Niall Ferguson: En verden uden magt

Foreign Policy 2004
Niall Ferguson er Professor i historie ved Harvard Universitet, Massachusetts, USA.

Kritikerne af den amerikanske globale dominans bør holde en pause og overveje alternativet. Hvis USA trækker sig tilbage fra sin hegemoniske rolle, hvem  vil så afløse USA? Ikke Europa, ikke Kina, ikke den muslimske verden - og bestemt ikke FN. Desværre er alternativet til en enkelt supermagt ikke en multilateral utopi, men det anarkistiske mareridt i en ny mørk tidsalder.

Vi har en tendens til at antage, at magt, ligesom naturen, afskyr tomrum. I historien om verdenspolitikken ser det ud til, at der altid er en hegemon magt, eller at en eller anden er på vej til at blive det. I dag er det USA; for et århundrede siden var det Det Forenede Kongerige. Før det var det Frankrig, Spanien, og så videre.

Men hvad nu hvis verden faktisk er på vej til en periode, hvor der ikke er nogen hegemon magt? Hvad nu hvis der, i stedet for magtbalance, opstår et fravær af magt?

En sådan situation er ikke ukendt i historien. Selv om historikerne længe har været optaget af stormagternes bedrifter - uanset om vi taler om civilisationer, imperier eller nationalstater - har de ikke helt overset de epoker hvor magt har været i tilbagegang.

Desværre er verdens erfaringer med magttomrum næppe opmuntrende. Enhver der ikke kan lide USAs hegemoni bør huske på, at det reelle alternativ til amerikansk overmagt kan være en verden med ingen magt overhovedet. Ingen magt kunne vise sig at betyde en ny anarkistisk, mørk tidsalder: en æra med aftagende imperier og religiøs fanatisme; med lokal plyndring og plyndring af verdens glemte regioner; med økonomisk stagnation og med civilisationen trængt tilbage til nogle få befæstede enklaver.

Aspiranter til tronen
Hvordan kan et magttomrum opstå tidligt i det 21. århundrede? Årsagerne er ikke specielt svære at få øje på.

USAkolossens lerfødder
Selvom USA kan synes magtfuld,lider USA af mindst tre strukturelle underskud, der vil begrænse effektiviteten og varigheden af dets rolle i verden. Den første faktor er landets stigende afhængighed af udenlandsk kapital til at finansiere overdreven privat og offentligt forbrug. Det er svært at huske noget tidligere imperium, der varede længe efter at være blevet så afhængig af lån fra udlandet. Det andet underskud vedrører militære sturker: USA er nettoimportør af mennesker, og kan derfor ikke understøtte sine hegemoniske ambitioner med ægte kolonisering. Endelig, og mest kritisk, lider USA af, hvad der er bedst kan kaldes et opmærksomhedsunderskud. Dens republikanske institutioner og politiske traditioner gør det vanskeligt at etablere en konsensus om langsigtede nationsopbyggende projekter. Senere tendenser i den offentlige mening tyder på, at vælgerne i USA i dag er endnu mindre klar til at ofre blod og skat i udenlandske områder, end de var under Vietnamkrigen.

"Gamle Europa" bliver ældre
Dem, der drømmer om, at EU kan blive en modvægt til USA hypermagt bør fortsætte med at drømme. Selvom udvidelsen af EU har været imponerende er virkeligheden, at demografien sandsynligvis dømmer EU til at miste international indflydelse og betydning. Med en faldende fertilitet og forventet stigende levetid, kan de vesteuropæiske samfund indenfor mindre end 50 år, opnå en medianalder i de øvre 40'er. Europas "forsørgerbyrde" (antallet af borgere i ikke-erhvervsaktive aldre for hver erhvervsaktiv borger) er på vej til at blive lamende høj. Europæerne står derfor over for et pinefuldt valg mellem at amerikanisere deres økonomier, dvs at åbne deres grænser for meget mere indvandring, med de kulturelle ændringer, der ville medføre, eller omdanne deres union til et befæstet pensionistsamfund.

