Diskussionen mellem Anders Fogh Rasmussen og Hans Kirschoff

Anders Fogh Rasmussen (f. 1953). Formand for Venstre 1998-2009. Danmarks Statsminister 2001-2009. Generalsekretær for NATO 2009-2014.
Hans Kirschoff (f. 1933). Lektor ved Københavns Universitet institut for historie 1970-2003.

Debatten om Danmark under besættelsen viser, at skæringsfladen mellem videnskab og politik er flydende. Faghistorikere er nødt til at anlægge nogle vurderingskriterier, når de vil beskrive en tidsperiode og en ført politik: Var dét eller dét betydningsfuldt? Herfra er der ikke langt til spørgsmålet, om det var rigtigt eller forkert? Begge spørgsmål lukker op for politiske vurderinger.

Anders Fogh Rasmussen: ”Samarbejdspolitikken sikrede ikke demokratiet”
Jyllands-Posten 4. maj 2005.

Jeg har ikke oplevet Besættelsen og Befrielsen. Men jeg er vokset op med de levende lys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Og jeg bliver stadig berørt af den gamle optagelse af det skrattende frihedsbudskab fra BBC i London kl. 20.36 den 4. maj 1945: »I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.« De få ord udløste den største jubel og begejstring, som det danske folk oplevede i det sidste århundrede. Gaderne blev fyldt med glade, bevægede, begejstrede og syngende menneskemængder. Der blev festet. De forhadte mørklægningsgardiner blev hevet ned og brændt. De fem forbandede år var ovre. Det er der grund til at fejre her 60 år efter. Tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940 og Befrielsen den 4. maj 1945 er to af de mest skelsættende begivenheder i Danmarks historie og så klart de mest betydningsfulde hændelser i det sidste århundrede. På 60 års dagen for Befrielsen synes jeg, at der er tre vigtige budskaber. For det første: Det danske folk skylder en stor tak til frihedskæmperne. De reddede Danmarks ære. Det officielle Danmark havde fra starten af Danmarks besættelse den 9. april 1940 lydigt rettet sig efter tyskerne, samarbejdet på alle niveauer, opfordret befolkningen til at gøre det samme og havde i øvrigt fordømt modstandsfolkene som uansvarlige terrorister. Samarbejdspolitikken havde skabt tvivl i omverdenen om Danmarks position. Frem til den 29. august 1943 fremstod Danmark nærmest som en samarbejdspartner i forhold til tyskerne. I hvert fald som et lydigt redskab, der forsynede tyskerne med mad, forskellige former for produktion og et fredeligt brohoved i det besatte Europa. Hvis samarbejdet med tyskerne var blevet fortsat til krigens afslutning, ville Danmark ikke være blevet betragtet som allieret med englænderne, men snarere som allieret med tyskerne. Men lykkeligvis blev samarbejdet med tyskerne afbrudt den 29. august 1943. Det var ikke det officielle Danmarks fortjeneste. Nej, det var befolkningens voksende utilfredshed med samarbejdspolitikken og modige modstandsfolks indsats, som tvang regeringen til at opgive samarbejdet med tyskerne. Det skal vi være glade for og stolte af. Vi skylder en stor tak til de modstandsfolk, som gennem sabotage mod tyskerne og samarbejde med de allierede trodsede samarbejdspolitikerne og sikrede Danmark en plads på den rigtige side i kampen mod nazisterne. Vi kom igennem krigen og Besættelsen med et acceptabelt omdømme med et par ridser i lakken. Takket være frihedskæmpernes modige indsats kunne Danmark straks efter krigen indtage sin plads blandt verdens frie nationer.

For det andet: Den aktive tilpasningspolitik i forhold til tyskerne udgjorde et politisk og moralsk svigt. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen og Europa været nazistisk. Men briterne, amerikanerne og russerne tænkte heldigvis ikke sådan. De kæmpede mod nazisterne og sikrede derved vor frihed. Vi slap billigt, fordi andre gjorde arbejdet for os. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. Hovedargumentet for samarbejdspolitikken var, at al dansk modstand mod den tyske overmagt var nytteløs. Ved at samarbejde med besættelsesmagten blev Danmark og den danske befolkning skånet for de fleste af krigens rædsler. Og det lykkedes. Danskerne slap for de værste ødelæggelser. Landbrug og industri tjente på krigen. Så ud fra et sådant gustent overlæg vil nogle måske kalde samarbejdspolitikken nødvendig, klog og hensigtsmæssig.

