Tigerhyl. Sydøstasiatiske lande fanget i fælden

Daniel Fleming og Henrik Søborg, lektorer ved Roskilde Universitet.
Politiken Torsdag 15. nov. 2012

Engang var de kendt som tigerøkonomier hastigt på vej til højindkomstligaen. Nu er de i stedet fanget i 'middelindkomstfælden’.

Mens europæiske lande som Grækenland, Spanien og Portugal kæmper for at undgå en økonomisk deroute fra deres højindkomststatus, kæmper såkaldte øvre middelindkomstlande i Sydøstasien for at komme op i ligaen for højindkomstlande. I deres økonomiske femårsplaner har de hidtil kalkuleret med at ankomme til denne eftertragtede liga inden 2020, men de begynder nu at frygte, at de er blevet fanget i ’middelindkomstfælden’. Årsag: De oplever mindre vækstrater, hårdere global
konkurrence og vanskeligheder med at tilvejebringe kvalificeret arbejdskraft til mere avancerede teknologiske og ledelsesmæssige funktioner.

De høje vækstrater på 7-8 procent årligt, der tidligere kendetegnede de fremstormende sydøstasiatiske økonomer før den asiatiske finanskrise i 1997, er siden faldet til 4-5 procent årligt, og tiden efter finanskrisen i 2008 har ikke skabt grundlag for højere årlige vækstrater. Selv om det er høje vækstrater sammenlignet med Europa og USA, giver de næring til frygt hos øvre middelindkomstlande som Malaysia og Thailand.

De umiddelbare makroøkonomiske problemer består i et fald i private investeringer, der siden 1997-finanskrisen er faldet fra gennemsnitlig 30 til omkring 12-15 procent af BNP. Det har betydet faldende efterspørgsel og neddrosling i de mere langsigtede vækstforventninger.

Under disse makroøkonomiske problemer ligger imidlertid dybere transformationsproblemer fra lavindkomst over middelindkomst til højindkomstøkonomi. Den Asiatiske Udviklingsbank har for nylig analyseret disse problemer:

I perioden 1950-2010 har Malaysia og Thailand været i lavindkomstkategorien i hhv. 19 og 26 år, mens de har været i middelindkomstkategorien i hhv. 42 og 35 år.

I denne 60-års periode er middelindkomstfælden altså vanskeligere at komme ud af end fattigdomsfælden. Det hænger sammen med de økonomiske og politiske strukturforandringer, som transformationerne kræver.

I overgangen fra lavindkomst til middelindkomst behøver de opstigende økonomier at iværksætte markedsunderstøttende politikker: stabile økonomiske og politiske forhold, åben politik med hensyn til international handel og udenlandske investeringer, fremskaffelse af basal infrastruktur og et fungerende finansielt system. Problemet for middelindkomstøkonomier er stigende lønomkostninger i de arbejdsintensive industrier, der bliver udsat for hård konkurrence fra nye opstigende økonomier. Malaysia og Thailand har f.eks. erfaret stigende konkurrence fra Vietnam og navnlig Kina. I stedet for at samle standardiserede produkter designet af vestlige multinationale virksomheder med importeret teknologi er udfordringen for Malaysia og Thailand at omstille deres produktion til selv at producere mere teknologisk avancerede produkter.

Udviklingssucceser som Singapore, Sydkorea og Taiwan, der har opnået højindkomststatus, giver middelindkomstøkonomier opskriften på opstigning:

Det er først og fremmest uddannelsesreformer, der kan hjælpe med at tilvejebringe en stor veluddannet og kreativ middelklasse.

Flere sydøstasiatiske lande har allerede forsøgt at følge opskriften. De har i de sidste 10 år investeret store summer i grunduddannelse og højere videregående uddannelse. Men de har erfaret, at det er langt vanskeligere at skabe en ’first class’-arbejdskraft end at tilvejebringe store fysiske infrastrukturprojekter.

I Malaysia har store investeringer i højere videregående uddannelse ganske vist givet en stor produktion af især bachelorer, men udbuddet passer ikke til efterspørgslen. Det har ført til høj arbejdsløshed blandt især nyuddannede på trods af stor efterspørgsel på højt kvalificeret arbejdskraft. Det hænger sammen med de studerendes valg af fag og kvaliteten i uddannelserne.

Det kniber med at rekruttere studerende til naturvidenskabelige, tekniske og ingeniørmæssige fag. Store virksomheder som Intel og den malaysiske industriarbejdsgiverforening har gentagne gange klaget til regeringen over, at de ikke kan anvende mange af de humanistisk orienterede kandidater, fordi de har manglende kundskaber i engelsk og ringe kvalifikationer i at arbejde selvstændigt og kritisk analytisk. De kommer med en bagage fra et skolesystem, der indtil nu ikke har lagt så meget vægt på selvstændighed, men på udenadslære.

Mere velstående malaysiske statsborgere, navnlig kinesere og indere, sender deres børn til udenlandske uddannelsessteder eller til private skoler og universiteter i Malaysia. Det har skabt et stort ’brain drain’-problem, fordi flere bliver i udlandet eller immigrerer efter afsluttet uddannelse. Efter Verdensbankens seneste opgørelse arbejder mere end 1 million veluddannede malaysiske statsborgere i udlandet, navnlig i Singapore.

Malaysias vanskeligheder med at tilvejebringe kvalificeret arbejdskraft illustrerer de problemer, som opstigende økonomier i Sydøstasien slås med for at komme ud af middelindkomstfælden. Regeringen har iværksat et omfattende reformarbejde af uddannelsessektoren for at komme ud af fælden. Den vil bl.a. øge kvaliteten ved at give større beføjelser til uddannelsesinstitutionerne med hensyn til rekruttering, budgetter, studieordninger og pædagogik. Der er modstand i regeringspartiet Umno og i centraladministrationen mod denne decentralisering.

Men lykkes det regeringen at bekæmpe modstanden, er højindkomststatus inden 2020 måske inden for rækkevidde – og dermed kan Malaysia blive et eksempel for andre sydøstasiatiske middelindkomstlande.

Vækstspringere – top 10

1. Laos 8,3 procent
2. Filippinerne 7,2 procent
3. Cambodia 7 procent
4. Indonesien 5,8 procent
5. Myanmar 5,5 procent
6. Vietnam 5,4 procent
7. Malaysia 4,7 procent
8. Singapore 4 procent
9. Thailand 2,9 procent
10. Brunei -1,8 procent

Tallene viser vækst i real BNP 2013 fordelt på de 10 lande i ASEAN 2013. Kilde: EIU

Spørgsmål:

• Hvilke vækstproblemer påpeger artiklen for Sydøstasiens ”middelindkomstøkonomier” og hvilke løsninger foreslås?
• Danmark regnes for et ”højindkomstland”. Sammenlign ”mellemindkomstlandenes” muligheder efter artiklen med de løsningsforslag, der omtales i regeringsoplægget om globaliseringen fra 2005 (Historiske Hovedlinier s. 264).
• Diskuter om man som ”mellemindkomstland” kan anvende løsningsforslag, der er udarbejdet i ”højindkomstlande”?