Historiske hovedlinjer

Hekseprocessen mod Birthe Olufsdatter, Ribe 1620

I renæssancen indledte man hekseprocesserne i Europa. Startskuddet kom i 1484, hvor paven ændrede en bestemmelse fra 1050, ifølge hvilken trolddom var uskadelig, mens troen på trolddom var kætteri. Efter 1484 blev det omvendt. Nu var trolddom – såvel sort som hvid magi – kættersk og strafbart.

I de følgende århundreder blev mange mennesker henrettet (anslået 50.000). Mange af disse blev brændt på bålet. Hekseprocesserne bredte sig både i katolske, reformerte og protestantiske lande, men de fleste fandt sted i Mellemeuropa. Den sidste officielle proces fandt sted i Polen i 1793, men langt op i 1800-tallet kender man eksempler på, at lokalbefolkningen har forfulgt og henrettet påståede hekse uden rettergang og domsfældelse.

I Danmark var det Christian d.4, som for alvor satte gang i hekseprocesserne. Denne, mod Birthe Olufsdatter, fandt sted i Ribe i 1620. Teksten er skrevet efter David Grønlund: Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker. 1780.

Birthe Olufsdatter var en gammel, fattig tiggerske fra Ribe. En dag i 1613 gik hun ind i Oluf Klokkers hus, forbi denes kone og gamle far, og direkte ind i barnekammeret, hvor den 3-åroge Niels lå og sov. Barnets mor, der hed Maren, fulgte efter hende og så Niels hope op og ned i sengen foran hende. Da moderen spurgte Birthe, hvad hun ville, svarede denne, at hun blot ville snakke med denj lille Niels, hvorefter hun gik ud i bryggerset og bad om at få noget mad. Det fik hun. Natten efter vågnede Niels med et skrig og gav sig til at hoppe op og ned i sengen på samme måde, som han havde gjort foran Birthe Olufsdatter. Indtil da havde barnet altid været glad og frisk, men fra nu af var han vanfør og afsindig, som alle i Ribe vidste.

Fire år sener spurgte Oluf Klokker Birthe Olufsdatter, om hun ikke ville tale med den vanføre Niels igen. Oluf mente, at Birthe var skyld i Niels’ sygdomme og ville have hende til at helbrede ham.Birthe svarede, at hun intet ondt havde gjort ved barnet. Hertil svarede Oluf, at han ikke vidste, hvad hun havde gjort ved Niels, men siden dedn dag hvade barnet været sygt, og han selv havde skrantet. Birthe svarede, at hvis han ikke havde været syg, så skulle han blive det nu, og det same gjaldt for den lille Niels. Derefter gik hun.

En anden ribeborger, der havde hørt samtalen, sagde til Oluf, at hvis hun havde talt til ham på den måde, så skulle hun få skam på sin mund. Derefter gik han efter hende ”og slog hende med 4 eller 5 slag i næse og hendes mund, men ikke han kunne få blodet ud på hende”.

Således fortalte Oluf Klokker retten i Ribe, da han i 1620, altså syv år efter optrinnet i barneværelset, anklagede Birthe for trolddom.

Oluf havde andre anklagere med sig. Birthe skulle også have fået en vogn til at vælte på helt jævn vej, så kusken var slået til krøbling. Dette havde hun gjort, fordi han havde lejet det hus, hun engang havde boet i ud til en anden, så hun var husvild.

Husvildesituationen tvang Birthe til at tigge sig til nattely. En aften havde hun med meget besvær fået lov til at overnatte hos Volborg og Morten Brunsvig. Næste dag spurgte hun igen Morten, om hun måtte overnatte, men han sagde nej. Så gik hun sin vej; men samme dag fik Morten så ondt i knæet, at han knap kunne gå, og det blev først bedre, da han nogle dage senere anklagede hende for at være skyld i sygdommen.

I et andet hus, hvor Birthe havde været inde, havde konen smidt kogende vand og brændeknuder med ild i efter hende. Birthe havde råbt til konen, at hun nok skulle sørge for, at det ikke gentog sig. Inden jul samme år var konen død. Manden i huset anklagede Birthe for at have forvoldt dødsfaldet.

Til alle disse anklager svarede Birthe Olufsdatter: ”Ja, ja de må tage de fattige først . . . men de rige følge vel efter”. Hun blev fængslet, og nogen tid efter fortalte hendes vogtere, at de havde set en djævel hos hende i cellen. Først havde den set ud som en skorsten og siden skiftet skikkelse til en skabet hund.

I den følgende måned, hvor sagen mod hende stod på, blev hun anklaget for 11 andre tilfælde af trolddom. Langt de fleste drejede sig om, at hun skulle have gjort folk syge som hævn for, at de ike ville give hende husly eller mad. Bortset fra på standene om, at folk havde set hende få besøg af Djævelen, var den mest fantasifulde anklage, at hun skulle have set sig gal på en mand og af den grund fået ham til at falde i havnen, så han måtte stå i vand til halsen uden at kunne komme op ved egen hjælp.

Da Birthe ikke kunne finde folk, der var villige til at vidne til hendes fordel eller blot erklære, at de ikke mente, at hun var skyldig i trolddom, blev hun dømt til ”Ild og Brand” i slutningen af 1620.

Derefter blev hun lagt på pinebænken og aflagde fuld tilståelse. Ofte var disse tilståelser meget fantasifulde og tilfredsstillede i rigt mål anklagernes forestillinger om troldkvindernes liv. Men Birthes tilståelse var mager. Hun fortalte, at hun havde tjent Djævelen i 20 år. Hun angav ingen andre hekse, og selvom forhørslederen flere gange purgte hende, hvorfra hun havde et stort ar på ryggen, så indrømmede hun ikke, at hun havde fået det ved omgang med Djævelen. Hun fastholdt, at det skyldtes en byld eler en tidligere skoldning.

For at få ret på dette ene punkt indkaldte forhørslederne en af byens kloge koner, Johanne Moltisdatter, dser fortalte, at hun både kunne signe og mane og fremkalde døden. Denne Johanne fortalte, at Birthe for nogle år siden var kommet til hende for at få noget salve til et sår på ryggen, som hun hævdede skyldtes en skoldning. Johanne havde sagt til hende, at det ikke var en skoldning. Det var et brandsør på størrelse med en hestesko.

Hermed følte retten sig tilfreds. Birthes omgang med Djævelen var endelig bevist.

Birthe Olufsdatter døde på pinebænken, men blev alligevel brændt. Det skete den 7. august 1620 og et par måneder senere led den uforsigtige Johanne samme skæbne.

Fra Andersen, Andersen og Wad: Hekseprocesser i Europa. 2008.

Spørgsmål:

• Hvilke anklager/beviser blev fremført mod Birthe Olufsdatter under processen mod hende i Ribe i 1620?
• Vurder disse påstandes beviskraft ud fra en nutidig opfattelse af årsagssammenhænge.
• Diskuter hvad retssagen fortæller om datidens opfattelse af årsagerne til sygdomme og ulykker?
• Find billeder af hekseprocesser – f.eks. på nettet – og fremstil en kort præsentation (video på din telefon, powerpoint eller lignende) af, hvad billederne har været brugt til i forskellige tidsaldre?