Danmark i krig: Fik vi taget debatten?

Christian Als
Information 30. september 2014.

Selv om Danmark igen og igen sætter ind i verdens brændpunkter, bliver debatten om den danske aktivistiske udenrigspolitik stadig mindre højlydt. Det skyldes bred politisk konsensus og en befolkning, der bakker op, mener Ole Wæver, der kalder det nordkoreanske tilstande.

Fredag blev medlemmerne i Udenrigspolitisk Nævn enige om, at Danmark vil sende et militært bidrag til kampen imod Islamisk Stat i form af syv F16-jagerfly og 140 soldater. Med militær deltagelse i Afghanistan, Irak, Libyen og Mali er Danmark for alvor blevet krigsførende nation, der altid står klar, når der kaldes. Men hvorfor er det gået sådan? Og hvor er den politiske debat om så vigtige beslutninger som krigsdeltagelse efterhånden blevet af?

»Generelt har der i Danmark været meget stor opbakning til de her operationer. Ikke kun politisk, men også den folkelige opinion har og er generelt for dansk deltagelse. Den eneste gang, hvor der har været stor uenighed, var forud for den danske deltagelse i Irak,« forklarer Ole Wæver, professor og leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter, CRIC, ved Københavns Universitet. Og derfor er det måske ikke så overraskende, at der blandt partierne er så lille interesse i at markere sig kritisk, når der i befolkningen er så bred opbakning. Kritikerne har mere at tabe end at vinde på at sætte spørgsmålstegn ved Danmarks krige, mener Ole Wæver.

»Derfor er det rette spørgsmål nok mere, hvorfor der er så bred enighed omkring den danske krigsdeltagelse?«

Nordkoreanske tilstande
– Vi er havnet i en situation, hvor man skal ud på den yderste venstrefløj i Enhedslisten for at finde kritiske røster af dansk krigsdeltagelse. Er det ikke besynderligt?

»Jo, når nu Enhedslisten delvist går med i de danske krigsindsatser, bliver situationen ekstrem, fordi de andre tidligere militærkritiske røster i Radikale Venstre, SF og engang i Fremskridtspartiet er forsvundet over de seneste årtier. Det er da ret ekstremt, at vi begynder at få nordkoreanske stemmemønstre med 100 pct. enighed,« svarer Ole Wæver, der igen peger på, at det er vigtigt at holde fast i, at den danske aktivisme begynder med befolkningens accept – og at den skyldes vores historie som nation.

»Danmark kunne ikke være heroisk under Den Anden Verdenskrig, der var modstanden begrænset. Og under Den Kolde Krig havde vi som småstat nær frontlinjen heller ikke muligheder for at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik – og så kulminerer dette med 1980’ernes fodnotepolitik, som blev bogført af mange som et historisk særligt skamfuldt kapitel, hvor sorteper blev placeret hos Socialdemokraterne. Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi så fået mulighed for at være mere aktivistiske og ikke fremstå moralsk anløbne ved ikke at gå med.«

»Nu kan vi endelig gå ud og være helte. Nu handler det om at være på den rigtige side med hensyn til værdier og hvem, vi står skulder ved skulder med. Og meget gerne med militære midler, så vi virkeligt viser, at vi mener det alvorligt. Dansk udenrigspolitisk debat har derfor været ’moralsk’ i uhørt grad i forhold til andre landes debat om de samme krige,« siger Ole Wæver.

Manglende debat om resultater
Men den fortsatte krigsaktivisme skyldes ifølge Ole Wæver også, at der i Danmark endnu ikke har været et decideret efterspil. Krigene i Afghanistan og Irak fremstilles fortsat som en succes. Ikke målt på resultaterne for irakerne og afghanerne, men målt i forhold til den danske indsats, som der stadig er meget bred konsensus om, har været et godt bidrag.

»Hvis man spørger folk, får man løjerligt modstridende svar. Nej, Afghanistan og Irak er ikke efterladt i væsentlig bedre tilstand end for 15 år siden. Men jo, det var godt, vi gjorde det, vi gjorde. Danmark kan være stolt af sin indsats, er en dominerende holdning,« siger Wæver, der forklarer en del af debattens fravær med hensynet til de danske soldater.Alligevel mener han, at det er slående, at der i stort set alle andre krigsførende nationer allerede har været et kritisk efterspil: »Eksempelvis i Storbritannien har der været en voldsom debat efter Irak-krigen, hvor den toneangivende tolkning er, at krigen var en fejl, hvilket også har fået politiske konsekvenser – se bare på Tony Blair og det, han har været igennem. Men den debat har vi slet ikke haft i Danmark endnu. Vi går videre fra krig til krig og udsætter statusopgørelsen på den måde.« Og det er dybt problematisk, mener han, da risikoen for at fejle bliver større, når beslutninger bliver truffet uden forudgående kritisk debat. Samtidig kan det undre, når man i andre lande ser mere og mere kritisk på de her missioner og i stigende omfang deltager mindre aktivt: »Det burde vi have en debat om. Umiddelbart kan det jo se ud, som om politikerne principfast holder kursen, for det er samme doktrin, der har styret i nu 25 år. Men den samme politik er ikke den samme, når alle andre flytter sig. Så i virkeligheden er vi ved at skille os ud som en af de få nationer, der fortsat har den meget aktivistiske tilgang til at deltage i forskellige internationale krigsmissioner.«

Ifølge Wæver bør beslutningstagerne især se på, om resultaterne lever op til de forventninger, der lå forud for en aktivistisk udenrigspolitik: »På det grundlag bør vi spørge os selv, om det var den rigtige beslutning dengang? Og, hvis det var rigtigt den gang, er det så også rigtigt i dag 25 år senere?«

Spørgsmål:

• Ole Wæver undrer sig i artiklen over den tilsyneladende uenighed om Danmarks ”aktivistiske” udenrigspolitik og over, at denne politik aldrig er blevet debatteret. Debatér om Danmarks krigsindsats skal vurderes efter resultaterne i Afghanistan og Irak - eller efter Danmarks ry som pålidelig eller upålidelig allieret?
• Vil svaret på dette spørgsmål kunne kaste nyt lys over diskussionen mellem Anders Fogh Rasmussen og Hans Kirschoff on samarbejdspolitikken under besættelsen i tekst 1,a?