Francis Fukuyama: Der er kun én civilisation. 2002
Francis Fukuyama er professor ved Johns Hopkins School
Oversat af Pernille Bramming.
Den vestlige verdens sejr i den kolde krig fik Francis Fukuyama til at komme med tesen og bogen om ”The End of History and the Last Man” i 1992. Al-Qaedas angreb på USA 11. september 2001 fik ikke Francis Fukuyama til at ændre sin tese om liberalismens snarlige sejr. Francis Fukyama slog fast, at Osama bin Laden ikke havde forpurret historiens afslutning.
En strøm af kommentatorer har anført, at tragedien den 11. september beviser, at jeg tog grueligt fejl, da jeg for mere end et årti siden skrev, at vi havde nået historiens afslutning. Koret stemte i med en George Will, der skrev, at historien var kommet hjem fra ferie. Fareed Zakaria erklærede afslutningen på historiens afslutning. Det ville være absurd og en hån mod ofrene den 11. september - såvel som mod dem, der nu deltager i de militære aktioner i Afghanistan - at erklære, at et angreb som dette ikke bør betegnes som en historisk begivenhed. Jeg anvendte imidlertid ordet historie på en anden måde: Det henviste til den fremadskriden mod moderniteten i form af liberalt demokrati og kapitalisme, som menneskeheden har foretaget gennem århundrederne.
Jeg gjorde min iagttagelse i 1989 i kølvandet på kommunismens sammenbrud, idet denne udviklingsproces synes at bringe stadig større dele af verden frem mod moderniteten. Hvis vi løftede blikket fra det liberale demokrati og markederne, kunne vi ikke forvente, at noget andet ville dukke op i horisonten.
Deraf afslutningen på historien. Mens der var tilbagestående områder, som modstod denne proces, var det vanskeligt at finde en bæredygtig, alternativ type civilisation, som mennesker rent faktisk ønskede at leve i. Socialisme, monarki, fascisme og andre former for autoritært styre var bragt i miskredit.
Mit synspunkt er blevet udfordret af mange mennesker og måske mest udtalt af Samuel Huntington. Han fremfører, at snarere end at udvikle et enkelt, globalt system, hænger kloden stadig fast i »sammenstødet mellem civilisationerne«: Seks eller syv større, kulturelle grupper lever side om side uden at smelte sammen, og de tegner de nye brudlinjer for globale konflikter.
Det succesrige angreb på centrum for den globale kapitalisme var bevisligt udført af islamiske ekstremister, der er utilfredse med selve den vestlige civilisations tilstedeværelse. Derfor har iagttagere støttet Huntingtons synspunkt om »sammenstød« frem for min hypotese om »historiens afslutning«.
Jeg mener, at jeg i sidste ende har ret: Moderniteten er et meget magtfuldt godstog, som ikke bliver afsporet af de seneste begivenheder, hvor smertelige og enestående de end måtte være. Demokrati og frie markeder vil også fremover udbredes som det fremherskende, organiserende princip i det meste af verden.
Men det er værd at tænke over, hvad det sande perspektiv for den nuværende udfordring er. Det har altid været min overbevisning, at moderniteten har et kulturelt grundlag. Liberalt demokrati og frie markeder fungerer ikke til enhver tid og på ethvert sted. De fungerer bedst i samfund med bestemte værdier, hvis oprindelse ikke nødvendigvis er fuldstændig rationel. Det er ikke et tilfælde, at det moderne, liberale demokrati først opstod i det kristne Vesten, eftersom universalismen i de demokratiske rettigheder på mange måder kan opfattes som en verdslig form for kristen universalisme. Det centrale spørgsmål, som Samuel Huntington rejser, er, hvorvidt modernitetens institutioner kun kan fungere i Vesten eller hvorvidt de rummer en tiltrækningskraft, som vil gøre det muligt at vinde frem i ikke-vestlige lande. Det tror jeg, de gør. Beviset ligger i de fremskridt, som demokrati og frie markeder har gjort i regioner som Østasien, Latinamerika, det ortodokse Europa og Sydasien. Beviset ligger også i de millioner af indvandrere fra den tredje verden, som hvert år stemmer med fødderne på et liv i vestlige samfund og som hen ad vejen overtager vestlige værdier.