Den 9. april 1940 var situationen håbløs. Danmark lå forsvarsløst hen som et let bytte for Hitler. I årene op til Anden Verdenskrig havde det politiske flertal udsultet forsvaret så voldsomt, at det reelt ikke var muligt at forsvare den neutralitet, som var officiel dansk udenrigspolitik. Heri lå det første svigt. Derfor var der ikke anden udvej end kapitulation den 9. april. Herefter blev der indledt en samarbejds- og tilpasningspolitik, som var dybt betænkelig. Ikke nok med at Danmarks politiske ledelse besluttede at følge en passiv tilpasningspolitik i forhold til tyskerne. Der var tale om en meget aktiv tilpasningspolitik. Politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det ny, nazi-tysk-dominerede Europa. Centralt placerede embedsmænd syslede med planer om at omdanne dansk økonomi efter nazistisk planøkonomisk mønster. Og ledende politikere fordømte sabotagen mod tyskerne og opfordrede på det nærmeste til stikkeri for at fange frihedskæmperne. Det var et politisk og moralsk svigt.

For det tredje: Vi skal lære af historien. Vi kan ikke gøre historien om. Men vi kan gøre vort yderste for, at den ikke gentager sig ved at lære af den …

Rationalet bag samarbejdspolitikken må være, at man troede på en tysk sejr. Så måtte Danmark forberede sig så godt som muligt på at finde sin plads i det nye tyske storrum. Det forekommer dog naivt at tro, at Hitler ville have taget særlige hensyn til Danmark i tilfælde af en tysk sejr. Det danske demokrati ville ikke have en chance for at overleve den nazificering af Europa, som ville blive resultatet. Det var ikke den danske samarbejdspolitik, men derimod andre landes militære kamp mod Hitler, som sikrede det danske demokrati. …

Rigtige, levende mennesker foretager valg, som er båret af en dyb overbevisning om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det gjorde frihedskæmperne. Uden dybere overvejelser om, hvad der betalte sig. Flere af dem betalte til gengæld med deres liv. Men de sikrede det danske folks selvrespekt og forhindrede den skam og skændsel, det ville have været at fremstå som samarbejdspartner med Hitler ved krigens afslutning. Derfor skylder den danske nation en stor tak til frihedskæmperne og modstandsbevægelsen.

Hans Kirchhoff: ”Forsvar for historikerne” 
Politiken 28 maj 2005

Hvem ejer historien? Det er der som bekendt ingen, der gør - heller ikke besættelsestidens. Hverken statsministeren, frihedskæmperne eller historikerne.

Men det ændrer ikke ved det faktum, at der siden krigen har stået en hård strid om retten til at tolke den. Det drejer sig hele tiden om æren for modstandskampen. I befrielsessommeren 1945 skulle politikerne genvinde de positioner, de havde tabt ved det dybe fald 29. august 1943, og derfor skabte de myten om samarbejdspolitikken som en form for modstand. Hele det officielle Danmark sprang med på vognen sammen med den største del af befolkningen, der havde støttet tilpasningen og helst ville glemme. Siden under den kolde krig blev den borgerlige del af modstandsbevægelsen fundament for NATO-samarbejdet, mens kommunisterne gik i hi. I kampen for eller imod EF blev modstandssynspunktet igen kastebold, og i 2003 nåede vi så den foreløbige kulmination med statsministerens hyldest til modstandsbevægelsen som legitimering af Irakkrigen.

Nu er det ikke første gang, en statsminister hylder modstandsbevægelsen. … Senest før Fogh var det Nyrup Rasmussen i 1995, der fejrede frihedskæmperne for kampen mod tyskerne - men rigtignok glemte at fortælle om deres parallelkrig mod regeringen. Det var dette standpunkt, Fogh ændrede radikalt, da han … angreb samarbejdspolitikken for at have været naiv og for at have svigtet politisk og moralsk. Hvis alle andre stater havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, havde Hitler formentlig vundet, og Europa var blevet nazistisk, hedder det ofte gentagne mantra.

