Abbed Vilhelm i Æbelholt kloster
Vilhelm blev født i Paris i 1120’erne i en adelsfamilie. Her mødte han Absalon, der formentlig var den første dansker, der studerede ved Universitetet i Paris. Absalon inviterede Vilhelm til at fungere som abbed i et kloster på Eskildsø i Roskilde fjord, hvor munkene var berygtet for at leve et nydelsesfuldt liv i strid med klosterreglerne. Vilhelm indvilligede og blev en streng abbed, der forstod Gudsfrygt og klostertugt i et entydigt positivt lys. Dermed blev han et forbillede for den religiøse fundamentalisme, der blev værdsat i hans samtid. Efter sin død blev han helgenkåret. Vilhelms helgenkåring gjorde Æbelholt kloster til et mål for mange pilgrimme. De rejste dertil i håb om at opleve de mirakler, klosteret gennem Vilhelm var forbundet med. Æbelholt kloster blev således i løbet af 1200-tallet nordens største augustinerkloster. De fleste af de mirakler, som Vilhelm var årsag til, fandt sted efter hans død. Teksterne her er uddrag fra en beretning om ham, som menes at være skrevet kort tid efter hans død i 1203.
Hvad kan vi bruge beretningen om Abbed Vilhelm og hans mirakler til som kilde opfattelse af sygdom og behandling? Beretningen er formentlig blevet skrevet som bevisførelsen for, at abbed Vilhelm virkelig var værdig til at blive helgenkåret. Forfatteren lægger i hvert fald stor vægt på de mirakuløse begivenheder, Vilhelm var årsag til. Dagliglivet i klosteret eller holdninger til omverden fortæller beretningerne stort set intet om. De mirakler, der finder sted mens Vilhelm er i live, fremstår som metaforer for hans fromme livsførelse. Han afviser de jordiske fristelser i form af en meget konkret Djævel, overlever et brandattentat, der markerer hans endegyldige sejr i konflikten med de troløse munke på Eskildsø, og han skænker en pige sin egen mad, hvorefter hun helbredes for sin sygdom. I disse beretninger forstås virkelighedsnære begivenheder i en religiøs ramme. De fleste af de mirakler, eller undere, som det kaldes i kilden, finder sted efter Vilhelms død. Også her er der en udvikling. I begyndelsen er miraklerne simple. Vilhelms tand dyppes helt konkret i en kop vand, der dermed kommer til at virke som medicin på forskellige sygdomme. Den første, der helbredes, er en af klosterets munke, der har den såkaldt faldende syge, som menes at være epilepsi. Derefter kommer folk i stadig større antal rejsende for at blive helbredt. Senere bliver beretningerne mere belærende og mere forunderlige. En kvinde helbredes kun delvist, idet den sidste rest af hendes lammelser først fortager sig, idet hun erkender en synd og skrifter. En anden kvinde bliver slet ikke helbredt, men gives frelse og går lykkelig i døden. Denne historie understreger, at det er forsoningen med Gud, ikke helbredelsen, der er det centrale. Nogle bliver helbredt, idet de giver gaver til klosteret. De sidste to beretninger handler om børn, der dør og genoplives, og til gengæld helliger sig klosterlivet. Hvor de første beretninger ser ud til at have til formål at bekræfte Vilhelms hellige kraft, indeholder de senere beretninger moralske pointer. De, der beder om helbredelse, må selv handle aktivt og i overensstemmelse med de religiøse idealer. Teksterne her er eksempler på de helbredelser, som blev forbundet til Vilhelm.
Sindssyg kvinde helbredes
En gang, da broder Sakse på en rejse kom gennem Medelhuse, råbte byens folk til ham og sagde; »Herre, formår du noget, da hjælp os og forbarm dig over os!« Da han spurgte dem, hvad der var i vejen med dem, og hvad de vilde, at der skulde gøres for dem, svarede de: »Her er en kvinde ved navn Estrid; da hun havde en ustyrlig lyst til at spise roer, gik hun ind i sin have og begyndte at grave dem op af jorden og efter at have gravet dem op at spise dem med begærlighed; og så snart hun havde gjort det, så for der straks en ond ånd i hende, og den slider voldsomt i hende; og se, vi holder hende bundet, for at hun ikke skal dræbe sig selv og kvæle sine børn. Vi slår hende med ris, og vi truer hende med større svøber, men vi kommer ingen vegne hermed, tværtimod, vi føjer bare den ene plage til den anden«. Rørt over kvindens ulykke lod broder Sakse sig bringe noget vand, og han signede det med den tand af Hellig Vilhelm, som han havde beholdt for sig selv, og dyppede den deri, og efter at have påkaldt den hellige Trefoldigheds og selve helgenens navn gav han dem det, for at de kunde bringe det hen og række det til den rasende kvinde., Og da hun havde drukket vandet, som de bød hende, forlod den slemme gæst, skønt mod sin vilje, straks det hjemsted, han havde besat, eftersom han ikke kunde modstå den hellige væskes kraft, og kvinden fik sin tidligere fornuft igen.
