Der findes fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid – Romerrigets fald er den anden

Vi lever i en tumultarisk tid, som fremtidens historikere sikkert vil skrive lange bøger om. Men måske har vi set det hele før. Information præsterer i disse dage fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid. Romerrigets undergang er den anden

Efter 18 månedernes belejring var indbyggerne i Rom så afkræftede, at de gav op. Vagterne skubbede byporten op, og den 24. august år 410 e.v.t. kunne den gotiske hærfører Alarik den Første træde ind i byen. Hans sejr var historisk. Ikke siden kelterne 800 år tidligere havde brændt Rom ned, havde en fremmed hær vovet at angribe – og nu plyndrede en horde af nordiske barbarer Rommerrigets hovedstad.

Det var begyndelsen på enden for Rom. Samme år måtte romerne trække sig ud af England, og få år senere formåede hunnerkongen Atila uden videre at marchere gennem riget – fra det nuværende Rusland til Midtfrankrig – før han blev nedkæmpet (og det lykkedes endda kun, fordi romerne købte en masse gotiske lejesoldater).

Det mægtige rige smuldrede – og det minder om nutidens Europa, mener Uffe Østergaard, der er professor emeritus i historie ved CBS.

»Dengang havde Romerriget domineret Middelhavsområdet og Europa i 4-500 år, det samme har Europa gjort med verden i dag,« siger han. »Romerne holdt ud i et par hundrede år – hvis vi kan gøre det samme, skal vi være glade.«
Uffe Østergaard er allerede begyndt at tale om »den europæiske parentes«: Fra Colombus opdagede Amerika i 1492 til i dag. I 500 år dominerede Europa verden økonomisk, politisk og idémæssigt. Nu er vi på vej i samme retning som romerne.

Tre paralleller mellem Romerrigets fald og nutiden
• Pres fra migration
• Overklassen i skattely
• Militær svækkelse

Nu kommer verden til os
I 400-tallet var Romerriget omkranset af floder, ørkener og mure, bl.a. Hadrians berømte mur mellem England og Skotland. Men barbarer fra Nord – altså vores forfædre – strømmede alligevel ind. Gotere, alaner, vandaler og svebere ville alle have en bid af Rom, ligesom millioner af migranter i dag vil have en bid af Europa.

»Først erobrede romerne verden, og så kom verden til dem,« siger historiker Steffen Heiberg, der er forfatter og forhenværende museumsinspektør. »Det kan paralleliseres til i dag: Først erobrede Europa verden, og nu kommer verden til os.«

»Forestil dig en germansk lejesoldat, som har gjort tjeneste i Rom og nu kommer hjem til sin lille sjællandske landsby. Han har set Colosseum og en by med én million indbyggere. Forskellen har været enorm. Når han fortæller, hvad han har set, tænker alle: ’Den rigdom vil vi have del i’,« siger Steffen Heiberg.

Rom var blevet for svag til at kontrollere sin hær og sine grænser. Riget havde været relativt fredeligt i mange år – man taler om den romerske fred, Pax Romana, hvor indbyggerne kunne rejse og handle relativt frit – og det lullede borgerne i søvn. De gad ikke længere gøre militærtjeneste, det blev i stedet udliciteret til barbarer, hvis loyalitet i højerer grad lå hos deres hærfører end hos kejseren i Rom.

Situationen minder om Europa i 1990’erne og 00’erne, hvor mange års fred fik intellektuelle til at tale om ’historiens afslutning’. Fysisk fare og geopolitik havde mistet sin betydning.

»Der skete en humanisering i begge samfund,« siger Uffe Østergaard. »Oven i det kommer indvandring, overdreven fredsommelighed og svigtende skattebetalinger.«

Ligesom nutidens Europa led Rom under svigtende skattebetaling fra eliten. I 3- og 400-tallet e.v.t. var overklassen i byerne blevet gjort ansvarlige for skatteindkrævningen, og kunne de ikke klare opgaven, måtte de selv betale. Derfor flygtede mange ud af byerne og byggede luksuriøse godser i skattely. Rom manglede penge, og hæren kunne ikke bevogte grænserne.

Selvmord, ikke mord
Det Vestromerske Imperium brød endeligt sammen i år 476 e.v.t., efter Konstantin den Store flyttede hovedsædet til Konstantinopel. Rom skrumpede fra en million indbyggere i 100 e.v.t. til 50.000 indbyggere 400 år senere. Uffe Østergaard frygter, at det moderne Europa går samme vej.

»Civilisationer kan sammenlignes med mennesker og planter,« siger han. »De fødes, vokser, bliver store, ældes og dør. Det sker for alle, bare man venter længe nok.«

Teorien stammer fra den britiske historiker Arnold J. Toynbee, som i 12-bindsværket værket A Study of History analyserede 28 civilisationer – fra fødsel til død. Hans konklusion var ildevarslende: »Civilisationer dør af selvmord, ikke af mord.«

MEN, men, men
Europa er ikke et imperium. Det romerske rige hang tættere sammen og havde en længere historie end EU. Roms problemer skyldtes bl.a., at de havde enorme militærudgifter til en hær, som ikke længere tjente penge på store erobringskrige – det problem har EU ikke.

Til gengæld er EU bundet af aftaler og alliancer – NATO, IMF, FN – som romerne selvsagt ikke havde. Og måske vigtigst af alt: I dag har vi demokrati og universel stemmeret.

Desuden er der stor uenighed om, hvorfor Rommerigt faldt, det er faktisk én af de store debatter mellem historikere. Nogle giver korruption skylden, andre peger på kristendommen. Den canadiske økonom Harold Innis mener lige frem, at undergangen skyldtes mangel på papyrus – det problem har EU trods alt heller ikke.

Christian Bennike. Information 18. marts 2017.

Spørgsmål: se tekst 44