Den sorte Død

Jeuan Gethin: Pesten i Wales 1349
Vi ser døden komme i blandt os som en sort røg, en plage der skærer de unge bort, et rod¬løst spøgelse, der ikke kender til nogen forbar¬melse overfor et kønt åsyn. Ve mig! for skillin¬gen i armhulen; den svider rædselsfuldt, hvor den kommer, en gevækst der forvolder smerte og medfører høje skrig, en byrde båret under armene, en smertefuld rasende bule, en hvid klump. Den har form som et æble, som hove¬det af et løg, en lille byld, der ikke sparer no¬gen. Stor er dens sviden, som en brændende slagge, en rædsom ting med en askeagtig farve. Det er et hæsligt udbrud, der kommer med en utrolig hast. De minder om de sorte ærters frø, brudte klumper af sprøde kul, og mange af dem betyder begyndelsen til enden. Det er en rædsom prydelse, der bryder frem i et udslet. De er som en byge af ærter, den sorte døds tidlige prydelser, slagger af ukrudt, en blandet mængde, en sort pest som mønter, som bær. Det er en rædsom ting at de skal fin¬des på den skære hud.

Andrew af Wyntouns krønike
I Skotland brød den første pest ud med så stor voldsomhed, at det blev sagt, at den dræbte en tredjedel af de levende. Derefter blev den i Skotland i et år eller mere. Før den tid havde vi aldrig set en pest så bidende i vort land: Både mænd og børn og kvinder - den sparede intet for at dræbe dem.

Giovanni Boccaccio: "Decameron". ca.1350
Jeg må da fortælle, at tretten hundrede og otteogfyrre efter Guds søns byrd blev den gode stad Firenze, den skønneste by i hele Italien, ramt af den dødbringende sot, som Guds retfærdige vrede havde sendt over os dødelige til vor forbedring på grund af himmellegemer¬nes bevægelser og vore egne misgerninger. Den var udbrudt nogle år tidligere i de østlige egne, som den havde berøvet en utrolig mængde af deres beboere, og derfra havde den uden hvile spredt sig fra sted til sted, til den også omfattede vesten med død og undergang.

Mod den formåede menneskelig kløgt og forudseenhed intet, og det var forgæves at vor by blev renset for megen urenlighed af dertil ansatte øvrighedspersoner, eller at enhver syg nægtedes adgang til den, og mange gode råd blev givet til sygdommens bekæmpelse. Heller ikke ydmyge bønner eller talrige processioner af andægtige var til nogen gavn...

Så stor var himlens og måske også menneskenes grumhed, at der mellem marts og den følgende juli sikkert døde over hundrede tu¬sinde menneskelige væsener indenfor byen Firenzes mure, skønt man før pestens udbrud ikke havde vidst, at der fandtes så mange ind¬byggere. Hvor mange store paladser, skønne huse og adelige boliger, der indtil da havde vrimlet med tjenerskab og herrer og fruer, var ikke nu blottet for alt, selv den ringeste tjener? Hvor mange berømmelige slægter, udstrakte arvegodser, vidt omtalte rigdomme så man nu ikke uden retmæssig arving? Hvor mange mo¬dige mænd, fagre kvinder og yndefulde ynglinge som selv Galenus, Hippokrates, ja, end også Æskulap (berømte oldtidslæger) ville have erklæret for sundheden selv, indtog ikke deres morgenmå1tid med slægtninge, venner og fæller for samme aften at sidde til bords med deres forfædre i den an¬den verden?

Alle teksterne er fra Phillip Ziegler: "The Black Death". 1969. Oversat af forfatteren.

Spørgsmål:

• Hvordan vurderer Boccaccio værdien af menneskelig kløgt og af bønner til Gud i forsøget på at dæmme op for pestens hærgen? Sammenlign denne holdning med den, der ses i myten om St. Remi (Historiske Hovedlinier s.48)