Et folkestyre i krise?

13.09.2011 Af: Peter G. H. Madsen. DJØF-bladet

Er det danske folkestyre blevet ødelagt af blokpolitik, spindoktorer og sensationshungrende medier, eller har vi stadig et levende demokrati? Helt skidt står det ikke til, men det er gået tilbage, siger to af hovedforfatterne til Magtudredningen.

Da Magtudredningen i efteråret 2003 efter mere end fem års arbejde og cirka 80 forskningsprojekter sendte sin afsluttende rapport på gaden, lød den positive konklusion, at vi i Danmark har et ganske levende demokrati.

”Det er faktisk gået forbavsende godt. Der er fortsat demokratisk livskraft i den danske befolkning og en betydelig demokratisk robusthed i de politiske institutioner,” stod der således at læse i sammenfatningen af Magtudredningens hovedresultater.

Meget er sket siden 2003. Blokpolitikken synes at være endnu mere dominerende, spineksperter er blevet en integreret del af det politiske liv på Christiansborg, og mediernes dækning af dansk politik bliver igen og igen kritiseret for at have mere fokus på taktik og spil end på substans og de politiske forslags indhold. Men er det nødvendigvis ensbetydende med, at folkestyret i Danmark er i krise, eller er der mere tale om ridser i lakken på en velsmurt demokratisk maskine, der endnu en gang vil vise sin værdi ved det kommende folketingsvalg?

Spørger du professor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Peter Munk Christiansen, der var ét af de fem medlemmer i Magtudredningens forskningsledelse, lyder den overordnede konklusion, at folkestyret stadig må anses for at være ganske sundt og levedygtigt.

”Grundlæggende vil jeg gerne vedkende mig den konklusion, som vi nåede til i Magtudredningen i 2003. Jeg mener ikke, man kan tegne et billede af et folkestyre i hastigt forfald. Det er der ikke grundlag for. Men på den anden side mener jeg også, at der er en række områder, hvor det faktisk er gået tilbage for folkestyret,” siger Peter Munk Christiansen.

Hans kollega på Institut for Statskundskab i Aarhus, Jørgen Goul Andersen, der også var medlem af Magtudredningens forskningsledelse, er i det store og hele enig.

”Jeg mener stadig, at konklusionerne, som vi nåede frem til i 2003, er dækkende. Men der er til gengæld også en række ting, der har ændret sig. Jeg vil ikke male fanden på væggen, men det er ikke på alle områder, at det går lige godt,” siger Jørgen Goul Andersen.

Den politiske tillid er på retur
Et af de negative træk ved de seneste års udvikling er den faldende politiske tillid.

Professor Jørgen Goul Andersen fortæller, at hvor der i valgundersøgelsen fra 2007 var 44 procent af de adspurgte danskere, der erklærede sig enige i udsagnet: ’Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet’, så er det ifølge en ny måling, som Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget, blot 31 procent, der har den holdning i dag. Og 36 procent er uenige i udsagnet. Det svarer til bundrekorden fra valgene i 1975, 1981 og 1984.

”Den politiske tillid er faldet ret markant. Det hænger også sammen med, at der i befolkningen hverken er tillid til regeringens eller oppositionens økonomiske politik,” siger Jørgen Goul Andersen.

Frygten er selvfølgelig, at den faldende politiske tillid på et tidspunkt resulterer i, at færre danskere gider deltage i den politiske proces. Danmark blev stort set forskånet for det fald i valgdeltagelsen, der i 90’erne og i 00’erne ramte de fleste lande, herunder også Norden. Men på et område er danskerne blevet langt mindre aktive, således var valgdeltagelsen ved kommunalvalget i november 2009 den laveste i 35 år. Blot 65,8 procent af de stemmeberettigede var i stemmeboksen for at svinge valgblyanten. Så ringe har interessen ikke været siden 1974.

Et andet problematisk træk ved kommunalvalget i 2009 var, at det især var indvandrere og efterkommere, der valgte at blive hjemme. Hvor valgdeltagelsen for etniske danskere lå på 68 procent, så var den 37 procent for indvandrere og 36 procent for efterkommere.

Ifølge professor Peter Munk Christiansen kan den lave valgdeltagelse blandt både etniske danskere og indvandrere og efterkommere hænge sammen med, at folk føler, at de har sværere ved at påvirke de politiske beslutninger.

”Vi har haft en tradition for et stærkt kommunalt engagement, derfor er udviklingen også bekymrende. Vi risikerer at tabe noget, som har været en central del af folkestyret og demokratiet i Danmark,” siger Peter Munk Christiansen.

En tandløs vagthund
Et andet område, som bekymrer forskerne, er mediernes evne til at udfylde rollen som den årvågne og vakse vagthund, der galper højt, når politikerne ikke gør deres arbejde ordentligt.

Jørgen Goul Andersen mener især, at medierne har forsømt rollen som vagthund under den finansielle krise.

