Forlaget Columbus

Hvordan en umulig alliance reddede Tunesien fra kollaps

Repræsentanter for Den nationale Dialogkvartet som modtog Nobels Fredspris i 2015 Kilde: Zetland

Niels Hougaard
Information 2. januar 2016

Mens mange revolutioner og fredsprocesser er slået fejl, er det lykkedes Tunesien at komme igennem den svære transition fra revolution til gryende demokratisering. Efter Det Arabiske Forårs optimisme stod Tunesien i 2013 på randen af borgerkrig, men fire af landets civilsamfundsorganisationer genoprettede den demokratiske samtale – og vandt Nobels fredspris.

I sommeren 2013 var Tunesien i dyb krise. Optimismen efter Det Arabiske Forår, var væk. I stedet var der protester, strejker, terrorangreb.

Overgangsparlamentet – den forfatningsgivende nationalforsamling – blev ledet af Ennahda, et islamistisk parti, der er ideologisk beslægtet med Det Muslimske Broderskab, og dets forsøg på at indføre en religiøs forfatning vakte indædt modstand fra landets sekulære kræfter. Sammenstød mellem paramilitære grupper brød ud, og Tunesien så ud til at skulle splittes i vold mellem islamisterne på den ene side og diktaturets gamle garde på den anden. Med et parlament berøvet al myndighed beredte Tunesien sig på samme skæbne, som var overgået de øvrige arabiske revolutionære ’forårslande’: knuste håb, mislykket demokratisering.

»Demokratiet var kriseramt. Der var ingen ny forfatning,« siger Fadhel Mahfoudh, leder af den tunesiske advokatsammenslutning. »Nationalforsamlingen var i opløsning«.

Og just da det så ud, som om tingene ikke kunne blive værre, var det netop, hvad de blev: Den 25. juli blev Mohamed Brahmi, en tidligere dissident og siden førende Ennahda-kritiker, gennemhullet af 14 kugler foran sin kone og datter. Politiet konstaterede, at de var affyret fra samme våben, som et halvt år før var blevet brugt til at myrde Chokri Belaïd, der også var regeringskritiker.

Den nat forsamledes Brahmis venner ved hans lig på Tunis’ Charles Nicolle Hospital. Mokhtar Trifi, næstformand for Menneskerettighedsligaen, opdagede, at han stod side om side med Houcine Abassi, den karismatiske chef for det magtfulde tunesiske fagforbund UGTT.

»Vi stod der i stilhed,« husker Trifi. »Men vi forstod, at med dette mord var vi nået til et kritisk punkt, hvor vi måtte reagere, hvis ikke noget endnu farligere skulle ske. Vi sagde til hinanden: ’Vi er nødt til at handle’.«

Næste dag proklamerede Abassi generalstrejke, og de 750.000 medlemmer af hans fagbevægelse satte landet i stå.

Nationen skulle frelses fra kaos

Den nat tilkaldte Abassi fagforeningsbosser fra hele landet til UGTT’s hovedkvarter. Fagforbundet, der blev oprettet i 1946, er angiveligt Tunesiens mest magtfulde. I et røgfyldt værelse mødtes Abassi med advokatforbundets Mahfoudh og Menneskerettighedsligaens formand, Abdessattar Ben Moussa. De tre grupper havde tidligere arbejdet sammen mod Ben Alis diktatur. Nu besluttede de at gøre det igen. Denne gang gjaldt det om at frelse nationen fra kaos.

Inden mødet havde Abassi drøftet, hvad man kunne gøre, med Wided Bouchamaoui, som er formand for den tunesiske arbejdsgiverforening UTICA.

I årene med diktatur og politistat havde mange arbejdsgivere tætte forbindelser til den samme statsmagt, som havde travlt med at fængsle fagforeningsaktivister, så det lignede et vanskeligt projekt at bringe erhvervsledere og fagforeninger sammen.  Men chefer og arbejderledere kunne fint enes om den samme analyse af, hvor Tunesien bevægede sig hen: mod afgrunden.

På få dage dannedes den gruppe, som senere skulle blive kaldt Den Nationale Dialogkvartet. Og på papiret var det en stærk kraft med både erhvervsliv og fagforeninger foruden Menneskerettighedsligaen og advokatsamfundet.

