Hippokrates: Vind, vand og steder
Teksten er en del af de hippokratiske skrifter fra ca. 400 fvt. Disse skrifter er opkaldt efter Hippokrates, som opfattes som grundlæggeren af den græske lægevidenskab. Han fungerede som læge og lærer på den græske ø Kos. Kun en mindre del af de hippokratiske skrifter menes at være skrevet af ham selv, men de er en del af den samme tradition, som er kendetegnet ved stor opmærksomhed på observationer, både af de syge og af omgivelserne, naturen og klimaet. Hippokrates og hans efterfølgere lægger til gengæld nærmest ingen vægt på religiøse forklaringer. Det er i høj grad det, der adskiller denne tilgang til sygdom og behandling fra tidligere traditioner. Denne tekst har tilsyneladende været en slags vejledning til omrejsende læger.
Den, der vil forstå medicinen på den rette måde, må forholde sig som følger. Først gøre sig klart, hvad hver af årstiderne kan forårsage (…) Derefter de varme og de kolde vinde (…). Lægen skal også gøre sig vandets egenskaber klart. (…) Når lægen derfor kommer til en by, der er ukendt for ham, skal han overveje dens placering, dvs. hvordan den vender i forhold til vindene og solens opgang. (…) Det følgende må han undersøge så nøje som muligt: hvordan indbyggerne forholder sig til vandet, og også om de bruger blødt vand fra sumpede områder eller hårdt vand fra højtliggende klipper eller saltvand, der også er hårdt. Desuden jordbunden, om den er nøgen og tør eller tilgroet og vandrig, om den er lavtliggende og kvælende varm eller højtliggende og kold. Også indbyggernes livsstil, hvad de foretrækker, om de drikker meget, spiser mere end ét større måltid om dagen, om de er lade eller dyrker idræt, er flittige, spiser meget og drikker lidt.
Ud fra disse observationer skal lægen overveje hvert enkelt element. For hvis han kender alt dette godt, når han kommer til en fremmed by, helst det hele, og hvis ikke så dog det meste, vil hverken de lokale sygdomme eller karakteren af indbyggernes indvendige dele kunne være skjult for ham. Derfor vil han ikke være uden midler i behandlingen og ikke tage fejl, hvilket ellers ville være sandsynligt, når han ikke i forvejen har sat sig ind i forholdene vedrørende hvert enkelt element. Senere vil han i årets løb kunne forudsige, hvilke epidemiske sygdomme der vil ramme byen både sommer og vinter, og hvor alvorlige de lidelser vil være, som den enkelte risikerer at få, hvis han ændrer sin livsstil. Kender lægen årstidernes skiften og stjernebilledernes opgang og nedgang, og hvordan hver enkelt af disse ting forløber, kan han forudse, hvordan det kommende år bliver. Hvis han nøje har undersøgt dette og kender tidspunkterne på forhånd, vil han vide meget om hvert enkelt tilfælde og for det meste skaffe sunde tilstande og ikke mindst få succes i lægekunsten. Hvis nogen mener, at dette er højtflyvende snak, men ændrer sin opfattelse, vil han forstå, at astronomien ikke bidrager med den ringeste del til lægekunsten, men tværtimod med den største. For samtidig med årstidernes skiften ændres både sygdommenes og fordøjelsesorganernes tilstand hos mennesket.