Kinas kommende økonomiske krise
Optimistiske iagttagere af Kina insisterer på, at det økonomiske mirakel fra det seneste årti vil fortsætte, med en vækst i et sådant tempo, at inden for 30 eller 40 år vil Kinas bruttonationalprodukt overgå USAs. Alligevel er det langt fra tydeligt, at de normale regler for emerging markets er suspenderet til Beijings fordel. Der eksisterer en grundlæggende uforenelighed mellem den frie markedsøkonomi, baseret på privat ejendom og retsstaten, og det kommunistiske monopol på magten, som avler korruption og forhindrer skabelsen af gennemsigtige skattemæssige, monetære, og regulatoriske institutioner.

Opsplitningen af den islamiske civilisation
Med fødselsrater i de muslimske samfund som er mere end det dobbelte af EU-gennemsnittet, er de islamiske lande i Nordafrika og Mellemøsten nødt til at lægge pres på Europa og USA i de kommende år. Hvis, for eksempel, befolkningen i Yemen overstige Ruslands i 2050 (som FN regner med, under forudsætning af konstant fertilitet), skal der enten ske dramatiske forbedringer i Mellemøstens økonomi eller en væsentlig udvandring fra den arabiske verden til det aldrende Europa. Faktisk er den muslimske verden så splittet som nogensinde, og ikke kun langs den traditionelle kløft mellem sunnier og shiiter. Den er også delt mellem de muslimer, som søger en fredelig modus vivendi med Vesten (hvad man fx kan se i den tyrkiske regerings ønske om at blive medlem af EU), og dem der er tiltrukket af den revolutionære islamiske bolsjevisme, som fx repræsenteres af  al Qaeda-lederen Osama bin Laden. Vi er langt fra et bipolært sammenstød mellem civilisationer, og endnu længere fra et nyt kalifat, der kunne udgøre en geopolitisk trussel mod USA og dets allierede.

Kort sagt, hver af de mulige hegemonmagter i det 21. århundrede - USA, Europa og Kina - ser ud til at indeholde tendenser til tilbagegang, og islam er stadig en diffus kraft i verdenspolitikken, som mangler ressourcer til at blive en supermagt.

Mørk og usammenhængende
Antag at de amerikanske neokonservative bliver ydmyget i Irak, og at Bush-regeringens forsøg på at demokratisere Mellemøsten ender i en forsmædelig tilbagetrækning. Antag endvidere, at ingen rivaliserende magt viser interesse i at udfylde det resulterende tomrum. Hvordan ville en sådan apolær fremtid se ud?

Svaret er ikke let, da der har været meget få perioder i verdenshistorien uden kandidater til rollen som global, eller i det mindste regional hegemon magt. Den nærmeste situation i moderne tid kunne være 1920'erne, da USA forlod præsident Woodrow Wilsons projekt for globalt demokrati og kollektiv sikkerhed centreret om Folkeforbundet. Der var bestemt et magttomrum i Central- og Østeuropa efter sammenbruddet i Rusland, Østrig-Ungarn, Tyskland og Det osmanniske Imperium, men det varede ikke længe. De gamle vesteuropæiske imperier var hurtige til at snuppe resterne af det osmanniske styre i Mellemøsten. Bolsjevikkerne havde samlet det zaristiske imperium i 1922. Og i 1936 var tysk genrejsning allerede langt fremme.

Man skal gå meget længere tilbage i historien for at finde en periode med sand og varig apolaritet. Så langt tilbage som til det 9. og det 10. århundrede.

På den tid var resterne af det romerske imperium - Rom og Byzans – på vej ned fra toppen af deres magt. Ledelsen i Vesten blev delt mellem paven, som ledede kristenheden og arvingerne efter Karl den Store, som opdelte sit imperium med Traktaten i Verdun i 843. Ingen troværdig kandidat til titlen som kejser fandtes før Otto blev kronet i 962, og selv han var blot en tysk prins med tanker, som aldrig blev til virkelighed om at regere Italien. Byzans i øst måtte samtidig koncentrere sig om bulgarernes oprør i nord.

