Pave Urban 2.'s tale i Clermont 1095

Fulcher af Chartres version af Urban 2.s tale er skrevet mellem 1100 og 1105. Fulcher (ca. 1059-1127) var præst og  deltog selv i Det 1. Korstog, som han beskrev i ”Historia Hierosolymitana” (Jerusalems Historie). Han erklærer i sit værk, at han kun beskriver de ting, som han selv har været vidne til.

I året 1095 efter Vor Herres inkarnation, mens Henrik, den såkaldte kejser, regerede i Tyskland og kong Filip i Frankrig (3), blev onder af alle slags forøget i hele Europa på grund af den vaklende tro. På det tidspunkt regerede pave Urban d. 2. i byen Rom. Han var en beundringsværdig mand i livsførelse og vaner, som klogt og energisk stred for at ophøje den hellige kirkes status stadigt højere.

[Paven indkaldte til et møde i Clermont i Frankrig, hvor han først opfordrede de tilstedeværende (310 biskoper og abbeder) til at bilægge alle interne stridigheder og derefter – på baggrund af henvendelsen fra den byzantinske kejser – kom med følgende opfordring]:

"Åh, sønner af Gud, da I nu har lovet Ham at holde fred iblandt jer selv og trofast at opretholde den hellige kirkes rettigheder mere oprigtigt end før, så resterer der for jer, der nyligt er blevet opvakt af Guds formaning, stadig en presserende opgave, der både vedrører jer og Gud, og hvor I kan vise jeres gode viljes styrke. For I må skynde jer at yde hjælp til jeres brødre, der bor i Østen (4), og som har brug for jeres hjælp, hvilken de ofte har bedt om.

For tyrkerne, et persisk folk (5), har angrebet dem, som mange af jer allerede ved, og er trængt så langt ind over Romanias landegrænser som til den del af Middelhavet, der kaldes St. Georgs Arm (6). De har erobret mere og mere af de kristnes lande, har allerede besejret dem [de kristne] syv gange i kamp, de har dræbt eller tilfangetaget mange mennesker, de har ødelagt kirker og de har hærget Guds rige. Hvis I tillader dem at fortsætte meget længere, vil de i langt større omfang underlægge sig Guds trofaste folk.

Derfor med inderlig bøn, formaner jeg – ikke jeg, men Herren – jer, som Kristi budbringere, til gentagne gange at opfordre mænd fra samtlige [samfunds]lag, riddere såvel som fodfolk, rige såvel som fattige, til at skynde sig med at uddrive dette skændige folk fra vores lande og hjælpe de kristne indbyggere i rette tid.

Jeg taler til de tilstedeværende. Jeg forkynder det til dem, der er fraværende. Desuden, Kristus befaler det. Til alle dem, der drager dertil, vil der blive givet syndsforladelse, hvis dette jordbundne liv skulle få en ende, enten mens de drager over land, mens de krydser havet eller mens de kæmper mod hedningene. Dette giver jeg til alle, der drager afsted, ved den magt, som Gud har skænket mig.

Åh, hvilken skændsel, hvis et folk, der er så foragtet, afvigende og slavebundet af dæmoner. således skulle overvinde et folk, der er blevet skænket troen på den almægtige Gud og som stråler i Kristi navn! Åh hvilke bebrejdelser ville Herren selv ikke fremføre imod jer, hvis I ikke har hjulpet dem, der, som I selv, regnes til den kristne tro!

Lad dem,” sagde han, ”der er vant til føre formålsløse private krige mod [andre] troende (7) drage mod de vantro i en krig, der skal påbegyndes nu og fuldendes i sejr. Lad dem, der længe har været røvere, nu blive Kristi soldater. Lad dem, der engang kæmpede mod brødre og slægtninge, nu på retfærdig vis kæmpe mod barbarerne. Lad dem, der har været lejesvende for et par sølvmønter nu opnå en evig belønning. Lad dem, der har udmattet sig selv til skade for krop og sjæl, nu anstrenge sig for at opnå den dobbelte herlighed. Yderligere, på den ene side vil der være de triste og de fattige, på den anden side de glade og velhavende, her Herrens fjender, dér Hans venner.

