Vladimir Lenin: Deklaration om det arbejdende og udbyttede folks rettigheder. jan. 1918

Vladimir Lenin (1870 –1924) var russisk kommunistisk revolutionær, politiker, og politisk teoritiker. Han var leder af regeringen i Den russiske Republik 1917-18 og i Den russiske føderative Sovjetrepublik 1918-24.

Fra Lenin: Udvalgte værker, 1983, bind 10, s. 91-93
Den Konstituerende Forsamling beslutter:

I.

1. Rusland erklæres for en republik af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter. Hele den centrale og den lokale magt tilhører disse sovjetter.
2. Den Russiske sovjetrepublik oprettes som en føderation af nationale sovjetrepublikker på grundlag af et frit forbund mellem frie nationer.

II.
Den Konstituerende Forsamling stiller sig som hovedopgave at tilintetgøre enhver form for menneskers udbytning af mennesker, fuldstændig at afskaffe samfundets deling i klasser, hensynsløst at undertrykke udbytternes modstand, at indføre en socialistisk organisation af samfundet og sikre socialismens sejr i alle lande, og beslutter videre:

1. Den private ejendomsret til jorden afskaffes. Al jord med alle bygninger, inventar og andet landbrugstilbehør erklæres for hele det arbejdende folks ejendom.
2. For at sikre det arbejdende folks magt over udbytterne og som første skridt til fabrikkernes, værkernes, minernes, jernbanernes og andre produktions- og transportmidlers fuldstændige overgang til arbejder- og bondestatens besiddelse bekræftes sovjetloven om arbejderkontrol og om Det øverste Råd For Samfundsøkonomi.
3. Som en af betingelserne for de arbejdende massers befrielse fra kapitalens åg bekræftes dekretet om, at alle bankerne overgår til arbejder- og bondestatens besiddelse.
4. For at afskaffe samfundets snyltende lag indføres almindelig arbejdspligt.
5. For at sikre de arbejdende masser den uindskrænkede magt og fjerne enhver mulighed for genoprettelse af udbytternes magt dekreteres bevæbning af de arbejdende, oprettelse af arbejdernes og bøndernes socialistiske røde hær og fuldstændig afvæbning af de besiddende klasser.

III.

1. Den Konstituerende Forsamling giver udtryk for sin urokkelige vilje til at rive menneskeheden ud af kløerne på finanskapitalen og imperialismen, der væder jorden med blod i denne den mest forbryderiske af alle krige, og tilslutter sig fuldt og helt den af sovjetmagten førte politik: sønderrivelse af de hemmelige traktater, organisering af den mest omfattende forbrødring med arbejderne og bønderne i de hære, der på nuværende tidspunkt kæmper mod hinanden, og opnåelse af en demokratisk fred mellem folkene, for enhver pris og med revolutionære metoder, en fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger på grundlag af nationernes frie selvbestemmelsesret.
2. Med samme mål for øje kræver Den Konstituerende Forsamling fuldstændigt brud med den borgerlige civilisations barbariske politik, hvor velstand for udbytterne i nogle få udvalgte nationer er bygget på underkuelse af hundreder af millioner arbejdende i Asien, i kolonierne i det hele taget og i de små lande.
   1. Den Konstituerende Forsamling hilser den politik, som Folkekommissærernes Råd har ført, idet det har proklameret Finlands fuldstændige uafhængighed, påbegyndt tilbagetrækningen af tropperne fra Persien og tilkendt Armenien frihed til selvbestemmelse.
3. Den Konstituerende Forsamling betragter sovjetloven om annullering (tilintetgørelse) af de lån, der er optaget af tsarens, godsejernes og bourgeoisiets regeringer, som et første slag mod den internationale bank- og finanskapital og giver udtryk for den overbevisning, at sovjetmagten fast vil følge denne vej indtil den fuldstændige sejr for den internationale arbejderopstand mod kapitalens åg.

IV.
Da Den Konstituerende Forsamling er valgt på grundlag af partilister, der er opstillet før oktoberrevolutionen, hvor folket endnu ikke i hele sin masse var i stand til at rejse sig mod udbytterne, ikke var klar over, hvor stærk udbytternes modstand mod at afstå fra deres klasseprivilegier var, endnu ikke praktisk var gået i gang med opbygningen af et socialistisk samfund, må Den Konstituerende Forsamling også fra et formelt synspunkt anse det for fuldstændig forkert at sætte sig op mod sovjetmagten.

Den Konstituerende Forsamling er af den opfattelse, at der nu – på det tidspunkt, da folket fører den sidste kamp mod sine udbyttere – ikke kan være plads for udbytterne i noget som helst magtorgan. Magten skal helt og holdent tilhøre de arbejdende masser og deres suveræne repræsentation – arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter.
Den Konstituerende Forsamling støtter sovjetmagten og dekreterne fra Folkekommissærernes Råd og er af den opfattelse, at dens opgaver er udtømt med fastlæggelsen af grundsætningerne for den socialistiske ombygning af samfundet.

Idet Den konstituerende Forsamling stræber efter at skabe et virkelig frit og frivilligt og følgeligt et så snævert og fast forbund som muligt mellem de arbejdende klasser i alle Ruslands nationer, indskrænker den samtidig sin opgave til at fastlægge grundsætningerne for føderationen af Ruslands sovjetrepublikker og overlader til arbejderne og bønderne i hver nation på deres egen suveræne sovjetkongres selvstændigt at træffe beslutning om, hvorvidt og på hvilket grundlag de ønsker at deltage i den føderative regering og de øvrige føderative sovjetinstitutioner.

Spørgsmål: se tekst 18.c