Historiske hovedlinjer

Den virkelige historie om ulighed er optimistisk

Onsdag d. 1. februar 2017 Af Bjørn Lomborg

Der foreligger i dag en almindelig – og fejlagtig – forestilling om, at ulighed stiger uophørligt. Oxfam (international sammenslutning af organisationer, der har til formål at bekæmpe global fattigdom) har for nylig bidraget til denne fejlopfattelse ved at påstå, at de rigeste otte mennesker ejer lige så meget som halvdelen af verdens befolkning.

Oxfam måler nettoformue, ikke indkomst. Som en afgørende faktor inkluderer dette »negativ« formue, hvilket betyder, at de fem procent af amerikanere, der har studiegæld eller negativ egenkapital i deres huse, betragtes som hørende til verdens fattigste – fattigere end tre fjerdedele af alle afrikanere.

Det betyder, at selv den armeste sjæl, man kan forestille sig – en daglejer fra Zimbabwe, som ikke har andet end en kam på lommen – er rigere i Oxfams øjne end de fattigste 45 procent af verdens befolkning.

Oxfams data udelader også eventuel pensionsberettigelse og ignorerer fuldstændigt de enorme aktiver, der ejes af staten.

Den virkelige historie om ulighed er meget mere optimistisk end Oxfams narrativ. Her betyder indkomst mere end formue. Målt over de seneste to århundreder er kløften mellem riges og fattiges indkomster helt sikkert vokset. Men dette skyldes, at flere og flere mennesker er blevet løftet ud af fattigdommen.

I 1820 var den globale ulighed ret ubetydelig, simpelthen fordi vores forfædre næsten alle sammen var lige fattige. For næsten 200 år siden var omkring 94 procent af planeten forarmet. I 2015 fandt Verdensbanken, at mindre end ti procent af klodens befolkning for første gang levede i absolut forarmethed. Hvis vi udelukkende fokuserer på ulighed, betyder det også, at vi undlader at erkende den fantastiske præstation, der har befriet så mange fra fattigdommens lænker.

I 1820 var kløften mellem rige og fattige indkomster lige så bred på verdensplan, som den er i nutidens mest ulige samfund, såsom Brasilien eller Mexico. Takket være en rivende udvikling i visse lande voksede kløften efter 1820, og den var specielt slem fra 1950erne i flere årtier.

Fra omkring 1980erne skete der noget bemærkelsesværdigt. Sideløbende med, at enorme antal mennesker undslap fattigdommen, opstod der en spirende global middelklasse. Denne klasse bestod af omkring en milliard mennesker i 1985. I dag er den mere end fordoblet til 2,5 milliarder. Dette er grunden til, at global ulighed faktisk er faldet over de seneste tre årtier, og at det er sket ret hurtigt i de sidste 15 år.

Indenlandsk er ulig indkomstfordeling afgjort steget en del, mest som resultat af globaliseringen. Men generelt er uligheden ikke nær så ekstrem nu, som den var for 100 år siden. Når vi hører, at den ene procent af folk, der tjener mest, er ved at overtage en rekordstor andel af økonomien – et argument, der er blevet gjort mest berømt af Thomas Piketty – skal vi huske, at dette er baseret på data, der kun dækker USA og andre udviklede, engelsktalende lande. For eksempel tjente den procent af befolkningen med den højeste indtjening i USA 19 procent af al indkomst i 1913, men deres andel faldt til blot 10,5 procent i 1976 og blev fordoblet til forbløffende 20 procent i 2014.

Vi lever længere og sundere
Dette opleves markant anderledes i Kontinentaleuropa og Japan, hvor de, der er øverst på stigen, startede i 1910 med en andel, der svarede til de amerikanske finansfyrsters og faldt på lignende måde, men som siden da så godt som ikke er steget. Som andel tjener de øverste én procent i disse lande omkring halvt så meget, som de gjorde for 100 år siden.

Dette er en del af det globale mønster, hvor uligheden er blevet mindre, fordi mange flere i udviklingslandene er kommet ud af fattigdommen.

Desuden har ulighed betydning for meget andet end indkomst. Halvdelen af al fremgang inden for velfærden fra 1960 til 2000 kommer sig af, at vi lever et længere og sundere liv. I 1900 levede vi i gennemsnit, til vi blev 30; i dag lever vi til 71. For omkring 100 år siden øgede medicinske gennembrud faktisk uligheden, mens de i dag i højere og højere grad kommer næsten alle til gode. Over de seneste 50 år er forskellen i forventet levetid mellem verdens rigeste og fattigste lande faldet fra 28 til 19 år. Forskning viser, at ulighed i levealder i dag er lavere, end den har været i to århundreder.

Ulighed inden for uddannelse er også faldet på verdensplan. I 1870, da over trefjerdedele af verden var analfabeter, var adgang til uddannelse endnu mere ulige end indkomsterne. I dag kan over fire ud af fem læse – og analfabeterne er mest ældre mennesker, mens de yngre generationer har fået hidtil uset adgang til uddannelse.

Ulighed er bestemt ikke betydningsløs, ikke mindst fordi for meget kan reducere vækst og hindre social mobilitet. Det skal der gøres noget ved, men vi skal passe på med påstande, der maler fanden på væggen og springer elegant hen over de fantastiske udviklinger, der er sket, og som har reduceret de virkelige fattiges globale rækker og mindsket forskelle i indkomst, uddannelse og sundhed.

Bjørn Lomborg er leder af Copenhagen Concensus Center (en institution, som har til hensigt at finde, behandle og foreslå løsninger på Verdens største problemer. CCC blev oprindeligt finansieret gennem Danmarks finanslov, men er nu privatfinansieret med adresse i Massachusetts i USA).

Spørgsmål:

• Hvilken forskel er der ifølge Bjørn Lomborg på at måle ulighed i Verden efter formue eller efter indkomst?
• Hvilken forskel er der på de resultater, som Bjørn Lomborg når frem til artiklen og de resultater, som Branco Milanovic når frem til (Historiske Hovedlinier s.314)?
• Hvad betyder det for opfattelsen af uligheden, at Bjørn Lomborg inddrager faktorer som uddannelse og levetid i sin undersøgelse?