Lad intet forsinke dem, der drager afsted. Lad dem afregne deres [pengemæssige] udeståender og indsamle penge, og når vinteren er slut og foråret er kommet, så lad dem nidkært foretage rejsen under Herrens vejledning."

Efter disse ord var blevet sagt, var tilhørerne blevet inderligt inspirerede. Idet de tænkte, at intet kunne være mere værdigt end et sådant forehavende, lovede mange blandt tilhørerne, at drage afsted og inderligt at tilskynde dem, der var fraværende, til at gøre det samme. Der var iblandt dem en biskop af Puy ved navn Ademar, der som pavelig stedfortræder efterfølgende klogt og med omtanke anførte hele Guds hær og ivrigt ansporede dem til at udføre deres forehavende (8).

Noter:
(3) Henholdsvis Henrik d.4. (1056-1106) og Filip d.1. (1060-1108). Henrik betegnes som ”såkaldt kejser”, da han på grund af investiturstriden ikke var anerkendt af pave Urban d.2. og dennes forgænger Gregor d.7.

(4) Dvs. de kristne i Det Byzantinske Rige / Anatolien(5) Tyrkerne, et persisk folk: (… turci, gens Persica …). Da de tyrkiske seldsjukker i løbet af 1000-tallet havde tiltvunget sig magten i gamle persiske områder, som f.eks. Khorasan, omtales de til tider som persere.

(7) Urban sigter her til de kristne kongers og ridderstandens indbyrdes krige og fejder. Jf. pavens tidligere anklager og formaning om Gudsfreden.

(8) Ademar af Puy (eller Adhémar de Monteil) betegnes som Det 1. Korstogs åndelige leder. Han deltog dog også i både organiseringen, de diplomatiske forhandlinger og i kampene og belejringerne, men nåede ikke selv til Jerusalem, da han døde af sygdom i Antiokia i 1098.

Robert af Rheims (”Munken Robert”) version af talen er skrevet kort efter 1100. Robert påstod, at han var til stede under Urban 2.’s tale ved Clermont. Man ved meget lidt om ham, men han blev i datiden anset for at være en pålidelig historiker. Abbeden af St. Rémi satte Robert til at omskrive ”Gesta Francorum” , fordi abbeden ikke mente, at den var retvisende og fordi han mente, at Robert kunne gøre den bedre, da han selv havde været til stede under talen.
I året 1095 efter at Vor Herre blev menneske, blev et stort kirkemøde afholdt i Auvergne-regionen i Gallien i byen, som kaldes Clermont. Pave Urban d. 2. ledte dette kirkemøde sammen med de romerske biskopper og kardinaler. Dette kirkemøde blev kendt for den store skare af både franske og tyske biskopper, samt stormænd, som deltog. Efter at have ordnet sager, der havde med kirken at gøre, gik paven ud på en stor mark, fordi ingen bygning var stor nok til at huse den store folkemængde. Dernæst talte paven til de tilstedeværende med sød og overbevisende veltalenhed og han henvendte sig til forsamlingen med ord, der mindede om det følgende, idet han sagde:

”Oh, frankere, folket fra den anden side af bjergene, I er det udvalgte folk og elsket af Gud, som det kan ses på jeres mange bedrifter. I adskiller jer fra alle andre folkeslag på grund af situationen i jeres land samt ved jeres katolske tro og ved den høje agtelse, som I nyder hos den hellige kirke. Disse ord er henvendt til jer. Vi ønsker at fortælle jer om bedrøvelige omstændigheder, der har ført os til jeres land, og den fare, der truer jer og alle troende.

Fra Jerusalem og Konstantinopel kommer bedrøvelige nyheder, som det så ofte er sket før. Nyheder om at et folkefærd fra det persiske kongedømme [tyrkerne] – et fordømt folk, et folk fuldstændig fremmed for Gud, en generation med onde hensigter og en ånd, der har opgivet troen på Gud – brutalt har invaderet de kristnes lande og affolket dem ved sværdet, plyndring og ild. De har ført fanger til deres eget land, og mange har de dræbt med grusom tortur. De har enten ødelagt mange af Guds kirker eller ladet andre omdanne til brug for deres egen religion. De ødelægger altrene med snavs og besmittelse. De dræber kristne og blodet fra omskæringen spreder de på altrene eller kaster det i døbefontene.

