Historiske hovedlinjer
Der findes fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid – Reformationen er den fjerde
Vi lever i en tumultarisk tid, som fremtidens historikere sikkert vil skrive lange bøger om. Men måske har vi set det hele før. Information præsterer i disse dage fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid. Reformationen er den fjerde.
Om morgenen den 23. maj 1618 lød et skrig i det centrale Prag, og folk på gaden så forskræmte op mod kongeslottets tårn. Få øjeblikke tidligere var en gruppe protestantiske adelsmænd reddet gennem slotsporten, steget af hestene og vandret op ad trappen til tredje sal, hvor en gruppe kongelige embedsmænd ventede på dem i et højloftet mødelokale med vindue mod gaden.
Protestanterne var rasende – på kongen, kejseren og paven. Prag var dengang hovedstad i kongeriget Bøhmen i det tysk-romerske kejserige. Den katolske kejser havde netop indsat sin fætter Ferdinand – en god katolik – som bøhmisk konge, og han havde straks sat en stopper for byggeriet af to nye protestantiske kirker. Derfor havde adelsmændene krævet et møde på slottet. Det gik ikke godt.
»I er fjender af os og af vores religion,« råbte de af kongens embedsmænd, inden de greb tre mænd i arme og ben, slæbte dem gennem lokale og kylede dem skrigende ud af vinduet.
Det blev begyndelsen på 30-årskrigen. Snart sloges protestanter og katolikker over hele Europa – det var kulminationen på den reformation, Martin Luther havde påbegyndt i 1517.
Selv om Europa anno 2017 ikke er i krig, ligner nutidens konflikter reformationsårene, mener Henrik Jensen, der er lektor emeritus i historie ved RUC.
»Begge tider var præget af en underliggende ’nu er det nok-’reaktion,« siger han. »Der var en opsparet utilfredshed med romerkirkens system, og det satte en populistisk bevægelse i gang, ligesom vi i dag ser en bevægelse, hvor mange er utilfredse med den måde, EU fungerer på.«
De tre mænd i Prag overlevede faldet. Europas katolikker fortalte hinanden, at Jomfru Maria havde grebet dem i luften. Protestanterne mente, at de var landet i en stor bunke hestelort.
Tre paralleller mellem Reformationen og nutiden
• Populisme
• Religionskonflikter
• Oprør mod overstatslig magt
Leve nationalstaten
Reformationen handlede ikke kun om religion, men også om magt. I starten af 1500-tallet boblede utilfredsheden med paven og den katolske kirke blandt almindelige nordeuropæere. Kirken tjente fedt på skatter og afladsbreve, som gav rigmænd mulighed for at købe sig til frelse, og pengene flød direkte til Rom, hvor de blev brugt til at bygge Peterskirken.
Først i 1648 fandt reformationsårene deres afslutning. Europas konger og fyrster satte sig til bords i den tyske by Westfalen og aftalte, at den der kontrollerede et territorium, selv måtte bestemme over det – også over religionen. Det skabte et system af suveræne stater med faste grænser, som vi kender i dag: nationalstaten. Og paven fik ikke et ord indført.
Så når nutidens europæiske højrepartier gør oprør mod EU og de internationale regler, løfter de arven fra den Den Westfalske Fred, mener debattør og historiker Mikael Jalving.
»Vi har netop gennemgået en periode, hvor overstatslig magt – FN og EU – har vundet frem, og den nationalisme, vi nu ser, er en slags tilbagevenden til 1648,« siger Mikael Jalving. »Man erkendte dengang, at den sociale kontrakt og politiske orden, filosoffer som Hobbes og Spinoza skrev om, i praksis skulle forankres i noget konkret. Og med magt.«
Den intellektuelle kamp i reformationsårene lignede også nutidens. Den østrigske forfatter Stefan Zweig beskriver i bogen Erasmus af Rotterdam, hvordan akademikeren Erasmus af Rotterdam kæmper mod populisten Martin Luther:
»Erasmus (har) aldrig levet inden for folkeslag og lande, men over dem i en tyndere, mere gennemsigtig atmosfære i artisternes og akademikernes ’tour d’ivoire’, deres elfenbenstårn,« skrev Zweig. Luther ejede derimod en »folkelige heftighed«, og i hans mund blev alt til »paroler og feltråb«.
Kampen stod – den gang som nu – mellem internationale eliter og folkelige nationalister.
Fundamentalistisk religion
Desuden minder religionskrigene om nutidens interne stridigheder inden for islam, mener Frederik Stjernfelt, som er professor på Aalborg Universitet.
»Man kan drage mange relevante paralleller, men mange af problemerne med islam i dag er, at religionen befinder sig i en reformationsperiode, som minder om reformationen i Europa. Dengang blev der skabt en række forskellige teologier – calvinister, sværmere, døbere, lutheranere – ligesom vi i dag ser en række forskellige retninger inden for islam, som ikke kan blive enige,« siger Frederik Stjernfelt.
Han har netop udgivet en bog om Martin Luther og ser også en parallel mellem Luthers bogstavelige læsning af bibelen og den fundamentalistiske islam.
»Den nutidige vækkelse i islam er fundamentalistisk i samme forstand som Luthers teologi var: Ét af Luthers slagord var sola scriptura – skriften alene. Man skulle læse den hellige bog bogstaveligt og vende sig mod de troende, som fortolkede den forkert.«
MEN, men, men
På de 500 år, der er gået siden Luther første gang præsenterede sin berømte teser, er verden forandret af kapitalisme, demokrati og individualisme, og af den videnskabelig og den industrielle revolution. Som den israelske historiker Yuval Noah Harari bemærker i sin verdenshistorie Sapiens: »Hvis en spansk bonde var faldet i søvn i år 1.000 og vågnet 500 år senere til larmen fra Colombus’ sømænd, der gik om bord på Niña, Pinta og Santa Maria, ville verden have set ganske velkendt ud. (…) Men hvis en af Colombus’ sømand var faldet i en lignende søvn og vågnet op til iPhone-ringetonerne i det 21. århundrede, ville han havde befundet sig i en verden, der var fremmed ud over enhver fatteevne.«
Christian Bennike. Information 18.3.2017.
Spørgsmål:
- Diskuter de paralleller mellem hver af de fire omtalte historiske perioder og nutidens verden, som Christian Bennike påpeger i sine fire artikler.
- Diskuter på samme måde de ikke-paralleller, som han påpeger i afsnittene "men.. men.. men.."
- Diskuter endelig med udgangspunkt i de tilsvarende kapitler i Historiske Hovedlinier, om der er væsentlige træk ved de fire perioder, som Christian Bennike glemmer?