I år 900 havde det abbasidiske kalifat passeret sit højdepunkt. I Kina var den kejserlige magt svækket mellem T'ang og Sung dynastierne. Ingen af disse imperier havde haft seriøse forhåbninger om territorial ekspansion.

De gamle imperiers svaghed tillod nye og mindre enheder at blomstre. Da Khazar stammen konverterede til jødedommen i 740, tog deres Khanat magten i tomrummet mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. I Kiev, langt fra Byzans rækkevidde, lagde regenten, Olga, fundamentet for det fremtidige russiske imperium, da hun konverterede til den ortodokse kirke i 957. Seljukkerne oprettede deres sultanat da abbasiderne mistede kontrollen over Lilleasien. Afrika havde sit mini-imperium i Ghana, Mellemamerika havde Maya civilisationen. Forbindelser mellem disse enheder var minimal eller ikke-eksisterende.

Denne situation var det modsatte af globalisering. Det var en verden brudt op i løsrevne, indadvendte civilisationer.

Et træk ved den tidsalder var, at da der manglede stærke sekulære politiske enheder, skabte religiøse spørgsmål ofte alvorlige stridigheder. Faktisk satte religiøse institutioner ofte den politiske dagsorden. I det ottende og niende århundrede blev Byzans martret af kontroverser om den korrekte brug af ikoner i tilbedelsen. I det 11. århundrede følte paven sig sikker nok til at ydmyge den tysk-romerske kejser Henrik IV i kampen om hvem af dem, der skulle have ret til at udnævne biskopper. De nye munkeordener tiltog sig en betydelig magt i kristenheden. I den muslimske verden, var det Ulema (de gejstlige), der virkelig herskede. Denne atmosfære er med til at forklare, hvorfor perioden endte med korstogene, hvoraf det første blev iværksat af de europæiske kristne i 1095.

Men dette tilsyneladende sammenstød mellem civilisationer var på mange måder blot endnu et eksempel på at i den apolare verden har tilbagestående folkeslag mulighed for militære angreb over lange afstande rettet mod bycentre. Vikingerne angreb gentagne gange vesteuropæiske byer i det niende århundrede. Én frankiske krønikeskriver beklagede "den endeløse strøm af vikinger" som fejer sydover. Byzans blev angrebet i 860 af bander fra Rus (Kiev). Denne "hårde og brutale stamme" viste "ingen nåde", beklagede den byzantinske patriark. Sådan var betingelserne i en anarkistisk tidsalder.
Det var ikke overraskende at fremtiden dengang syntes at ligge i at skabe små politiske enheder, som var lette at forsvare: Den venetianske Republik - indbegrebet bystaten - som førte sin egen udenrigspolitik fra 840, eller Alfred den Stores England fra 886, nok det første forsøg i europæisk historie, der ligner en nationalstat.

Hvis supermagten mislykkes
Kunne en apolær verden i dag skabe en æra, der minder om Alfreds tidsalder? Det kunne forekomme, dog med nogle vigtige og bekymrende forskelle.

Man kan bestemt forestille sig verdens etablerede magter - USA, Europa og Kina - på tilbagetog i deres egne regionale indflydelsessfærer. Men hvad med de delvis autonome overnationale organer, der blev oprettet efter Anden Verdenskrig? De Forenede Nationer, Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen mener hver for sig, at de på en eller anden måde er repræsentative for det "internationale samfund". Deres forhåbninger til global styring er afgjort forskellige fra ånden i den mørke middelalder.

Alligevel var universelle krav også en del af retorikken i datiden. Alle imperier hævdede at regere verden. Nogle, som var uvidende om andre civilisationers eksistens, troede måske endda, at de gjorde. Virkeligheden var dog ikke en global kristendommen, eller et altomfattende ”Empire of Heaven”. Virkeligheden var politisk fragmentering. Og det er også tilfældet i dag. Det afgørende kendetegn ved vores tidsalder er ikke en forskydning af magt opad til overnationale institutioner, men nedad. Med afslutningen af staternes monopol på midlerne til vold og sammenbruddet af deres kontrol over kommunikationskanaler, er menneskeheden begyndt på en æra præget nok så meget af disintegration som af integration.

