Naomi Marcus: Men hvad får jeg ud af det, kammerat? 1989

Hver gang jeg kommer til Moskva, er der en ny krise i Andreis liv.

En gang drejede det sig om en mindre ulykke. Han havde mistet to tænder mere. De var bare faldet ud, hvilket ikke var særligt overraskende. Selvom han kun er 30, slubrer han store krus kogende sukkervand i sig dagen lang, spædet op med en rædsom sort te, som han siger er kogt på en fejekost.

Han arbejder i et bageri på en af Moskvas travle ringgader, hvor han slæber 20-kilos melsække og laster varevogne med frisk brød i lange baner. Hans månedsløn er kun på 100 rubler, så for at spare penge spiser han i bageriet. Det er oversøde karameller, kaldet fuglemælk, klistret halvah og bløde sukkerboller.

En gang, jeg kom til byen og kiggede forbi, havde han bragt bageriet i miskredit ved at fornærme en regeringsminister. ”Hvordan kunne jeg vide, at han var minister? Det stod ikke skrevet på ham, vel. Så kommer de og siger, at manden er handelsminister. Men han var bare en højtråbende, lille fyr, som stod og skreg på betjening. Så bad jeg ham om at knytte sylten, og i næste øjeblik får man at vide, at han har sendt en klage over den måde, bageriet bliver kørt på, og de ansattes uforskammethed.

Bestyrerinden bliver fjernet fra sin post, og resten er stiktossede på mig”.

Andrei bryster sig af at tilhøre det arbejdende proletariat, og kalder mig med kærlig hån for ”imperialistikacapitalistika” og nægter at modtage både jeans og Earl Grey te, som jeg ellers har med til ham. ”Jeg er sovjetborger. Jeg drikker min sovjetiske te. Og hvad får dig til at tro, jeg har lyst til at gå rundt og ligne en amerikansk cowboy?”. Andrei er en talentfuld kunstner og bruger alle sine penge på farver og pensler. Han bor sammen med sin kone i en af de kommunale et-værelses lejligheder. I bageriet arbejder han i to 24-timers skift og har så fem dage fri til at tegne og male.

Jeg har kendt ham i fire år. Men her i sommer, da jeg kiggede forbi bageriet for at få de sidste sladderhistorier og en kop te i lagerrummet, overraskede han mig alligevel med sit seneste udspil: Han ville sige op. Han sad ludende og modløs på en kasse chokolade og slubrede sit te-farvede sukkervand i sig. Over hans hoved hang plakater med lyse møer med fletninger og rosenhud, som svingede leen i hvedemarken, og anråbte os om at ”spise brød, frisk brød hver dag”.

Han viftede fluerne væk og grinede surt: ”Ser du, nu har vi jo perestrojka”. Han udtalte ordet med sarkasme og bred amerikansk accent. ”Sikke noget rod. I har vel hørt om det ovre i jeres Wild West? Først var det jo bare et ord. Så kom de med et gummistempel og begyndte at stemple alle papirer: Omkostningsrelateret Produktion. Nå, tænkte jeg, nu hedder det omkostningsrelateret produktion. Og hvad betyder så det? Det betyder såmænd, at jeg ikke arbejder hårdt nok – ifølge nogle nye reglementer. Og pludselig får jeg færre med hjem for at lave præcis det samme, som jeg altid har gjort. Og det er ikke, fordi jeg i forvejen tjener noget videre. Hvad skal jeg så med det her job? Jeg er stort set den eneste på mit skiftehold, som er ædru, og Victor bliver ved med at tabe kasserne ned over fødderne på mig”.

Andrei siger, at han er min eneste forbindelse til den sovjetiske arbejder. Engang beskyldte han mig for kun at omgås ”cremen af det sovjetiske samfund”. Det var dengang, jeg forsøgte at introducere ham til nogle af de kendte sovjetiske filminstruktører og fotografer. Jeg beundrer hans arbejde og ville hjælpe ham, men det viste sig at være en fejltagelse. Han tog med mig rundt til forskellige studier, men luskede bare rundt i krogene, og blev utålmodig, han ville ikke blande sig.

”Perestojka” belærer han for mig, alt imens han slæber varme rugbrød med et forsorent og djævelsk udtryk, som skyldes de manglende to tænder, ”det er for dine venner, dine cremen-af-samfundet typer. Den hjælper det. Intelligentsiaen”.