Det græske (byzantinske) kongerige er nu sønderlemmet af dem og de har frataget dem et så stort område i omfang, at det ikke kan krydses på en to måneders march. Hvem skal hævne alt dette, hvem skal genoprette det ødelagte, om ikke I? I er dem, hvem Gud fremfor andre nationer har skænket storslået ære i våbenstrid, stort mod, legemlig raskhed og styrke til at strække de hårede skalpe til jorden på dem, der vover at gøre modstand mod jer. Lad jeres forfædres bedrifter være jer en opmuntring og lad deres eksempel opildne jeres sind til mandig dåd - Karl den Stores storhed og tapperhed, og hans søn Ludvig (9), og jeres andre konger, der har besejret saracenernes kongeriger og har udvidet den hellige kirkes område i disse lande, der før var i hedensk besiddelse. Lad jer især opflamme af Den Hellige Gravs Kirke, som nu er i hænderne på urene folkeslag, og lad jer vække af denne urene vanhelligelse af de hellige steder. Oh, tapre soldater og efterkommere af uovervindelige forfædre, husk jeres forfædres tapperhed og stå ikke tilbage for dem.

Hvis kærlighed til jeres børn, forældre og koner holder jer tilbage, så husk hvad Herren siger i evangeliet: ”Den, der elsker sin fader eller moder højere end mig, er mig ikke værdig.” ”Enhver, der forlader hjem eller brødre, eller sin fader eller moder eller hustru eller børn eller land for min skyld, skal få 100 gange igen og han skal arve det evige liv.” Lad derfor ikke jeres ejendomme eller bekymringer for familien holde jer tilbage.

For dette land, som I bor i, er på den ene side omgivet af havet og på den anden side af bjergtoppe, og det er for lille til jeres store befolkning. Ej heller nyder det overflod af velstand, og det giver næppe tilstrækkelig med føde til dem, der dyrker det. Det er derfor, I dræber hinanden og erobrer land fra hinanden og fører krig, og derfor dør mange af jer i interne kampe. Lad derfor hadet iblandt jer forsvinde, lad disse fejder stoppe, bring alle disse konflikter til standsning. Begynd i stedet jeres rejse til Den hellige Grav. Tag dette land fra det onde folk og lad landet underkaste sig jer. Dette land, der som Evangeliet omtaler som landet, der: ”Flyder med mælk og honning.” Dette Land blev givet af Gud til Israels børn.

Jerusalem er verdens navle, et land, der er mere frugtbart end andre, et land, der er som et andet paradis. Det er det land, som menneskehedens forløser oplyste ved sit komme, besmykkede ved sit liv, helliggjorde ved sin lidelse, forløste ved sin død og forherligede med sin grav. Denne kongelige by i verdens centrum holdes nu fanget af Kristi fjender, og er underkastet dem, som ikke kender Gud, til de vantros dyrkelse. Hun længes derfor efter at blive befriet, og ophører ikke med at bønfalde jer om at komme hende til undsætning. Især jer anråber hun om hjælp, fordi, som vi allerede har sagt, Gud har skænket jer af alle nationer stor ære i kamp. Påtag jer derfor denne rejse for forladelsen af jeres synder med visheden om en ærefuld og evig belønning i det himlens kongerige.”

Da pave Urban klogt havde sagt disse og mange andre ting, så var det som om han samlede alle de tilstedeværendes ønsker til ét formål, så at de opildnet og alle som én råbte: ”Gud vil det! Gud vil det!” Da den ærværdige romerske biskop hørte dette, vendte han sit blik mod himlen og takkede Gud, hvorefter han påbød tavshed og sagde:

”Kære elskede brødre. Vi har i dag været vidne til det, som Herren siger i evangeliet: ”Når to eller tre er samlet i mit navn, vil jeg være iblandt jer.” Hvis ikke Gud Herren havde været til stede i jeres ånd, ville I ikke alle have råbt det samme, for selv om råbet kom fra jer alle, havde jeres råb kun én kilde. Derfor siger jeg til jer, at det var Gud, som indgød dette råb i jeres bryst, og det var Gud, der frembragte det. Lad det derfor være jeres kampråb, når I angriber fjenden. Når et væbnet angreb foretages mod fjenden, lad da dette kampråb gjalde blandt alle Guds soldater: Gud vil det! Gud vil det! […]
 
Noter:
(9) Karl den Store var hersker over Frankerriget fra 768 til sin død i 814. Han underlagde sig det meste af Vesteuropa i tidlig middelalder og lagde grundstenen til de moderne lande Frankrig og Tyskland. Han blev i år 800 kronet som Romersk Kejser i Rom og var derved den første germanske fyrste, som antog den romerske kejsertitel. Hans søn Ludwig den Fromme arvede kejsertitlen og regerede fra 814 til 840. Efter hans død delte hans tre sønner riget mellem sig.

Balderic var ærkebiskop af Dol i Frankerriget og skrev omkring 1107 en historiebog om det første korstog ved navn ”Historiae Hierosolymitana” (Jerusalems historie – ligesom Fulchers bog). Balderics hovedkilde til historien om det første korstog var Gesta Francorum, som han ønskede at forbedre ved at gøre beretningen mere dramatisk i stilen, men øjevidneberetninger fra nogle deltagere i det første korstog var også blandt Baldrics kilder. Nogle historikere anser Baldric for selv at have været førstehåndskilde og vidne til pave Urban d. 2.’s korstogstale.

