Historiske hovedlinjer

Der findes fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid– 1930’erne er den tredje

Vi lever i en tumultarisk tid, som fremtidens historikere sikkert vil skrive lange bøger om. Men måske har vi set det hele før. Information præsterer i disse dage fire historiske epoker, som minder skræmmende meget om vores nutid. 1930’erne er den tredje.

Op til det amerikanske præsidentvalg i november sidste år delte tusindvis af mennesker en kort tekst på de sociale medier:

Kære amerikanere, Bare gør det, stem på ham med den høje stemme, som hader minoriteter, truer med at smide sin politiske modstander i fængsel, som ikke giver en fuck for demokratiet, og som hævder, at han egenhændigt kan fikse alt. Hvad kan gå galt? Held og lykke. - Det tyske folk

Teksten, som viste sig at stamme fra en 44-årig tysk IT-konsulent bosat i Californien, er langt fra ene om at trække historiske paralleller mellem nutiden og Tyskland i 1930’erne.

Intellektuelle som Francis Fukuyama, Timothy Snyder og Paul Mason har påpeget parallellerne: fremmedfrygt, populisme, oprør mod eliten og en økonomisk krise, som blev til en politisk katastrofe. Selv paven har sammenlignet Trump og Hitler.

»Man skal ikke trække det berømte nazikort i tide og utide, men hvis man overhoveder skal kunne lære af fortiden, ligger sammenligningen mellem nutiden og 1930’erne lige for,« siger filosof og forfatter Peter Tudvad, der bor i Tyskland.

Tre paralleller mellem 1930’erne og nutiden
• Økonomisk krise
• Fremmedfrygt
• Had til systemet

Ned med demokratiet
Tyskland var kommet forarmet og ydmyget ud af Første Verdenskrig. Landet havde – noget urimeligt – fået hele skylden for krigen og måtte kun have en meget lille hær. Det skulle betale enorme krigsskadeserstatninger og mistede Alsace-Lorraine og store dele af Polen (i alt 13,5 pct. af sit territorium). Der var kupforsøg, højreradikal terror og hyperinflation, som gjorde Reichsmarken så værdiløs, at skolebørn kunne bygge pyramider af seddelbundter.

Og for at gøre det hele værre krakkede børsen på Wall Street i efteråret 1929. Verdens lande rejste toldmure, verdenshandlen skrumpede, og fra 1929 til 1932 steg arbejdsløsheden i Tyskland fra ti til 30 pct. – ikke mindst fordi regeringen førte en håbløs krisepolitik.

»Landet var præget af økonomisk, social, materiel og også lidt åndelig nød,« siger Karl Christian Lammers, lektor emeritus i tysk og europæisk samtidshistorie på Københavns Universitet.

»Ligesom man i dag vender sig imod eliten, vendte de tyske vælgere sig imod ’systemet’ – et begreb nazisterne opfandt om Weimardemokratiet. Ligesom i dag var der en fornemmelse af, at problemerne ikke blev taget alvorligt, og det skabte en følelsesmæssig reaktion, hvor man støttede en mand, der lovede, at alt ville bliver bedre, hvis han fik magten.«

Men mens vreden anno 2017 retter sig mod demokratiets institutioner – EU, medierne, eksperterne – var vreden i 1930’erne rette mod demokratiet selv. Demokratiet var stadig nyt, det var først blevet indført i 1919, og ved valgene i 1932 stemte et flertal af tyskerne på partier, som ville afskaffe det, bl.a. nazister og kommunister.

Gør Tyskland stor igen
Hitler førte sig frem som frelseren af det hele. »En Hitler-tale var en begivenhed, et show«, som historiker Søren Mørch bemærker i bogen Vældige ting. »En blanding af cirkusforestilling, operaopførelse og katolsk kirkeliturgi.«

Hitler lovede at give Tyskand sin storhed igen, at genskabe territoriet (Lebensraum), redde økonomien og gøre landet til en stormagt.

Nazisterne lovede lykke til alle.

»Når de talte til havnearbejderne i Hamborg, lovede de lavere fødevarepriser, og når de talte til bønderne lovede de højere fødevarepriser,« siger Karl Christian Lammers.

Alt imens venstrefløjen sloges internt, voksede nazisterne: fra 2,6 pct. af stemmerne ved valget i 1928 til Rigsdagens største parti med 37,4 pct. i juli 1932.

Den amerikanske historiker Timothy Snyder har sammenlignet Trump med Hitler: De tomme løfter, løgnene, dæmoniseringen af minoriteter, påstanden om at repræsentere folket – og det faktum, at etablerede politiske kræfter ikke så faren før, det var for sent.

»Lige nu er det 1930’ernes playbook, jeg kigger på,« har Snyder sagt her i avisen. »Man udsøger sig et ufarligt, socialt integreret mindretal og udråber det til en global trussel. Hvad jøderne var dengang, kan muslimerne blive i dag.«

MEN, men, men
Modsat Europa og USA i dag, var Tyskland i 1930’erne et ungt demokrati og en ung nation. Kejseren var kun lige blevet smidt på porten, og en kommunistisk revolution var kun med nød og næppe blevet afværget – lederne, Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, var endda blevet myrdet. Det var ikke svært for tyskerne at forestille sig en verden uden demokrati – mange ønskede det endda. Sådan er det ikke i dag.

Der er også store forskelle på 1930’ernes fascister og nutidens højrepopulister. Nazisterne talte åbent om at afskaffe demokratiet, mens nutidens højrepopulister taler om at styrke den folkelige repræsentation ved at flytte magt fra EU til de nationale parlamenter.

Nazisterne var også eksplicit voldelige og havde deres egne bevæbnede militser – det har Kristian Thulesen Dahl og Marine Le Pen trods alt ikke.

Som politolog Sheri Berman fra Columbia University formulerer det:

»Nazisterne ville omstyrte samfundet, ikke bare forsvare traditioner og kulturer, som højrepopulister i dag.«

Christian Bennike. Information 18.3.2017

Spørgsmål: se tekst 44