Men en nøglekomponent i det tunesiske samfund var ikke repræsenteret: islamisterne.

Tunesiens politiske landskab er en forvirrende blanding af partier til venstre og til højre, der konkurrerer med Ennahda om magten i en trefløjsstrid. Islamisterne så med mistro på kvartetten og frygtede, at dens bagvedliggende ærinde var at påtvinge landet en sekulær struktur. Ennahda var trængt i defensiven og så i de store regeringsfjendtlige protester et værk orkestreret af tidligere regimebagmænd. Der var spændinger i forholdet til præsident Moncef Marzouki, en tidligere systemkritiker, og til et parlament med over 20 partier og deraf følgende vanskelighed med at opnå konsensus. Ennahdas leder, Rachid Ghannouchi, havde udpeget tusindvis af islamister til offentlige stillinger, hvilket førte til beskyldninger om, at han prøvede at institutionalisere sin magtbase. Ghannouchi sagde derimod, at han blot gav arbejdspladser tilbage til medlemmer af Broderskabet, som under det tidligere diktatur var blevet fyret af politiske grunde.

Alt kunne have forløbet uden problemer, hvis parlamentet havde holdt sin tidsplan og haft en ny forfatning klar i oktober 2012. I stedet blev processen lagt død på grund af voldsomme skænderier om den nye stats karakter. Skulle den være islamisk præget, eller skulle religionsfrihed prioriteres? Ennahda følte, at partiet havde mandat til at integrere stat og religion, men mange tunesere var uenige.

En stor udfordring
Tunesien er en af de mest sekulære stater i den arabiske verden, og nationens sprog og kultur kombinerer arabiske, berberiske og franske kulturelementer. I en region med tradition for voldelige oprør havde Tunesien opnået selvstændighed uden at føre krig mod de franske kolonialister. Som i resten af Nordafrika udviklede det styre, der trådte i kolonimagtens sted, sig dog hurtigt til diktatur, men dog af en relativt mild karakter.

De tidlige udkast til en islamistisk farvet forfatning affødte protester fra borgerretsgrupper, da det blev foreslået, at kvinders status skulle defineres som ’komplementær’ til manden snarere end som ligestillet.

Da kvartetten første gang mødtes med Ennahdas leder Ghannouchi og præsident Marzouki, var de begge uimponerede. De havde ærligt og redeligt vundet valget og var ikke interesseret i at blive belært om noget af selvbestaltede mæglere.

Men kvartetten havde en styrkefaktor, som blev afgørende: støtte fra offentligheden. På det tidspunkt var protesterne blevet omfattende, og tusinder deltog i sit-ins foran Nationalforsamlingen
Mens det politiske dødvande bed sig fast gennem sommeren eskalerede protesterne. Den 1. september dannede demonstranter en flere kilometer lang kæde fra parlamentet til regeringens hovedkvarter med krav om politisk forandring.

Omsider blødgjordes Ennahdas holdning. »Partiets bekymring var, at Ben Ali-regimets støtter ville komme tilbage gennem bagdøren og hele dets ledelse havne i fængsel,« siger Martin Willis, der er Tunesien-ekspert ved Oxford Universitet.

I mellemtiden arbejdede kvartetten i al hast bag kulisserne. Ideen var en køreplan, som opfordrede parlamentet til at vedtage en forfatning, fastsætte dato for nyvalg og indtil da lade et teknokratministerium styre landet

Kompromisser
Klimaks for forhandlingerne fandt sted i Paris, da Ghannouchi mødtes med Al-Baji Qa’id as-Sibsi, kendt som Beji Caid Essebsi, som er leder af det hurtigt voksende oppositionsparti Nidaa Tounes. Det var et anspændt møde, for Nidaa tæller flere af det tidligere regimes topembedsmænd, hvoraf nogle var ansvarlige for at fængsle islamister under diktaturet. Men nu gik de to mænd ind på at lytte til kvartetten.

En forfatning blev aftalt, hvor de fleste islamistiske elementer var trukket tilbage. Dog blev det fastslået, at Tunesiens præsident altid skal være muslim. Parlamentet fastsatte faste datoer for nyvalg til gengæld for et løfte fra oppositionen om, at regeringen kunne regere landet sammen med teknokraterne indtil da.