”Vi havde kurs mod den økonomiske afgrund i temmelig lang tid, før det kom på den politiske dagsorden. Hvad lavede medierne i den situation?” spørger Jørgen Goul Andersen.

Han fremhæver, at der både var en dansk og en international krise. Hvor den internationale krise primært knyttede sig til det finansielle sammenbrud, der skete i efteråret 2008, så knyttede den danske krise sig til, at produktiviteten i Danmark i et tiår havde været blandt de laveste i OECD.

”Jeg har ikke en diagnose på, hvorfor medierne har været så dårlige til at advare befolkningen, men jeg er blevet meget bevidst om, at der er noget, som medierne ikke kan. Det er et tydeligt eksempel på, at systemet ikke fungerer helt optimalt. Medierne er simpelthen ikke gode nok til at bringe store og vigtige problemer på den politiske dagsorden,” siger Jørgen Goul Andersen.

Blokpolitik er skadeligt
Inden for Christiansborgs mure har udviklingen på en række områder også taget en negativ drejning siden 2003.

Professor Peter Munk Christiansen hæfter sig blandt andet ved, at den øgede grad af blokpolitik, hvor regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti i det store og hele gør, hvad den vil, har ændret beslutningsprocessen på Christiansborg.

”Blokpolitikken forskyder magten til fordel for regeringen, men til ulempe for folketinget og den politiske debat. Det har helt klart været med til at svække den politiske offentlighed,” siger han.

Samtidig mener Peter Munk Christiansen, at der har været en uheldig tendens til, at store og meget betydelige politiske beslutninger er blevet taget meget hurtigt uden den store debat. Som eksempel fremhæver han forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år, der blev besluttet i løbet af en weekend i maj 2010.

Ligeledes er høringsfristerne, hvor interesseorgansationer har mulighed for at kommentere på lovforslag, blevet væsentligt forkortet, så der i dag ofte kun er en uge til at svare på dem.

”Der er en klar tendens til, at man lukker beslutningprocesserne. Det giver mindre tid til offentlig debat,” siger Peter Munk Christiansen.

Han medgiver dog, at der har været nedsat et antal kommissioner, som netop har haft til formål at skabe debat og et grundlag for politiske reformer. Det så man eksempelvis i forbindelse med Velfærdskommissionen, der i december 2005 kom med sit forslag til, hvordan man kunne fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Men i dag anvendes kommissionsvæsenet langt sjældnere end tidligere.

Kendetegnende for Velfærdskommissionen og andre kommissioner er ifølge Peter Munk Christiansen også, at det mest af alt har handlet om ”at få en masse kloge mennesker til at gentage et budskab så mange gange, at befolkningen til sidst er blevet overbevist om behovet for reformer.”

De kloge vælgere
Heldigvis er der da også enkelte områder, hvor det danske demokrati ifølge forskerne står endnu stærkere i dag, end det gjorde, da Magtudredningen kom med sin rapport i 2003.

Professor Jørgen Goul Andersen påpeger, at det blandt andet er gået kraftigt frem med indvandrernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Fra 2004 til 2009 faldt arbejdsløsheden blandt 16-64-årige indvandrere således fra 15,6 procent til 4,8 procent.

Samtidig har Jørgen Goul Andersen set en positiv udvikling i indvandrernes deltagelse i samfundsdebatten, især hjulpet på vej af diverse internetbaserede debatforums. Det står i positiv kontrast til den lave valgdeltagelse, som indvandrere og efterkommere havde ved kommunalvalget i 2009.

Professor Peter Munk Christiansen tilslutter sig denne vurdering, men har til gengæld svært ved at finde andre punkter, hvor folkestyret er blevet styrket siden 2003. Han skynder sig dog at understrege, at det ikke er ensbetydende med, at folkestyret befinder sig i en eksistentiel krise.

”Vi har en vælgerbefolkning, som set i en international sammenhæng er helt utroligt tillidsfulde, aktive og vidende. Det skal vi værne om. Derfor kan det også godt undre mig, at politikerne meget ofte lader som om, vælgerne er nogle idioter,” siger han og tilføjer:

”Jeg synes, det er helt utroligt, hvor meget danskerne gider politik, når man tager i betragtning, hvordan den politiske samtale foregår i medierne.”

Magtudredningen blev iværksat af Folketinget i 1997. I forskningsledelsen sad Lise Togeby, der var formand, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen og Signild Vallgårda. Formålet med Magtudredningen var at belyse folkestyret funktion i bred forstand.

Spørgsmål:

• Hvilke vanskeligheder – og hvilke positive udviklingstendenser - for den demokratiske proces nævner Peter Munk Christensen og Jørgen Goul Andersen i teksten?
• Diskuter om nogen af de omtalte træk kan forklares med udgangspunkt i Mogens Herman Hansens analyse (Historiske Hovedlinier s.131)?