Dette har bragt historikerne i harnisk. De har i flok og rad kritiseret statsministeren for misbrug af historien og for at moralisere i bagklogskabens klare lys. Og de har generelt opfordret ham til at gå hjem og læse på lektien, der er langt mere kompliceret, end han og hans meningsfæller giver udtryk for … alle besatte lande samarbejdede under Anden Verdenskrig, mere eller mindre tvunget og mere eller mindre aktivt. Modstanden er et sent fænomen. Ser vi bort fra Titos Jugoslavien, er gennembrudsåret 1943. Først da var de materielle og mentale forudsætninger til stede for at føre modstandskamp. Først de tyske nederlag skabte en tro på, at det kunne nytte noget at udfordre tyskerne. Og en sådan tro er nødvendig, når den illegale kamp trækker ulykker og død ned over almindelige mennesker. En sådan tro fandtes ikke i krigens første år, da Tyskland syntes uovervindeligt, og man også i Danmark måtte regne med en generationslang besættelse som den, sønderjyderne oplevede fra 1864 til 1920. Modstand var ikke noget alternativ til samarbejde i 1940-41. Da stormagten Frankrig faldt efter et seksugers felttog i sommeren 1940, var det ikke naiv, men realistisk politik at tilpasse sig Tyskland. Udenrigsminister Scavenius gik længst med forhandlingerne om en Mønt- og Toldunion og sine udtalelser om »de store tyske sejre, der havde slået verden med beundring«. Men andre, der senere meldte sig på protestlinjen, fulgte trop. Det glemte de ganske vist senere, da modstand fremstod som den eneste rigtige politik.

Det er derfor, historikerne om og om igen må fastholde kronologien som et bærende element i enhver diskussion om besættelsens forhold. Som forfatteren og modstandsmanden Tage Skou-Hansen har udtrykt det: I de første besættelsesår var man ikke enten eller, men med god samvittighed begge dele. Det var først senere, at tingene blev afgørende forenklet. Vi glemmer alt for ofte, at vi i dag sidder med én udgang på et overmåde kompliceret regnestykke, der rummede massevis af andre løsninger, som samtiden måtte tage stilling til. I dag, hvor vi kender facit, Tysklands nederlag, er det så let at dømme.
Det ses alt for tydeligt på den aktuelle debat.

Samarbejdspolitikken blev båret oppe af hele det officielle Danmark - og støttet af befolkningens store flertal i hvert fald til sommeren 1943. Den talte de politiske partier, organisations- og foreningslivet, forvaltningen, herunder politiet, pressen, skolen, kirken og mange andre. Vi finder naturligvis forskelle i støtten, og det er forskelle, der vækker til eftertanke. Et par eksempler må række: Socialdemokratiet og fagbevægelsen støttede kompromisløst til den bitre ende - ja, ud over denne. De havde nemlig ansvaret for hundredtusinder af de mest udsatte grupper i det danske samfund. På Christiansborg gik samtlige sønderjyske rigsdagsmænd uanset partifarve i enhver krisesituation ind for at fortsætte samarbejdet. De frygtede nemlig, at et brud ville få Tyskland til at flytte grænsen, og at unge sønderjyder ville blive indkaldt til værnemagten, som det var sket under Første Verdenskrig. Til de mest loyale grupper hørte også jøderne. De så med rette, at samarbejdspolitikken udgjorde det skjold, som forhindrede tyskerne i at gennemføre Endlösung i Danmark, og ledelsen slog hårdt ned på ethvert tilløb til modstand.

Samarbejdspolitikken ville sikre befolkningen imod krigens ulykker. Den ville afskærme de demokratiske institutioner og redde landet fra en nazificering, som den man så i Norge. Det er svært at hævde, at denne målsætning var af mindre moralsk lødighed end modstandsbevægelsens krigsprogram. Der er simpelthen tale om to værdisystemer, der tørnede imod hinanden, et nationalt over for et internationalt. Og her må vi ikke glemme, at verdenskrigen først efterhånden blev en ideologisk kamp for demokratiet imod diktaturet, og at mange herhjemme længe så på krigen som et imperialistisk opgør mellem stormagterne, et opgør, som vi hverken havde lod eller del i, og som kun kunne skade småstaten Danmark.

