Thomas Bartholin om pestepidemien i København 1654
Medicineren og anatomen Thomas Bartholin beskrev pestens udbredelse og symptomer i 1657. Han rejste selv væk fra København til Roskilde i foråret 1654 og oplevede således ikke epidemiens værste periode.
Den plettyfus, som hærgede om vinteren, blev ved forårets begyndelse lidt efter lidt og over hele sommeren afløst af en voldsom pestepidemi, der i København lagde mere end 9.000 i graven. Smitten var blevet spredt til os fra nederlandske skibe, der i Danzig havde lastet korn, hamp, hør osv. og af frygt for den engelske flåde havde søgt ind i vores havn. Adskillige af de privat indlogerede søfolk afgik ved døden. Deres klæder blev hængt ud i solen og smittede de børn som rørte ved dem. Derved blev sygdommen spredt og bemægtigede sig hele byen og de nærliggende landsbyer samt andre lokaliteter hvortil enten de afdødes klæder eller papirer eller andre ejendele var bragt hen. Giften klæbede endog til brød, brændevin eller lignende, somstammede fra et pestramt hus. Mange ammende kvinder gav deres spædbørn smitte at die, mens de selv overlevede. Mange, der bar de samme klæder, som de smittede havde taget af, slap fra det i god behold, mens andre måtte bøde med livet for deres dumdristighed. Det blev endvidere konstateret, at der omkom flere unge kvinder, gravide, ugifte og nygifte kvinder samt børn af begge køn end yngre og ældre mænd, og flere personer af ringe stand, der ikke søgte at undgå samkvem med de pestsmittede, end fornemmere folk. Pesten viste sig for det meste ved en stor kuldegysen, dernæst kom der rygsmerter og hovedpine efterfulgt af høj feber, så ondt i venstre ben og undertiden vandblærer på fodsålen. Når de forsvandt, og giften indtog hjertet, viste der sig dødelige blister. Med deres frembrud ophørte al smerte frem til sidste åndedrag, og der har således været mange, som omgående både gik afsted og selv lagde sig i kisten. De døde normalt på tredjedagen. Efter min formening indeholdt giften et narkotisk stof, som bedøvede smertesansen. Men viste der sig buboner i lysken, blev der undertiden vakt håb om helbredelse, men det blev slået ned, hvis bubonerne det ene øjeblik brød ud og det næste øjeblik forsvandt, når naturens evne til dannelse af buboner var svækket. I de nærliggende landsbyer var de pestramte grebet af så stort et vanvid, at de nedsænkede sig i vandløb og druknede, ja endog afsluttede deres liv ved hjælp af strikker eller knive. Få af de smittede blev raske, og det kun, hvis de straks havde anvendt modgifte, der fremkalder heftige svedeture og ufortøvet havde brugt dem igen. Et stort antal patienter havde gavn af Tycho Brahes pesteliksir, som ofte anvendes i vore apoteker ud over de andre, som de københavnske læger har foreskrevet, da de rådgav offentligheden. De, som begravede de døde, bestrøg rebet med beg for lugtens skyld og holdt sig fri af sygdommen.