[Paven sagde:] ”Vi har hørt, mine kære brødre, og I har hørt, hvad vi ikke uden dyb sorg kan berette om, nemlig om, hvordan vore kristne brødre, den kristne menighed, med stor skade og utålelige lidelser bliver plaget, undertrykt og skadet i Jerusalem, i Antiokia og i de andre byer i Østen. Jeres egne blodsbrødre, jeres kammerater, jeres trosfæller (for I er sønner af den samme Kristus og af den samme kirke) bliver enten undertrykt i deres nedarvede hjem af andre herrer eller bliver drevet derfra, eller de kommer til os som tiggere, eller i de langt værre tilfælde bliver de pisket og drevet hjemmefra som slaver til salg i deres eget land. Kristent blod, forløst af Kristi blod, er blevet udgydt og kristent kød, i slægt med Kristi kød, er blevet udsat for usigelige ydmygelser og trældom. Overalt i disse byer er der sorg, overalt elendighed, overalt stønnen (jeg siger det med et suk). Kirker, hvor guddommelige mysterier i gamle dage blev hyldet, er nu til vor store sorg blevet brugt som stalde for disse mennesker! Hellige mænd behersker ikke disse byer, nej primitive og brutale tyrkere har nu magten over vore brødre. Den velsignede Peter var først biskop i Antiokia, og se i hans egen kirke har de vantro nu etableret deres overtro og den kristne religion, som de snarere burde værdsætte, har de primitivt lukket ude fra Guds hus! De jordejendomme, der var givet til støtte for helgenerne og adelens fædrenearv og sat til side for hjælp til de fattige, er nu underlagt vantro herredømme, mens onde herrer til deres egen fordel misbruger udbyttet fra disse lande. Guds præsteskab er blevet kastet i støvet. Guds helligdom vanæres overalt (usigelig skam). Hvor kristne stadig gemmer sig, tvinges de frem med uhørt tortur. Om det hellige Jerusalem tør vi ikke tale, brødre, for vi er meget bange og skammer os over at tale om det. Denne by, hvor Kristus selv som bekendt led for os, fordi vore synder krævede det, er nu blevet nedgjort til vantro forurening, og det siger jeg til vor vanære, gudstjenesten der er ophørt. Således er der en bunke af anklager imod os, der har fortjent det så meget! Hvem tjener nu den velsignede Marias kirke i Josaphat-dalen, hvor hun selv blev begravet i kødet? Og hvorfor undlade at tale om Salomons Tempel, ja om Herrens Tempel, hvor de barbariske nationer nu i modstrid med alle menneskelige og guddommelige love har anbragt deres afgudsdyrkelse? Vi har undladt at tale om Den Hellige Gravs Kirke, da nogle af jer med egne øjne har set, hvilke uhyrligheder den er udsat for. Med vold fratog tyrkerne den de offergaver, som I bragte dertil som almisser i så store mængder og desuden spottede de meget og ofte jeres religion. Og alligevel hvilede Herren på dette sted (jeg siger blot, hvad I allerede ved), hvor Han døde for os, og hvor Han blev begravet. Hvor dyrebart og efterstræbelsesværdigt ville dette uforlignelige sted for Herrens begravelse ikke være, selv hvis Gud der undlod at udføre sit årlige mirakel! For i dagene omkring Påske gentændes ved guddommelig befaling alle de lys omkring og inde i Gravkirken, som er blevet slukket. Hvis hjerte er så forstenet, brødre, at det ikke bliver rørt af så stort et mirakel? Tro mig, de mænd er dyriske og ufølsomme, hvis hjerte ikke røres til tro af en nåde, der så guddommeligt viser sig. Og alligevel ser de vantro dette sammen med de kristne og alligevel er de ikke vendt bort fra deres veje! De er ganske vist bange, men omvendes ikke til troen, og det skal man ikke undre sig over for en blindhed hersker over deres sind. Jer, som er vendt tilbage derfra og som nu er til stede her, kender kun alt for godt de plager, hvormed de gjorde jer uret. Jer, som ofrede jeres værdier og jeres blod for Gud. Dette, kære brødre, vil vi sige for at I kan være vidner til vore ord. Der er flere af vore brødres lidelser og flere ødelæggelser af kirker, end vi kan tale om en for en, for vi er hæmmet af tårer og støn, af suk og hulken. Vi græder og skriger, brødre, lige som salmisten i vort inderste hjerte! Vi er elendige og ulykkelige, og i os fuldbyrdes profetien: ’Folkene er trængt ind i din ejendom, Gud, de har gjort dit hellige tempel urent og lagt Jerusalem i ruiner. De gav dine tjeneres lig som føde til himlens fugle go dine frommes krop til jordens dyr. De udgød deres blod som vand, rundt om Jerusalem, og ingen begravede dem.’ Ve os brødre, Vi er allerede blevet til nar blandt vore naboer, til spot og spe for vore omgivelser, lad os i det mindste med tårer kondolere og have medfølelse med vore brødre! Vi, som er blevet til nar for alle folkene og – det værste af det hele – lad os begræde denne mest uhyrlige ødelæggelse af Det Hellige Land! Dette land har vi med rette kaldt helligt, da der ikke er så meget som et skridt med foden som Frelserens krop eller ånd ikke herliggjorde og velsignede og som omfavnede den hellige Moders tilstedeværelse og apostlenes møder og som drak martyrernes blod, der blev udgydt der. Hvor velsignede er ikke de sten, som kronede dig, Stefan, den første martyr! Hvor lykkelige er ikke Jordan-flodens vande, Oh Johannes Døberen, som tjente dig til at døbe Frelseren! Israels børn, som blev ført ud af Ægypten og som gik forud for dig, da de krydsede Det Røde Hav, har taget dette land med våbenmagt med Jesus som deres leder, der har drevet jebusitterne (10) og andre indbyggere ud og har selv beboet det jordiske Jerusalem, billedet på det himmelske Jerusalem.  