Det var et syn, som man i øvrigt så bekræftet, da Storbritannien og Frankrig i vinteren 1940 gjorde, hvad de kunne, for at få Tyskland engageret militært i det neutrale Skandinavien - og dermed åbnede vejen også for en besættelse af Danmark. Derfor lyder det hult, når Fogh gang på gang må slå fast, at hvis alle andre stater havde handlet som den danske, ville Hitler have vundet og nazificeret Europa. For også stormagterne plejede primært deres egne interesser. USA gik først med i krigen, da de blev bombet derind af japanerne, og Storbritannien havde gerne sluttet fred med Hitler efter katastrofen i sommeren 1940, hvis det kunne være sket fra en styrkeposition. Frankrig var efter nederlaget millimetertæt på at gå ind i krigen på tysk side. Og russerne kørte, som vi ved, deres helt eget løb. Men i det forklarende skær fra 1945 blev alt dette glemt.

Statsministeren erklærer, at samarbejdspolitikken krydsede sig igennem krigen under bekvemmelighedsflag. Det er en nedvurdering af politikernes ansvarsbyrde. Som nejsigeren, den eksilerede formand for Socialdemokratiet, Hans Hedtoft, vedstod under de afgørende forhandlinger i august 1943, ville partiet kun have fordel af det tyske militærdiktatur, der truede forude, men for landets skyld måtte samarbejdspolitikken fortsætte, ellers kunne det hele ende i kaos. Og her er vi da ved et afgørende parameter for rigsdagspartiernes kollaboration. De opfattede den første organiserede modstand som vendt ikke blot imod samarbejdspolitikken, men også imod folkestyret. For modstandspionererne var frem til årsskiftet 1943/44 helt overvejende rekrutteret fra de systemfjendtlige kræfter, der havde angrebet det parlamentariske demokrati i 1930'erne, fra DKP, fra Dansk Samling og fra KU. Dermed udløstes i virkeligheden en skjult borgerkrig mellem det politiske system og modstanden - en borgerkrig, der kostede liv og skar dybe sår i nationen, men som gerne fejes under guldtæppet i den nationale konsensus' hellige navn.

Dette er den ene del af baggrunden for statsminister Buhls herostratisk berømte radiotale imod sabotagen 2. september 1942. De første sabotører var kommunister og spanienskæmpere. De var den tids 'terrorister', der brugte et prøvet revolutionært, men på dansk grund nyt våben, nemlig sabotagen. Derfor må vi også tro, at Buhl havde hjertet med og opinionen bag, når han opfordrede til stikkeri.
Sabotørerne havde fyret op under to tyske hurtigbåde i Københavns Havn. Det fik værnemagten til at true med dødsstraf, hvis ikke regeringen greb ind. Det er den anden del af baggrunden for talen - der bringer os ind til kernen af samarbejdspolitikkens dilemma: at måtte kollaborere for at forhindre det, der var værre. Det gør ikke Buhls ord kønnere, men det gør dem forklarlige.

I fyrre år har historikerne bekæmpet fortællingen om, at vi alle var i samme båd, og at vi alle var i modstand. I dag må vi vende os imod den modmyte, der har afløst den første, og som er lige så falsk som denne, fordi den i moralismens og bagklogskabens hellige navn fordømmer en hel generation for opportunisme og medløberi og forlanger modstand under forhold, hvor modstand var en umulighed.
Myten har intet med besættelsens virkelighed at gøre, og virkelighed er det, vi har brug for, hvis vi skal forholde os til de fem år som læreproces.

Spørgsmål:

• Diskuter Anders Fogh Rasmussens og Hans Kirschoffs vurdering af samarbejdspolitikken under besættelsen. Hvilken brug af historien ser man i de to tekster? Hvilken type af argumenter anvender de to debatører?