. . . .

Efter 71 år har de sovjetiske borgere opbygget et immunforsvar overfor de politiske formaninger, som gjalder fra væggene i hvert et klasseværelse, fra gadebannere og gigantiske gavlmalerier. Hele livet igennem bliver de fulgt af de skrigende røde bogstaver: FOLKET OG PARTIET ER ET. LEVE, STUDERE OG ARBEJDE LENINS VEJ. FREMAD MOD KOMMUNISMENS LYSENDE FREMTID. Og de møder de nye formaninger: PERESTROJKA! GLASTNOST! ÆDRUELIGHED! med tilsvarende kynisme. De gamle slogans udskreg deres evangelium: Efter en stridsom, men nødvendig periode med socialisme, venter den lysende fremtid med kommunisme – bare alle arbejder hårdt nok. Og nu forventer Gorbatjov, at folket skal efterleve de nye slogans, spænde livremmen ind samtidig med at de holder op med at drikke. Hans ændringer forvirrer den arbejdsstyrke, der var vant til at få løn, uanset hvad der så skete. Og hvis det skete, at lønningerne var lave, så siger en populær perestrojka vits dèt, der var at sige til det: ”De lader, som om de betaler os. Og vi lader som om vi arbejder”.

Gorbatjov indrømmer, at der er to aspekter ved den nye lov, som kræver stor psykologisk tilpasningsevne fra arbejderne: Lønudligning og individuelt økonomisk ansvar. I en tale på Centralkomiteens januar-møde sagde han: ”Nu er den mest komplekse fase begyndt, den fase hvor omstruktureringskonceptet skal bringes ind i millioner af sovjetborgeres liv. I mange sager er vi nået til det afgørende punkt, at debatten er ved at bygge sig op”.

Senere i den samme tale citerede han et eksempel på utilfredsheden blandt arbejderne. ”For nylig blev der rapporteret i pressen fra visse kollektivlandbrug, hvor malkepiger, som kun får 2000 liter mælk ud af hver ko om året, havde lønninger, der lå over 600 rubler om måneden (mere end tre gange gennemsnitslønnen). Da man prøvede at indføre løn afhængig af arbejdsindsats, blev det opfattet som et slag mod deres interesser. Men når alt kom til alt, var den løn, de havde fået indtil da, ikke indtjent. De blev betalt gennem statstilskud – med andre ord på bekostning af andre medlemmer af samfundet”. Sagde Gorbatjov.

Gorbatjov sætter sin lid til et åbenbart paradoks: At verdens mest kyniske arbejdsstyrke – arbejdere, som fortæller de skarpeste, mest sviende, bitre og morsomme anekdoter om sig selv og det system, de lever under – vil tage perestrojkas abstrakte forhåbninger til sig. Og i mellemtiden bliver situationen mere og mere mærkværdig.

For eksempel, hvad er der blevet af sukkeret? I juni sidste år blev sukkerrationeringen gennemført – et træk, som sædvanligvis hører hjemme i krigstid. Den officielle forklaring på, at sukker er blevet en mangelvare, er at for mange tørstige mennesker bruger det i deres hjemmebrænderi. Den er der ingen, som tror på. Hvorfor er salt og sæbe også forsvundet fra butikshylderne? Der er generel enighed om, at rationeringen er en Provakatsia mod Gorbatjov fra hans fjender.

Og at varerne pludselig forsvinder en måned før det kommunistiske partis årlige kongres, hvor Gorbatjov håbede på at samle opbakning omkring sin reformpolitik, gør provokationsteorien troværdig. Hvad så med ædrueligheds-kampagnen? Den har skabt nye køer, hvor der ikke var nogen før. Når jeg gik aftentur langs Leningrads kanaler sammen med venner, gjorde de mig altid opmærksom på de horrible køer udenfor spritbutikkerne. ”Perestrojka” plejede de at sige. ”Læg mærke til det”.

Press. Juni 1989. Her fra Torben Peter Andersen: Øst-Vest 1945-1990. Columbus 1990.

Spørgsmål:

• Hvilken holdning kommer (gennem kunstmaleren Andrei) til udtryk overfor Gorbatjovs reformer i Naomi Marcus' tekst?
• Kan man drage paralleller herimellem og til nutidens modstand mod ”eliten” og globaliseringen?