Valget 1998 og efterlønsdebatten

Fra Danmarkshistorien.dk

Valgets temaer
En meget bred vifte af politiske emner blev inddraget i valgkampen. Blandt temaerne var den generelle økonomiske politik og holdningen til den offentlige sektors størrelse, skatter, beskæftigelse, uddannelse, ældre, børnefamilier, ventelister på sygehusene, flygtninge/indvandrere samt EU.

Socialdemokratiet søgte i valgkampens slutfase at mobilisere især de socialt dårligst stillede vælgere ved at fokusere på temaet om skattelettelser kontra velfærd. De borgerlige partiers udspil om fri huslejefastsættelse blev angrebet som asocial, og deres økonomiske forslag blev fremstillet som uansvarlige. Valgkampen havde også budt på en debat om den fortsatte ret til at gå på efterløn, og Poul Nyrup Rasmussen følte sig presset til at udstede en såkaldt ”efterlønsgaranti”, der efter valget blev et stort problem for Nyrup, da man kun et halvt år senere alligevel ændrede efterlønsvilkårene.

Valgkampen blev overordnet set præget og til tider overskygget af opgøret mellem de to statsministerkandidater, og det meget personfikserede valg blev beskrevet som "en amerikansk showpræget præsidentvalgkamp". Især var valgdebatterne mellem de to partiformænd ophedede og dramatiske.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale, 1. januar 1999
(...)
For mig viste 1998, at vi har brug for en indgående debat om, hvordan vi sikrer det danske velfærdssamfund. Og for mig viste 1998, at mange måske har taget fremgangen og velfærden for givet. Måske har vi i skyndingen brugt for lidt tid til at diskutere, at velfærden også har en pris - og at der kun er os selv til at betale den. Måske har vi glemt, hvad vi inderst inde godt ved - at velfærd ikke er noget, der automatisk kommer med posten. Det kræver, at der er orden i økonomien, at den, der kan, yder en indsats. At vi ikke alle kun tænker på os selv, men også på naboen - og ikke mindst på dem, der ikke er så heldige, at de kan klare sig selv. Velfærdssamfundet er noget, vi bestandigt må arbejde for at bevare - og det kræver, at der bliver truffet nogle beslutninger. Og de beslutninger vil ikke gøre alle glade - så langt fra. Selvom det på længere sigt alligevel er bedst for hele vort samfund. Men ordentlig politisk ledelse er at gøre det nødvendige - også når det nødvendige betyder, at nogle må afgive noget for at andre - de svageste - kan få et bedre liv. Det kan give kritik. Men det må man som regering - og ikke mindst som statsminister - være parat til at lægge ryg til, hvis beslutningen er nødvendig for helheden. Det var beslutningen om efterlønnen. Kritikken har været hård. Den har været ubehagelig - men jeg har lært af den. Først og fremmest har jeg lært, at selv den bedste reform ikke er god nok, hvis den er dårligt forklaret. Og at den bedste forklaring ikke er god nok, hvis man selv har kunnet give anledning til skuffede forventninger. Det var blevet nødvendigt at ændre den gamle efterlønsordning. Ellers kunne den simpelthen ikke overleve. Mange tusinder flere end oprindeligt tænkt er gået på efterløn . Det betyder, at udgifterne er blevet meget større. Og det betyder også, at der bliver færre mennesker til at finansiere vores velfærd. For efterlønnen er heller ikke noget, der bare kommer med posten. Langt den største del af udgifterne til efterløn betales jo af alle dem, der går på arbejde, tjener deres løn og betaler deres skat. Og de penge vi bruger på efterløn , kan vi jo ikke bruge andre steder, hvor der måske er større behov. Et andet problem er, at vi bliver mange flere over 60 år og mange færre yngre. Hvis vi alle sammen går på efterløn som 60-årige, kommer vi simpelthen til at mangle arbejdskraft. Vi skal fastholde alle dem, der trives med deres job - ikke mindst de veluddannede - så længe som muligt på arbejdsmarkedet. Indtil for nylig var det sådan, at virksomhederne helst ville have en 25-årig - og gerne med 30 års erfaring. Ungdom var alt. Nu er virkeligheden en anden. Vi har brug for de ældre - med deres erfaring og deres modenhed. De mest fremsynede virksomheder er allerede i gang med at skabe stillinger, der ikke findes i dag - ikke blot stillinger til de fuldt kampdygtige. Men også jobs til de sårbare, de usikre - dem, der ikke er forvænt med, at der er medgang på arbejdsmarkedet, men som sagtens kan bidrage. Det er over for dem, virksomhederne skal vise deres sociale ansvar. Vi ønsker et Danmark, hvor nogen muligvis har meget, men ingen for lidt! Det er vores vej!

Spørgsmål:

• Hvorledes forklarer Poul Nyrup Rasmussen i sin nytårstale 1.1.1999 ændringerne i efterlønnen efter valget i 1998?