Hvis den frie strøm af informationer og produktionsmidlerne har givet multinationale selskaber og ikke-statslige organisationer (såvel som religiøse kulter af alle trosretninger) større magt og indflydelse, har den frie strøm af destruktiv teknologi givet større magt og indflydelse til både kriminelle organisationer og terrorceller. Disse grupper kan fungere uanset hvor de ønsker, fra Hamborg til Gaza. Derimod er det internationale samfunds indflydelse ikke global. Kort sagt, det er de ikke-statslige aktører, der virkelig har fået global magt. Herunder både munke og vikingerne fra vor tid.

Så hvad der er tilbage? Aftagende imperier. Religiøse vækkelser. Begyndende anarki. Et kommende tilbagetog til befæstede byer. Det er de mørke erfaringer, en verden uden en hypermagt hurtigt kan genopleve. Problemet er naturligvis, at denne nye mørke tidsalder ville være langt mere farlig end det niende århundrede. For verden er meget mere folkerige - omkring 20 gange mere - så friktion mellem verdens forskellige "stammer" vil blive hyppigere. Teknologien har forvandlet produktionen. Nu er de menneskelige samfund ikke blot afhængige af ferskvand og høst, men også af forsyninger af fossile brændstoffer. Teknologi har opgraderet ødelæggelse, så det nu ikke blot er muligt at erobre en by, men også at udslette den.

I mere end to årtier har globaliseringen - integration af verdensmarkederne for råvarer, arbejdskraft og kapital - forøget levestandarden i hele verden. Tilbagerulning af globaliseringen - som en ny mørk tidsalder ville medføre - ville helt sikkert føre til økonomisk stagnation og endda depression. Eftersom USA har søgt at beskytte sig selv mod en anden 11. september fx i Houston eller Chicago, vil det uvægerligt blive et mindre åbent samfund, mindre gæstfri for udlændinge. Eftersom Europas muslimske enklaver vokser, ville islamistiske ekstremisters infiltration af EU samtidig være blevet irreversibel, og transatlantiske spændinge over Mellemøsten ville nå bristepunktet. En økonomisk nedsmeltning i Kina ville styrte det kommunistiske system ud i krise og frigøre de centrifugale kræfter, der underminerede tidligere kinesiske imperier. Vestlige investorer ville tabe penge og konkludere, at lavere afkast hjemme vil være at foretrække frem for risikoen for misligholdelse i udlandet.

De værste effekter af en nye mørk tidsalder ville opleves i de aftagende stormagters yderområder. De rigeste havne i den globale økonomi - fra New York til Rotterdam til Shanghai - ville blive mål for plyndringsmænd og pirater. Terroristerne kunne med lethed forstyrre havenes frihed, med aktioner rettet mod olietankskibe, hangarskibe og krydstogtskibe, mens vestlige nationer febrilsk koncentrer sig om, at gøre deres lufthavne sikre. Samtidig kunne begrænsede nukleare krige ødelægger mange regioner fra Den koreanske Halvø over Kashmir og måske med endepunkt i Mellemøsten. I Latinamerika ville usselt fattige borgere søge trøst i kristendom importeret af amerikanske religiøse ordener. I Afrika ville de store plager, aids og malaria, fortsætte deres dødbringende arbejde. De få tilbageværende flyselskaber ville suspendere afgange til mange byer på disse kontinenter – hvem ville ønske at forlade deres private, sikkert bevogtede tilflugtssteder for at rejse derhen?

Af alle disse grunde bør udsigten til en apolar verden skræmme os i dag en hel del mere end det skræmte Karl den Stores arvinger. Hvis USA trækker sig tilbage fra det globale overherredømme, må dets kritikere i ind- og udland ikke forestille sig, at det indvarsler en ny æra af multipolær harmoni, eller en tilbagevenden til den gode gamle magtbalance.

Vær forsigtig med, hvad du ønsker. Alternativet til unipolaritet vil ikke være multipolaritet overhovedet. Det ville være apolaritet - et globalt magttomrum. Og langt farligere kræfter end rivaliserende stormagter ville drage fordel af en sådan uorden.

Spørgsmål:
(se tekst 31,b)