W.W. Rostow: "Den økonomiske udviklings faser - Et ikke-kommunistisk manifest". 1960

I 1950’erne og 1960’erne var udviklingsfilosofien i Vesten især influeret af moderniseringsteori, hvis fokus lå på, hvordan ulandene gennem efterligning af Vestens udviklingsforløb kunne nå op på samme udviklingsstadie som Vesten. Målet var at skabe økonomisk vækst, som i princippet ville komme hele befolkningen til gavn ved, at den sivede ned fra samfundets top til den almene befolkning.
En central figur i moderniseringsteorien var den amerikanske økonom og rådgiver for præsident Kennedy Walt W. Rostow. Ifølge Rostow pegede de historiske erfaringer fra de industrialiserede landes økonomiske udvikling på en række nødvendige udviklingsfaser for økonomisk vækst, som udviklingslandene også skulle gennemgå. Kendetegnende for de udviklede lande var ifølge Rostow, at de gennem deres historie alle havde taget det kritiske spring (på engelsk ’take off’) fra underudviklede, traditionelle landbrugssamfund til moderne industrisamfund med selvbærende økonomisk vækst. For udviklingslandene handlede det om, at de skulle gives den rette hjælp til at tage samme ’take off’ til selvbærende vækst. På den måde blev ulandsbistand også betragtet som et overgangsfænomen, som det kun var nødvendigt i en helt specifik periode i et lands udvikling.
Rostows teori arbejde med fem forskelige faser i den økonomiske udvikling:

1. Det traditionelle samfund er karakteriseret ved, at videnskabelige opdagelser og deraf følgende muligheder for økonomisk vækst, ikke kan udnyttes fuldt ud pga. samfundsmæssige strukturer (standsdeling, religiøse tabuer osv), som forhindrede dette.
2. Forudsætningerne for springet opstår når den erkendelse breder sig, at økonomisk udvikling både er ønskværdig og mulig, og når man derfor nedbryder de traditionele hindringer (i samfundsstrukturen – se ovenfor) for den videnskabelige tænknings indflydelse på økonomien.
3. Springet er den fase, hvor økonomisk vækst bliver karakterisisk for alle sektorer i samfundet og hvor traditionelle strukturer må vige for rationel tænkning alle steder, hvor de måtte være en hindring for den økonomiske udvikling.
4. Udvikling mod modenhed er den – ofte langvarige – fase, hvor alle sektorer i et samfunds økonomi indretter sig efter rationelle produktionsprincipper og hvor samfundet opnår en stabil, høj produktion.
5. Masseforbrugets epoke er den sidste fase. Den er karakteriseret ved at investeringer i infrastruktur og produktionsanlæg ikke længere er økonomiens største. I stedet er hovedparten af produktionen rettet mod befolkningens ønske og behov for forbrugsgoder.

(Skrevet på baggrund af Danmarkshistorien.dk)