Forlaget Columbus

Usamah Ibn Munqidhs selvbiografi: om frankerne.

Korsfarerne erobrer Antiochia. Bogillustration fra 1300-tallet.

Usamah(1095-118) var en muslimsk kriger og hofembedsmand, som stammede fra en fornem arabisk-syrisk slægt. Han kæmpede sammen med Saladin (1137-1193, sultan af Egypten, Syrien og Irak) mod korsridderne, men som bosat i Palæstina-området havde han også mulighed for på anden vis at stifte nærmere bekendtskab med en del af disse. ’Franker’ anvendes som fællesbetegnelse for alle korsfarerne. Nogle få af disse respekterede Usamah, og han sluttede nært venskab med dem; men generelt vakte frankernes adfærd og skikke skiftevis undren, morskab og foragt hos ham. Usamahs selvbiografi stammer fra ca. 1175.

Forunderlige er Herrens veje, han som er altings skaber! For når det drejer sig om frankerne, kan man ikke andet end lovprise Allah (Han som er ophøjet sig over alt andet!) og tilbede ham, for man må betragte dem som dyr, som kun besidder evnen til at kæmpe og bære tunge byrder. Jeg skal nu give nogle eksempler på deres adfærd og ejendommelige mentalitet.

I Kong Fulks (note 1: Fulk V, greve af Anjou (1089/1092 - 1143), også kendt som Fulk den Yngre, og efter 1131 til sin død som kong Fulk af Jerusalem.) hær, søn af Fulk, var der en ærværdig frankisk ridder, som lige var kommet på hellig pilgrimsfærd fra sit hjemland med ønske om vende tilbage umiddelbart efter at have afsluttet sit forehavende. Han blev min nære ven og var så meget sammen med mig, at han begyndte at kalde mig ‘broder’. Der var et gensidigt bånd mellem os af kærlige følelser og venskab: Da han besluttede sig til at sejle tilbage til sit hjemland, sagde han til mig: Min broder, jeg drager nu hjem, og jeg ønsker, at du skal sende din søn med mig til mit land (min søn, som da var 14 år gammel, boede på det tidspunkt hos mig), hvor han kan møde ridderne og lære visdom og ridderlighed. Når han vender tilbage, vil han være meget vis.

Således lød der ord I mine øre, som ikke kunne stamme fra et forstandigt menneske; for selv hvis min søn var blevet taget til fange, kunne et fangenskab ikke give ham en værre skæbne end at blive bragt til frankernes land. Jeg sagde imidlertid til manden: Jeg sværger, det har netop også været min tanke. Men der var blot én ting, som forhindrede mig i at gennemføre den, og det var den omstændighed, at hans bedstemor, min mor, er så glad for ham, at hun ikke ville lade mig tage ham med mig, før jeg havde aflagt ed på, at jeg vil vende tilbage med ham til hende. Så sagde han: ‘Lever din mor stadig?! ’Ja’, svarede jeg. ‘Hende skal I adlyde’, sagde han.

Her er noget der viser deres ejendommelige måde at behandle sygdom på: Herskeren over al-Munaytirah skrev til min onkel og bad ham om at sende en læge for at behandle nogle af sine syge undersåtter. Min onkel sendte en kristen læge ved navn Thabit til ham. Thabit var kun væk i ti dage før han vendte tilbage. Så vi sagde til ham: ’Det var da hurtigt, du fik helbredt de patienter!’ Han sagde: ‘De kom til mig med en ridder, i hvis ben der var en stor byld; og en kvinde som var blevet ramt af dårskab. Jeg behandlede ridderen med et lille grødomslag, indtil bylden åbnede sig og heledes; mht kvinden satte jeg hende på diæt og sørgede for, at hun fik rigeligt at drikke. Så kom der en frankisk læge og sagde: ’Denne mand ved intet om at kurere dem.’ Så sagde han til ridderen:’ Hvad vil du helst, leve med ét ben eller dø med to?’ Ridderen svarede, ’at leve med to’. Lægen sagde, ’ kom med en stærk ridder og en økse’. En ridder kom med øksen. Og jeg stod ved siden af. Så lagde lægen patientens ben på en træblok, og bad ridderen om at hugge patientens ben af i ét hug. Og mens jeg så på, huggede han til, men benet holdt. Så huggede han én gang til, og dette hug fik marven fra benet til at flyde og patienten døde på stedet.