Hvad er det, vi siger? Lyt og lær! I er hovmodige og fremviser stolt jeres ridderskabs våbenmærke, I raser mod jeres brødre og skærer hinanden i stykker. Dette er ikke det sande Kristi ridderskab, som river Forløserens fåreskind i stykker. Den Hellige Kirke har udvalgt sig soldater til at beskytte sit folk, men I nedgør hende til stor skade. Lad os indrømme sandheden, hvis budbringere vi bør være, i sandhed holder I jer ikke til den vej, der fører til livet. I, børns undertrykkere, enkers ransmænd, I er skyldige i manddrab, i helligbrøde, i berøver hinanden jeres rettigheder, I afventer tyveknægtes betaling for at udgyde kristent blod, lige som når gribbe lugter rådnende lig, så fornemmer i kamphandlinger langt væk og skynder jer ivrigt afsted mod dem. Dette er i sandhed den værste vej, for den er ganske langt væk fra Gud! Hvis I vil passe på jeres sjæle, så skal I enten nedlægge dette ridderskabs våbenmærke eller træde modigt frem som Kristi riddere og skynde jer så hurtigt I kan afsted til forsvaret for kirken i Øst. For det er fra hende at jeres frelses velsignelse kommer, som hældte den guddommelige visdoms mælk i jeres munde, som satte det hellige evangeliums lære foran jer. Dette siger vi jer, brødre, for at I må holde jeres morderiske hænder tilbage fra udslettelsen af jeres brødre og på vegne af jeres trosbeslægtede bekæmpe de vantro. Kæmp under vor leder Jesus Kristus for jeres Jerusalem i den kristne kamplinje, i den uovervindelige kamplinje, selv med større medgang end Jakobs sønner i fordums tid (11) – kæmp, så at I må sejre og kan drive tyrkerne ud, mere afskyelige end jebusitter, som er i dette land, og find det smukt at dø for Kristus i den by, hvor han døde for vore synder! Men hvis det sker, at I dør, før I når frem, vær da sikre på, at det at dø på vejen er lige så værdifuldt, hvis Kristus da finder jer i blandt hans hær. Gud betaler med den samme mønt, om det så er i den første eller i den ellevte time. I burde ryste, brødre, I burde ryste over at hæve en voldelig hånd imod kristne, det er mindre syndigt at svinge jeres sværd imod saracenerne. Det er den eneste retfærdige krig, for det er en barmhjertighedsgerning at risikere jeres liv for jeres brødre. Hvis I bekymrer jer for morgendagens problemer, så vid at dem, som frygter Gud ikke ønsker noget, ej heller de, som søger Ham i sandheden. Fjendens ejendomme vil også blive jeres, eftersom I vil plyndre deres skatte og vende sejrrige tilbage – eller forædlet af jeres eget blod vil I have opnået en evig ære. For en sådan leder bør I kæmpe, for én som hverken mangler magt eller rigdom til at belønne jer.

Kort er vejen dertil og anstrengelsen lille, som ikke desto mindre vil belønne jer med den krone, som ikke falmer væk. Derfor citerer vi profeten, der siger: ’Spænd dit sværd om lænden, du helt’. Spænd jeres sværd, siger jeg til jer alle og vær modige sønner, for det er bedre for jer at dø i kamp, end at betragte de sorger, som er overgået jeres folk og de hellige steder. Lad hverken jeres ejendom eller jeres koners lokkende yndigheder holde jer tilbage fra at drage afsted, og lad heller ikke de forestående prøvelser holde jer tilbage og få jer til at blive her.”

Og idet han vendte sig mod biskopperne, sagde han: ”I, kære brødre og biskopper, I præster og brødre i Kristus, gentag denne besked gennem de kirker, som er i jeres varetægt og hjælp os med hele jeres sjæl at prædike for ekspeditionen til Jerusalem. Når de har bekendt deres vanærende synder, giver I dem – sikre i Kristus – hurtig syndsforladelse. Desuden vil vi bede for jer, som skal drage afsted, og vi skal have jer til at kæmpe for Guds folk. Det er vor pligt at bede, jeres at kæmpe imod amalekitterne. Ligesom Moses vil vi række vore utrættelige hænder i bøn mod Himlen, mens i går ud og svinger jeres sværd som frygtløse krigere imod Amalek.” (12)

Da de, som var til stede, blev klart oplyst af disse og andre tilsvarende ord fra den apostolske herre, blev nogles øjne badet i tårer, nogle rystede, og endnu andre drøftede sagen. I overværelse af hele det samme kirkeråd, og mens vi kiggede på, gik biskoppen af Le Puy, en dygtig mand med et godt rygte, op til paven med glad mine og bøjede knæ for ham og bad ham om hans velsignelse og tilladelse til at drage afsted. Over alt dette vandt han også fra paven lederskabet over ekspeditionen, så at alle skulle adlyde ham og han skulle kommandere hæren på pavens vegne, eftersom alle vidste at han var en usædvanlig energisk og flittig præst.

