svære bøder på abbeder, priorer, riddere og andre, af rigets embedsmænd, høj som lav; Nogle kom til at betale 100 daler, andre 40 og atter andre 20 daler, alt efter hvad han kunne formå. Og bagefter lod kongen mange af arbejderne arrestere og kaste i fængsel. Mange flygtede dog og søgte tilflugt i skovene, men de, der blev fundet, fik store bøder. Deres bandeledere måtte sværge på, at de ikke ville kræve dagløn over det, der hidtil havde været skik og brug; og derpå blev de sat på fri fod. Og på samme måde gjorde man med ub1ange håndværkere i byer og landsbyer... Efter denne pest lå mange bygninger, store som små, i ruiner overalt i byerne og landsbyerne, for der var ikke tilstrækkeligt med beboere. På samme måde blev mange landsbyer affolket, og ikke en husstand blev tilbage, for alle der havde boet der, var døde. Det var sandsynligt, at mange af disse landsbyer aldrig ville blive beboet igen.