Så undersøgte han kvinden og sagde, ’ Dette er en kvinde i hvis hoved der er en djævel, som har besat hende. Barbér hendes hår af.’ Så barberede de hendes hår af og de satte hende på deres sædvanlige hvidløgs- og sennepskur. Hendes dårskab udvikledes sig til det værre. Så sagde lægen:’ Djævlen er trængt ind i hendes hoved’. Han tog så en skarp kniv og skar et dybt korsformet snit i hendes hovedbund, fjernede huden i midten af korset, lige indtil hjerneskallen var blottet og gned åbningen med salt. Kvinden udåndede med det samme. Så spurgte jeg, om de havde brug for mine tjenester længere, og da de svarede benægtende, vendte jeg hjem, idet jeg havde lært noget om deres behandlingsformer, som jeg ikke vidste før.

Jeg har imidlertid selv været vidne til en helt anden form for sygdomsbehandling. Frankernes konge havde til skatmester udnævnt en ridder ved navn Bernard (må Allahs forbandelse ramme ham!), som var en af de mest hadede og ondsindede blandt frankerne. En hest sparkede ham over benet, og dette blev ramt af betændelse fjorten forskellige steder. Og så snart et sår var helet ét sted, brød betændelsen ud et andet sted. Alt dette skete, mens jeg bad for hans snarlige død. Så kom der en frankisk læge, som fjernede alle de salver, som var smurt på hans ben og begyndte at rense det med stærk eddike. Ved denne behandling blev alle sårene helede, og han blev rask igen. Og han var snart igen den samme ondskabsfulde satan……
***
Frankerne ejer hverken æresfølelse eller jalousi. En af dem kan for eksempel komme gående sammen med sin hustru. Han møder en anden mand, som tager hustruen ved hånden og træder til side for at konversere med hende, mens manden står ved siden af og venter på, at hans hustru skal blive færdig med at snakke. Hvis det trækker for længe ud, går han og lader hende være alene med den, hun taler med.

Til illustration noget jeg selv var vidne til: Når jeg besøgte Nablus, indlogerede jeg mig altid hos en mand, som hedder Mu’izz, hvis hjem er herberg for muslimer. Huset havde vinduer, som vendte ud mod gaden, og på den anden side af denne var der et hus, som tilhørte en franker, som solgte vin for købmændene. Han plejede at hælde noget vin i en flaske og gå rundt og reklamere for denne ved at råbe:’ Så er det nu, købmanden har netop åbnet en tønde fuld af denne vin. Den, der ønsker at købe den, kan gøre det på det og det sted’. Frankerens løn for annonceringen var vinen i flasken. En dag kom denne franker hjem og fandt en mand sammen med sin hustru i den samme seng. Han spurgte ham:’Hvad har dog fået dig til at gå ind på min hustrus værelse?’ Manden svarede: ’Jeg var træt, så jeg gik ind for at hvile mig’. ’Men hvordan kom du ned i min seng?’ spurgte frankeren. Den anden svarede: ’Jeg fandt en seng, som var redt, så jeg sov i den’.’ Men min kone sov sammen med dig!’ sagde frankeren. Den anden svarede:’ Nåja, sengen er jo hendes. Hvordan skulle jeg kunne forhindre hende i at bruge sin egen seng?’

’Ved min tro’, sagde ægtemanden, ’hvis du gør det igen, vil du og jeg blive alvorligt uvenner!’ Længere gik frankeren ikke mht at udtrykke sit mishag, og større var hans jalousi ikke….. Et andet eksempel: Jeg gik ind i det offentlige badeanlæg i Sur [Tyrus] og tog plads et afsides sted. En af mine tjenere sagde imidlertid til mig: ’ Der er en kvinde sammen med os i badet.’ Da jeg kom ud, satte jeg mig på en af stenbænkene - og i sandhed! – den kvinde, som var i badet var kommet påklædt ud, og stod sammen med sin far lige over for mig. Men jeg kunne ikke være sikker på, at hun var en kvinde. Så jeg sagde til en af mine ledsagere: ’Ved Allah, find ud af om hun er en kvinde’, med hvilket jeg mente, at han skulle spørge sig for om hende. Men mens jeg så på, gik han hen og løftede op i hendes kappe og betragtede hende indgående. Derefter vendte hendes fader sig imod mig og sagde:’Dette er min datter. Hendes mor er død og der er ingen til at vaske hendes hår. Så jeg tog hende med mig til badet og vaskede hendes hoved’. Jeg svarede: ’I har handlet ret! Det er noget, du vil blive belønnet for [af Allah]’.

