William Harvey om hjertet, 1628
Som mange af samtidens forskere, var William Harvey splittet mellem en rationel, naturvidenskabelig forståelse af kroppen på den ene side og fortidens forestillinger, hvor kroppen var et mikrokosmos, som afspejlede verdens og universets makrokosmos. Også forestillingen om en åndelig, livgivende kraft, som havde været fremtrædende blandt humanismens tænkere, prægede Harveys forståelse. Her sætter han sine opdagelser ind i en større filosofisk sammenhæng.
Vi kan med samme ret kalde denne blodets bevægelse for cirkulær, som Aristoteles havde til at sige, at luften og regnen kan lignes med himmellegemernes vandring i kreds. Den fugtige jord, skrev han, varmes op af solen og afgiver damp, der fortsættes, når den bliver ført højt op, og som derefter i fortættet form på ny falder ned som regn og giver jorden ny fugtighed; på den måde frembringer den gang på gang nyt liv. Tilsvarende giver solens kredsløb, dvs. dens vekslen mellem tilnærmelse og tilbagetrækning, anledning til storme og atmosfæriske fænomener … Dette organ fortjener at blive benævnt livets udgangspunkt og vores mikrokosmos’ med samme ret som solen fortjener at blive benævnt verdens hjerte.