Men der synes at være noget ved islam, eller i det mindste ved den fundamentalistiske islam, som gør muslimske samfund særlig modstandsdygtige over for moderniteten. Ud af alle samtidens kulturelle systemer, er der færrest demokratiske samfund i den islamiske verden (kun Tyrkiet kvalificerer sig), og den rummer ingen lande, som har opnået førsteverdenens status på samme måde som Sydkorea eller Singapore.
Der er masser af ikke-vestlige mennesker, der foretrækker den økonomiske og teknologiske del af moderniteten og håber at opnå det uden også at skulle acceptere demokratisk politik eller vestlige, kulturelle værdier (for eksempel Kina og Singapore). Der er andre, som godt kan lide såvel den økonomiske som den politiske udgave af moderniteten, men som bare ikke kan finde en måde at få den realiseret på (såsom Rusland). For dem kan overgangen til den vestlige form for modernitet blive langvarig og smertelig. Men der eksisterer ikke nogen uoverstigelig, kulturel barriere, som vil forhindre dem i at nå frem. Tilsammen udgør de fire-femtedel af Jordens befolkning.
Islam er imidlertid det eneste kulturelle system, som synes jævnligt at frembringe mennesker som Osama bin Laden eller Taleban, der afviser moderniteten i hele dens væsen. Det rejser spørgsmålet om, hvor repræsentative disse mennesker er for de muslimske samfund som sådan. Det svar, som politikere i Øst og Vest har fremsat siden den 11. september, er, at det er et »lille bitte mindretal«, der sympatiserer med terroristerne. Det har været vigtigt for dem at sige dette for at forhindre, at muslimerne som gruppe bliver lagt for had. Problemet er, at uviljen og hadet mod Amerika tydeligvis er langt mere udbredt end som så. Ganske vist er gruppen af mennesker, som er villige til at udføre selvmords-aktioner og aktivt sammensværge sig mod USA, lille bitte. Men sympatien kommer til udslag i den umiddelbare skadefryd ved synet af de sammenstyrtende tårne, en øjeblikkelig følelse af tilfredshed med at USA fik, hvad det fortjente, som sidenhen efterfølges af proforma udtryk for afstandtagen. På denne målestok er sympati for terroristerne karakteristisk for meget mere end et »lille bitte mindretal«: Den rækker lige fra middelklassen i lande som Ægypten til indvandrere i Vesten.
Det udbredte had og uviljen synes at udtrykke noget langt dybere end ren og skær opposition mod amerikansk politik såsom støtte til Israel, nemlig et had til det underliggende samfund. Måske er dette had født ud af fortørnelse over Vestens succes og muslimernes nederlag. Men fremfor at psykologisere over den muslimske verden, er det mere meningsfyldt at spørge, hvorvidt den radikale islam udgør et seriøst alternativ til det vestlige, liberale demokrati. Den politiske islam har sågar for muslimerne selv vist sig at være mere tiltrækkende i teorien end i praksis. Efter 23 år med fundamentalistiske præster ved magten ville de fleste iranere - og så godt som hver eneste iraner under 30 år - gerne leve i et langt mere liberalt samfund. Alt det anti-amerikanske had, der er blevet trommet frem, kan ikke omsættes til et bæredygtigt, politisk program, som muslimske samfund kan følge i de kommende år. Vi forbliver ved historiens afslutning, fordi der kun er et system, som fortsat vil dominere international politik, og det er det liberalt-demokratiske system i Vesten.
Dette indebærer ikke, at verden er uden konflikter, ej heller at kulturen vil ophøre med at være det kendetegn, der adskiller de forskellige samfund fra hinanden. Vi står ikke over for sammenstød mellem en række forskellige og ligeværdige kulturer, der kæmper mod hinanden ligesom stormagterne i sidste århundrede. De kommende sammenstød udgøres af en serie forhalingsmanøvrer i samfund, hvis traditionelle eksistens rent faktisk er truet af moderniseringen.
Hvor stærkt bagslaget er, afspejler hvor voldsom truslen er.
Men tiden og ressourcerne er på modernitetens side, og i dagens Vesten ser jeg ikke nogen mangel på vilje til at herske.
Spørgsmål: se tekst 26.b.