Jeg havde I min tjeneste en bademester ved navn Salim, som oprindeligt stammede fra al-Ma'arrah; han havde ansvaret for min faders – må Allah være hans sjæl nådig – bade. Denne mand fortalte følgende: Jeg åbnede engang en badeanstalt i al-Ma'arrah for at have noget at leve af. Til dette kom der en frankisk ridder. Frankerne bryder sig ikke om, at man har et klæde om livet, når man er i bad. Så denne franker strakte hånden ud og rev mit klæde af og kastede det bort. Han betragtede mig og så, at jeg for nylig havde barberet min kønsbehåring af. Så råbte han: ’Salim!’ Da jeg var tæt ved ham, lod han sin hånd glide over stedet for kønsbehåring og sagde:’Godt Salim! Ved min tro, gør det samme på mig.’ Idet han sagde dette, lagde han sig ned på ryggen, og jeg så, at på det sted var håret ligeså langt som hans skæg. Så jeg barberede det af. Så lod han hånden glide hen over stedet, og idet han fandt det glat, sagde han:’Salim, ved min tro, gør det samme på madame (hvilket på deres sprog betyder frue), idet han mente sin hustru. Så sagde han til sin tjener: ’Bed madame om at komme her hen.’ Så gik tjeneren, hentede hende og bragte hende ind i badet. Hun lagde sig også på ryggen. Ridderen gentog: ’Gør, hvad du har gjort på mig.’ Så jeg barberede alt hendes hår af, mens hendes mand sad og betragtede mig. Da jeg var færdig, takkede han mig og gav mig betaling for min tjeneste.

Hvilken stort paradoks er dette! De ejer hverken æresfølelse eller jalousi, men de har et stort mod, skønt mod jo kun er et produkt af æresfølelse og ønsket om at hæve sig op over et dårligt renommé.

***

Jeg drog engang sammen med al-Amir  Mu’in-al-Din (må Allah være hans sjæl nådig!) til Jerusalem. Vi gjorde ophold i Nablus. Her var der en blind mand, en muslim, som stadig var ung og velklædt. Han præsenterede sig for al-Amir, idet han bragte ham frugt og bad om at komme i hans tjeneste i Damaskus. Al-Amir samtykkede. Jeg spurgte mig for om denne mand, og fik at vide, at hans mor havde været gift med en franker, som hun havde dræbt. Hans søn havde sammen med moderen overlistet frankiske pilgrimme og dræbt dem. Til slut blev han anklaget og hans sag blev prøvet efter frankisk retspraksis. De opstillede en kæmpe tønde og fyldte den med vand. Over den lagde de et bræt. Så bandt de den anklagedes arme, lagde et reb rundt om hans skuldre og smed ham i tønden, ud fra den forestilling, at hvis han var uskyldig, ville han synke, og de ville da hive ham op igen ved hjælp af rebet, så han ikke druknede – og i tilfælde af at han var skyldig, ville han ikke synke til bunds i vandet. Denne mand gjorde sit bedste for at synke, men han kunne ikke. Så han måtte underkaste sig deres dom – må Allahs forbandelse ramme dem! De stak hans øjne ud med rødglødende jernsyle. Senere kom manden til Damaskus. Al-Amir Mu'in-al-Din (må Allah være hans sjæl nådig!) tildelte ham en pension stor nok til at dække alle hans behov, og sagde så til en af sine slaver.’Før ham til Burhan-al-Din al-Balkhi (må Allah være hans sjæl nådig!) og bed ham på mine vegne om at beordre nogen til at lære ham Koranen og noget om muslimsk retspraksis.’ Da den blinde mand hørte det, sagde han:’ Må I få hæder og sejr! Men det var ikke, hvad jeg havde i tankerne.’…’Hvad troede du, jeg ville gøre for dig?’ spurgte Mu'in-al-Din. Den blinde mand svarede: ’Jeg troede, I ville give mig en hest, et æsel og en rustning og gøre mig til ridder.’ Mu'in-al-Din sagde :’Jeg havde aldrig troet at en blind mand kunne blive ridder.’

***

Blandt frankerne er der dem, som er blevet akklimatiserede, og som for længst har knyttet venskab med muslimerne. Disse er meget bedre end dem, der for nyligt er kommet fra de frankiske lande, men de førstnævnte udgør en undtagelse og kan ikke betragtes som en hovedregel.