Noter:
(10) Jebusitter: Ifølge Det Gamle Testamente en kanaanæisk stamme, der kæmpede mod israelitterne.

(11) Dvs. israelitterne.

(12) Amalekitter / Amalek: Navn fra Det gamle Testamente på en fjendtlig stamme, der bekrigede israelitterne. Anvendes senere som betegnelse for nomader og beduiner fra den arabiske halvø. Her et synonym for saracernerne.

Guibert var abbed i klostret i Nogent og deltog selv i kirkemødet i Clermont i 1095, hvor pave Urban d. 2. holdt sin korstogstale. Guibert af Nogent skrev i årene omkring 1106-1109 en historie om det første korstog ved navn ’Gesta Dei per Francos’ (Om Guds Gerninger gennem Frankerne). Til dette formål brugte han både sine egne iagttagelser, udsagn fra korsriddere, som han talte med, og Gesta Francorum som kilde til sin historie.

[Paven sagde:] ”Hvis der blandt kirker spredt over hele verden er nogle, som på grund af særlige personer eller steder, fortjener agtelse over andre, så skylder vi mest til den kirke, hvorfra vi modtog nådens forløsning og selve kilden til kristendommen (med hensyn til personer mener jeg, at dette skyldes, at der gives større privilegier til steder med en tilknytning til apostlene, og ligeledes med hensyn til steder, idet den samme højagtelse som ydes personer også vises overfor kongelige byer som f.eks. Konstantinopel). […]

Selve det land og den by, hvor Han [Kristus] ifølge evangeliernes vidnesbyrd boede og led, [er] hellig. Hvis dette land er omtalt i profeternes hellige skrift som Guds hellige tempel og arvelod, længe før Gud selv vandrede omkring eller blev åbenbaret i det, hvilken hellighed og ærbarhed har det da ikke fået, eftersom Gud i sin majestæt dér var klædt i kød, næret og opvokset og dér gik omkring i sin kropslige form eller blev båret rundt – og for at gøre det kort, hvad der kunne siges med en lang række ord – eftersom blodet fra Guds søn, der er mere helligt end himmel og jord, blev udgydt dér og hans lig lagt i graven dér med dets døde skælvende lemmer? Hvilken ærefrygt tror vi det fortjener? […]

Kære elskede brødre, hvis I vil ære kilden til al denne herlighed og hvis I sætter pris på disse hellige steder, som udgør mærker af fodspor efter Ham på jorden, hvis I søger Guds vej, hvis ønsker, at Gud skal kæmpe på jeres vegne, så skal I med alle jeres anstrengelser stræbe efter at rense Den Hellige By og den ærværdige Hellige Gravs Kirke fra den vanhelligelse, som de vantros herredømme for tiden udsætter den for.

Hvis makkabæerne (13) i gamle dage fik megen ros af de fromme, fordi de kæmpede for religionen og for templet, så er det også pålagt jer, kristne soldater, med en bevæbnet ekspedition at forsvare jeres lands frihed. Hvis I ligeledes mener, at man burde stræbe efter apostlenes og andre helgeners bolig med en sådan indsats, hvorfor nægter I da at redde korset, blodet og graven? Hvorfor nægter I da at besøge dem, at betale med jeres liv som prisen for at redde dem? I har indtil videre ført uretfærdige krige og fra tid til anden har I svunget farlige våben til jeres gensidige ødelæggelse, og det af ingen anden grund end begærlighed og stolthed, og som et resultat heraf har I fortjent den evige død og den sikre forbandelse. Nu holder vi frem for jer krige, som indebærer martyriets glorværdige belønning, og som nu og for evigt vil indbringe jer hæder og ære. […] [Ifølge Guibert af Nogent fortsatte paven med at argumentere for Jerusalems og Det hellige Lands vigtighed for kristendommen. Bl.a. skulle paven have ment, at et kristent herredømme over Jerusalem var vigtigt for opfyldelsen af profetierne om Dommedag, da Antikrist skal besejres netop hér.]

