Froissart om flagellanter og jøder
Jean Froissart (1337-1404) skrev sin samtids historie. Han var blandt andet tilknyttet det engelske hof og den nederlandske adel, men rejste også rundt i Vesteuropa for at indsamle førstehåndsberetninger til sin krønike.
I det Herrens år 1349 drog flagellanterne ud fra Tyskland. Det var folk, der gjorde offentlig bod og piskede sig selv med svøber af jernpiggede læderstrimler, så deres ryg og skuldre hang i laser. De sang sørgelige viser om Kristi fødsel og lidelser. De måtte efter deres bestemmelser kun ligge én nat over i en by, og de drog ud i flokke på omkring et hundrede stykker. Og således drog de gennem landet, idet de gjorde bod treogtredive og en halv dag, lige så mange dage som Kristus vandrede år på Jorden, og derpå vendte de tilbage til deres hjemsted.
Alt dette skete oprindelig af stor ydmyghed for at bede Gud om at standse sin vrede og holde inde med sine tugtelser, thi på denne tid hærgede overalt på Jorden en sygdom, som man kalder pest, hvoraf vel tredjedelen af menneskeslægten døde. Men rundt omkring stiftedes der mange steder fred mellem mennesker ved disse fromme mænds indgriben, så drab blev undgået, der ellers ufejlbarligt var indtruffet. Men denne bevægelse varede ikke længe, thi kirken gik imod den. Og ingen af disse mennesker kom ind i Frankrig, for kongen forbød det efter opfordring fra paven, der ikke vilde billige, at sådan adfærd skulde være til gavn for sjælen, hvad han støttede på forskellige argumenter, som jeg ikke her skal komme ind på. Alle de kirkens folk, der havde deltaget deri, blev lyst i band. Og de fleste måtte vandre til Rom for at få absolution og bandet løst igen.
På disse tider blev alle vegne jøderne grebet og brændt, og deres ejendomme tilstået de herrer, de havde hørt under, undtagen i Avignon og på kirkelig jord, hvor de stod under paven. De stakkels jøder, der på deres flugt nåede dertil, slap for døden. Jøderne havde et hundrede år i forvejen spået, at når man så en slags mennesker komme vandrende, bærende jernsvøber, da skulde de alle gå til grunde. Disse ord blev dem nu forståelige, da disse selvplagere gik ud over landet, som det her er fortalt.