Her er en illustration. Jeg sendte en af mine mænd på forretningsrejse til Antiochia. Her levede på det tidspunkt al-Ra'is Theodoros Sophianos, til hvem jeg var knyttet med gensidige venskabsbånd. Han havde overordentlig stor indflydelse i Antiochia. En dag sagde han til min tjener:’ Jeg er blevet inviteret af en af mine venner, som er franker. Du skulle tage med mig, så du kan lære deres måde at leve på at kende.’ Min tjener fortalte følgende: ‘Jeg tog afsted sammen med ham, og vi kom til et hus, som tilhørte den gamle kategori af riddere, som kom med de første frankiske ekspeditioner. Han var på det tidspunkt trådt ud af aktiv militærtjeneste, og han ejede i Antiochia en landejendom, af hvis indtægter han levede. Ridderen indbød os til et veldækket bord med mad, der var usædvanligt veltillavet og så indbydende ud. Da han bemærkede, at jeg ikke spiste, sagde han: ’Du kan roligt spise! Jeg spiser aldrig frankisk mad, men jeg har ægyptiske kvindelige kokke, og jeg spiser kun deres mad. Derudover kommer der aldrig svinekød inden for husets døre.’ Jeg spiste, om end forsigtigt, og derefter tog vi afsked.

Da jeg passerede markedet, greb en frankisk kvinde pludselig fat i mig og begyndte at fremsige ord i deres sprog, og jeg forstod ikke, hvad hun sagde. Dette gjorde mig straks til centrum for en stor gruppe frankere, som trængte ind på mig. Jeg var overbevist om, at jeg snart skulle dø. Men pludselig nærmede den ovenfor nævnte ridder sig. Da han så mig, gik han hen til kvinden og sagde: ’Hvad er problemet mellem dig og muslimen?’ Hun svarede: ’Det er ham, som har dræbt min broder Hurso.’ Denne Hurso var en ridder fra Afiimiya, som blev dræbt af nogle fra Hamah’s hær. Den kristne ridder råbte ad hende: ’Dette er en købmand, som hverken kæmper eller er til stede under kampe.’ Han råbte også til de mennesker, der var stimlet sammen, og de spredtes alle. Så gav han mig hånden og gik videre. Således var udgangen på dette måltid, at jeg blev reddet fra den sikre død.’….

Når jeg besøgte Jerusalem gik jeg altid ind i Aqba moskeen, ved siden af hvilken der stod en lille moské, som frankerne havde omdannet til en kirke. Når jeg gik ind i Aqba moskeen, som tempelridderne, som var mine venner, havde taget i deres besiddelse, plejede de at forlade den lille moské ved siden af, så jeg kunne bede der. En dag da jeg gik ind i moskeen og sagde de indledende ord ’Allah er stor’ og skulle i gang med at bede, for en franker hen imod mig, greb fat i mig og vendte mit hoved mod øst, idet han sagde: ’Det er i den retning, du skal bede!’ En gruppe tempelriddere styrtede frem mod ham, greb ham og trak ham væk fra mig. Jeg genoptog min bøn. Mens de andre var optagede af andre gøremål, for den samme mand hen mod mig og drejede mit ansigt mod øst, idet han sagde: ’Du skal bede I den retning!’ Tempelridderne drev ham igen bort. De undskyldte over for mig, idet de sagde:’Det er en fremmed som for nyligt er kommet fra frankernes land og han har aldrig før set nogen bede i andre retninger end mod øst.’ Derefter sagde jeg til mig selv: ’Jeg har bedt nok.’ Så jeg forlod moskeen, idet jeg aldrig før er blevet så overrasket, som da jeg så en sådan opførsel fra den djævel af et menneske, den forandring af hans ansigtsfarve, hans rysten over hele kroppen og voldsomme følelser ved at se en bede i retning mod qiblah’en (note 2: Qiblah’en angiver i moskeen bederetningen mod Mekka.)
….Jeg så engang en af frankerne komme til al-Amir Mu'in-al-Din (må Allah være hans sjæl nådig!), da denne opholdt sig i klippemoskeen, og sige til ham: ’Ønsker du at se Gud som barn?’ Mu'inalDin sagde:’Ja’. Frankeren gik foran os, indtil han viste os et billede af Maria med Jesus (må Guds fred være med ham!) som barn på hendes skød. Han sagde: ’Dette er Gud som barn.’ Men Allah er højt hævet over det, som de vantro siger om ham!

Fra Kjeld Mazanti Sørensen: Muslimske Imperier. Forlaget Columbus 2009. Oversætta af Kjeld Mazanti Sørensen.

Spørgsmål:

  • Hvad fortæller Usamah Ibn Munqidhs selvbiografi i dette afsnit om kulturmødet mllem syrerne og frankerne? Var samspillet mellem de to kulturer harmonisk eller konfliktfyldt? Var der tale om tilnærmelse eller om afstand, respekt eller foragt?

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)