Kvinde giver gaver og helbredes for spedalskhed
Herrens hånd lå tungt på en kvinde fra Halland ved navn Tonna; den udbredte spedalskhed over hele hendes legeme og sårede hendes kød med slemme bylder; alle, der så hende, vendte sig med afsky bort fra hende fordi der fra fodsål til isse ikke var et sundt sted på hende. Denne kvinde havde fået nys om bekenderens ry og hørt meget om hans undergerninger, og derfor skyndte hun sig med at begive sig til hamfor at skænke ham gaver efter sit hjerte og få sin længsel tilfredsstillet, og for at der måtte ske hende, som hun troede. Da hun var kommen til stedet, kastede hun sig ned i bøn ved hans grav og råbte tilHerren af hele sit hjerte, om at Han ville forbarme sig over hende. Herren bønhørte hende og forbarmede sig over hende og blev hendes hjælper; thi da hun rejste sig fra bønnen, faldt spedalskheden i alle deres påsyn, som var til stede, af hendes legeme ligesom skæl af en fisk. Og alle, som så det, lovede Gud og sagde: »I dag har vi set underfulde ting«.
Kvinde helbredes ikke, men opnår frelse
Da underne stadig blev hyppigere og bekenderens ry voksede, tog en kvinde, der pintes af mange smerter, sin tilflugt til hans hjælp. Ydmyg bad hun helgenen om, at han ved sin forbøn vilde anbefale hende til Herren, på det at Han måtte fri hende for hendes elendighed på den måde, som han vidste at det ville gavne hende. Medens hun nu tilbragte natten i kirken og, greben af en let søvn, hvilede sit hoved på den bedeskammel, på hvilken den hellige mand i levende live plejede at knæle, når han holdt bøn, så hun den Herrens bekender træde hen til sig og sige: »Kvinde, vend tilbage til dit hus; thi i dette liv kan du ikke blive helbredet. Dog er din frelse i Herrens hånd: når du har tilbragt en kort stund i dine pinsler, skal du som en levende sten anbringes i den himmelske bygning«. Ved disse ord vågnede kvinden, og hun blev mere glad ved disse løfter, end om hun var bleven fri for sine legemlige smerter. Og i det hun fortalte de omkringstående, hvad der var blevet sagt hende, og betænkte, at Guds beslutning er uforanderlig, vendte hun tilbage til sit hus og ventede i største gudhengivenhed sit livs afslutning.
Velhavende spedalsk mand
På Gulland var der en ung mand ved navn Ligner, som var såre rig, men spedalsk. Meget ville han gerne give lægerne, menneskenes børn, hos hvem der ikke er frelse, for sit legemes renselse; men der var ingen, som kunne hjælpe ham. Idet han så endelig betænkte, at menneskets hjælp er forfængelig, og at det er godt at hænge ved Gud og sætte sit håb til Gud Herren, kom han efter at være sejlet over havet til os i håb om at opnå legemlig sundhed. Hans hænder, arme, fødder og ben og hele hans legeme havde den urene spedalskhed angrebet. Siden forblev han, således som han havde bedt om, nogen tid igennem hos os, i det han ivrig holdt ved med nattevågen og bøn og jævnlig tvættede og afkølede sig med det lægende vand. Ved at gøre dette blev han efter sin tros fortjeneste bedre dag for dag, idet spedalskhedens smitte efterhånden svandt bort. Efter sin tilbagekomst til sit fædreland blev han fuldstændig helbredet, og han, som før på grund af stanken havde været skyet af alle, havde fra nu af omgang med mennesker og boede sammen med dem. Vidnesbyrd om hans helbredelse har vi fået fra hans sognefolk og præsten; de har bevidnet, at hans kød atter var blevet friskt og blomstrende, og at der ikke var blevet noget spor af spedalskhed tilbage på ham.