Kvartetten krævede imidlertid, at Ennahdas premierminister, Ali Larayedh, gik af.

At finde en ny premierminister, som alle parter ville acceptere, var kompliceret. Tunesien var polariseret. Løsningen blev at give det til en mand, der allerede sad i Larayedh-kabinettet: industriminister Mehdi Jomaa. Han var ingeniør, havde arbejdet for amerikanske og franske virksomheder, og var helt ny i politik. Oppositionen, der bestod af 22 partier, bakkede op om valget, og da det var Larayedh selv, der havde peget på Jomaa i første omgang, havde han svært ved at gøre indsigelse.

Den 23. oktober var alle klar til en indviklet ceremoni, hvor Ennahda og resten af parlamentet skulle godkende forfatningen, proklamere regeringsomdannelse og udskrive nyvalg. Abassi, parlamentsformanden, talte for de forsamlede ledere: »Tak for, at I viser jer lydhøre over for nationens krav.«

Derefter fulgte syv ugers armlægning, hvor kvartetten dag og nat bestræbte sig på at overbevise alle parter om, at de gjorde klogest i at overholde aftalens bestemmelser.

Kvartetten havde vind i sejlene. Politikere af enhver observans så, at der ikke var noget alternativ, og i januar gik Larayedh af, helt efter planen. Forfatningen blev vedtaget, valget udskrevet, og det gav det forventede resultat: et sviende nederlag til Ennahda og dets koalitionspartnere og sejr til Nidaa Tounes med Beji Caid Essebsi som ny præsident. Positivt var det også, at Ennahda fik en enkelt post i den nye regering.

Kvartetten var en forsonende kraft
Et år senere kæmper partiet Nidaa Tounes med de samme problemer, som dets islamistiske forgænger stod over for. Økonomien er fortsat hensygnende. Eliten lever stadig godt med BMW’er og butikker i de eksklusive forstæder til Tunis, mens det meste af resten af landet vakler på fattigdomsgrænsen. I mellemtiden er terrorismen blevet endnu blodigere. Bardo-komplekset, som var skueplads for store protester og forhåbninger i 2013, blev farvet af blod, da terrorister myrdede 23 mennesker i marts sidste år. Tre måneder senere blev 38 turister massakreret i Sousse. Turister og udlændinge er siden flygtet fra landet i stort tal – et hårdt slag mod økonomien og Tunesiens håb om, at landets ’demokratiske dividende’ ville gøre det til et nyt centrum for vækst og kulturel opblomstring. Kvartetten er opløst i sine oprindelige bestanddele efter at have truffet en sidste beslutning om ikke at ville etablere sig permanent for at kunne bevare sin upartiskhed.

Nobelkomiteen vidste, hvad den gjorde, da den gav Fredsprisen til Kvartetten. Som det hedder i prismotiveringen: »Frem for alt er denne pris tænkt som en opmuntring til det tunesiske folk, som trods store udfordringer har lagt grunden til et nationalt broderskab, som Komiteen håber, vil kunne tjene som eksempel til efterfølgelse for andre lande.«

Kvartetmedlemmerne er vidt forskellige af personlighed og holdning, men de deler samme forståelse af, hvorfor deres fælles projekt lykkedes. For det første, siger de, var det fordi Tunesien i modsætning til de øvrige revolutionslande havde så stærkt et civilsamfund at falde tilbage på, da den politiske krise spidsede til. For det andet var de alle garvede og udholdende forhandlere, hærdet gennem mange års kamp for basale rettigheder under diktaturet.

Spørgsmål:

  • Diskuter og forklar det forløb, som ifølge teksten førte til, at islamisterne i Tunesien tabte indflydelse under det arabiske forår, som omtalt af Marcus Rubin (Historiske Hovedlinier s.277).
  • Diskuter om de fire organisationer, som omtales i teksten, måske på hver sin måde, repræsenterer de oprindelige tanker i Det arabiske Forår?

Jeg handler som

Skole

Forlaget Columbus

Offentlig institution
(for skolens ansatte)

Privat

Forlaget Columbus

Privatkunde
(privat, studerende
og virksomhed)