Disse tider, kæreste brødre, vil nu oprinde, hvis de vantros magt nu gennem jer og med Guds hjælp bliver besejret. Da verdens ende allerede er nær, er det ifølge profetien nødvendigt, at det kristne herredømme bliver genoprettet i dette område, enten gennem jer eller andre, som det måtte behage Herren at sende ud før Antikristens komme. […]

Hvis evangeliernes ord ikke vækker jer, og hvis vore formaninger heller ikke trænger ind i jeres sind, så lad jer i det mindste vække af de lidelser, som de har oplevet, der ønskede at besøge de hellige steder. Tænk på dem, som foretog pilgrimsrejsen over havet! Selv, hvis de var mere velstående, så tænk på hvilke skatter og hvilken vold, de har været underkastet, da de blev tvunget til at betale skatter og told efter næsten hver eneste mil, for at købe frihed ved hver eneste af byens porte, ved indgangene til kirkerne og templerne, ved hvert eneste udflugt fra sted til sted, og desuden, hvis nogen som helst anklage blev rettet imod dem, så var de tvunget til at købe sig fri, men hvis de nægtede at betale penge, blev de brutalt tvunget dertil af slag fra de vantros soldater. Og hvad skal vi sige, om dem, som i deres usle fattigdom påtog sig rejsen uden andet end deres tro, siden de ikke syntes at have andet at miste end deres kroppe? De forlangte ikke blot penge af dem, hvilket ikke er en utålelig straf, men de undersøgte også den hårde hud på deres hæle, og skar dem op og flåede huden af, for at se om de havde gemt noget der. Deres usigelige ondskab gik sågar så vidt, at de gav dem drikkevand med purgersnerle (14) indtil de kastede op eller sågar sprængte deres blærer, fordi de troede, at de stakler havde slugt guld eller sølv, eller de gjorde det, som er frygteligt at fortælle om, [nemlig] at de med sværd skar deres maver op og udfoldede indvoldenes indhold og med frygtelig mishandling afsøgte alt, hvad naturen måtte hemmeligholde dér. Jeg beder jer huske på de tusinder, som har været udsat for en voldsom død, og at stræbe efter de hellige steder, hvorfra jeres tro oprindeligt udgik. Vær vis på, at før I begiver jer ud i slag for Ham, vær forsikret om, at Kristus vil være jeres bannerfører og jeres uadskillelige spejder.”

Den ærværdige mand afsluttede sin tale ved at påkalde sig Skt. Peters velsignelse. Han gav alle syndsforladelse, som lovede at drage ud og bekræftede disse handlinger med apostolsk  velsignelse. Han indsatte et tegn, velegnet til så ærværdig en beskæftigelse, ved at gøre korsets tegn, symbolet på Herrens lidelse, til ridderskabets mærke, for dem, som så at sige skulle blive Guds soldater. Det gav han ordre til at sy på de skjorter, trøjer elle tunikaer, lavet af alle slags klæde, som blev båret af dem, der drog afsted. Han bekendtgjorde desuden, at enhver, der havde modtaget dette symbol og havde aflagt dette løfte, men som alligevel skulle vige tilbage fra sin gode hensigt ved at skifte mening, eller af kærlighed til sine forældre, at en sådan for evigt skulle være at betragte som fredløs, medmindre han angrede og igen påtog sig at gennemføre det, som han havde lovet, men endnu manglede [at gøre]. Desuden fordømte paven til frygtelig bandlysning alle dem, som vovede at krænke koner, børn og ejendomme, som tilhørte dem, der drog ud på denne ekspedition for Gud.

Noter:
(13) Makkabæerne: jødisk-nationalistisk gruppering, der bekæmpede det syriske (seleukidiske) kongerige og ca. 165 f.Kr. sikrede det jødiske folks selvstændighed.

(14) Urt, der fører til opkast, hvis det indtages.

Spørgsmål:

• Formuler en problemstilling, som på baggrund af de forskellige referater af Pave Urban 2.s tale (inddrag også Gesta Francorum fra Historiske Hovedlinier s. 61) lægger op til at undersøge, hvad paven faktisk sagde i Clermont i 1095? Udbyg problemstillingen på skrift med en oversigt over, hvilke forhold du/I vil tage med i vurderingen af de enkelte kilder.